NT indeholder ifølge R. Laird Harris omkring 250 egentlige citater og over 600 allusioner til GT. Mange læsere springer dem over. Men slår man dem op, melder spørgsmålet sig hurtigt: Hvordan læste NT-forfatterne egentlig deres Bibel?

Kritikere har hævdet, at NT-forfatterne ofte så bort fra GT-teksternes sammenhæng og tilpassede dem deres eget teologiske ærinde. S. L. Edgar fremhævede Matt 2,18 (Jer 31,15) som det mest iøjnefaldende eksempel.

G. K. Beale fastholder, at kritikerne blandt de mange citater og allusioner kun har kunnet pege på ganske få plausible tilfælde af ikke-kontekstuel brug. Langt det meste er kontekstuelt.

Det egentlige spørgsmål er, om en GT-tekst kan rumme mere, end den menneskelige forfatter så — og i så fald hvor det «mere» kommer fra: fra GT-teksten selv, fra Guds intention, fra NT-forfatterens inspiration eller fra en læsning i lyset af Kristus. De forskellige svar giver de forskellige fortolkningsskoler (se fanen Skolerne).

Den vigtigste debat: Fortolker NT GT i overensstemmelse med dens oprindelige mening? Nogle mener, at Jesus og apostlene brugte samtidens ikke-kontekstuelle jødiske metoder (midrash, pesher). Beale tvivler både på, at ikke-kontekstuel midrash var så central i datidens jødedom, og på at den styrede NT-forfatternes metode.

Et ofte overset argument: Dodd hævdede, at NT-forfatterne ikke brugte løsrevne enkeltvers, men lod citatet pege på hele GT-sammenhængen. Tesen er omdiskuteret, men har fået tilslutning fra flere.

Tog NT-forfatterne deres citater fra færdige samlinger af messianske skriftsteder? Beale finder det mest afbalancerede syn at være, at sådanne lister nok har eksisteret, men at fx Paulus ikke var begrænset til dem.

Fører forudsætningen om, at hele GT peger på Kristus, nødvendigvis til indlæsning? Det kan den, men det må den ikke nødvendigvis. Svaret må findes sag for sag.

Er typologi blot analogi, eller rummer den et profetisk element? Og hvilke kriterier gør noget til en «type»? (Se næste sektion.)

Nogle mener, at Paulus primært brugte GT retorisk over for læsere, der ikke kunne tjekke konteksten. Beale indvender, at brevene blev læst op igen og igen, og at mange kendte skrifterne fra oplæsning.

Hvis ingen fortolker uden forudsætninger, er objektiv mening så mulig? Beale forudsætter, at Gud har skabt mennesket i stand til at forstå en tekst tilstrækkeligt, om end aldrig udtømmende.

Forbuddet mod at knuse påskelammets knogler (2 Mos 12,46) ses som forvarsel om den større virkelighed, at Jesu knogler ikke blev knust på korset. Johannes indleder med en opfyldelsesformel.

Hos 11,1 er et tilbageblik på udvandringen, ikke en forudsigelse. Alligevel indleder Matthæus citatet med en opfyldelsesformel. For Beale viser det, at NT-forfatterne så historiske begivenheder som profetiske.

Nogle mener, at typologisk læsning var forbeholdt apostlene under inspiration, og peger på kirkehistoriens misbrug. Beale mener, at metoden kan bruges i dag, hvis typen kan ses fra GT-forfatterens eget perspektiv. Det gælder fx personer, der er formet efter tidligere typer (Noa som en ny Adam), gentagne frelseshistoriske begivenheder (nyskabelse) og profetier, der kun delvist opfyldes inden for GT.

Styrke: Meningen holdes fast hos GT-forfatteren, og modellen passer på mange direkte forudsigelser (Mika 5,1; Es 53; Sl 22). Svaghed: Den er for stiv til de vanskelige tekster, og 1 Pet 1,10–12 og Dan 12,8–9 viser, at profeterne ikke altid forstod deres egne ord.

Styrke: Gud er Skriftens egentlige forfatter og kan tale gennem en menneskelig forfatter ud over hans overblik. Rochford bruger billedet af et ordspil, hvor bogstaverne vendes ét efter ét: løsningen var der hele tiden, men kan først ses til sidst. Svaghed: Modellen rejser spørgsmål om inspiration og om profetiens apologetiske værdi.

Styrke: Den tager NT’s jødiske rødder alvorligt og læser delen i lyset af helheden. Kritik: Der er risiko for indlæsning, midrash-begrebet er uklart defineret, og mange af kilderne er fra tiden efter år 70.

Styrke: Sønnen er Guds endelige åbenbaring (Hebr 1,1–3). Kritik: Modellen kan tømme GT-teksten for dens oprindelige mening.

GT-teksterne betyder, i det mindste i kimform, det samme, som NT siger, de betyder, når man læser nøje i sammenhæng. Kaiser afviser sensus plenior og ukanoniske jødiske metoder.

Teksten har én mening, men sproget kan rumme flere personer eller begivenheder til forskellige tider. Bock indtager en mellemposition, der tager elementer fra begge de andre.

Enns’ model er «kristotelisk»: Da disciplene først var overbevist om, at Jesus var Messias, fandt de ham i GT-tekster, hvis forfattere ikke tænkte fremad. Forbindelsen ligger i NT-forfatternes tilbageskuende læsning.

I sin anmeldelse savner Blomberg en erkendelse af, at teksterne er forskellige. Nogle er direkte forudsigelser (Betlehem). Andre anvendes rent tilbageskuende (Hos 11,1). Andre igen har forskellige referenter med sammenhængende mening (Es 7,14). Skulle han vælge, ville han oftest følge Bock.

Thomas skelner mellem to former for brug. Ved bogstavelig brug bekræfter NT GT-tekstens grammatisk-historiske mening. Ved «inspireret sensus plenior-anvendelse» (ISPA) anvender NT GT-ordene på en ny situation.

GT-teksten har kun én mening. Den ekstra mening udspringer ikke af GT-teksten, men af NT-citatet, og den eksisterede ikke for mennesker, før NT-forfatteren skrev.

Thomas forbinder ISPA med Israels afvisning af Messias og kirkens tilblivelse, som GT ikke havde åbenbaret (Ef 3,1–7). Modellen hviler dermed på et dispensationalistisk skel mellem Israel og kirken.

John Walton, som Thomas selv ser som nærmeste slægtning, skelner mellem objektiv hermeneutik og inspireret subjektivitet. Den, der har inspiration, behøver ikke hermeneutikkens regler. Vi andre har ikke inspiration og må derfor følge reglerne.

En GT-forudsigelse indfries. Eks.: Mika 5,1 → Matt 2,6 (Betlehem).

En GT-person, -begivenhed eller -institution forvarsler noget større. Eks.: 2 Mos 12,46 → Joh 19,36 (påskelammet).

NT fastholder, at et GT-løfte vil blive indfriet i fremtiden. Eks.: Es 25,8 → 1 Kor 15,54 (døden opslugt). Thomas regner samme sted for ISPA.

En GT-situation bruges som sammenligning. Eks.: Noas dage → Matt 24,37–39.

GT-billeder bruges som symboler. Eks.: Dyrene i Dan 7 → dyret i Åb 13,1–2.

Et GT-bud eller -princip gælder fortsat. Eks.: 5 Mos 8,3 → Matt 4,4. Budene i Rom 13,9.

En GT-visdom bruges som almen sandhed. Eks.: Ordsp 26,11 → 2 Pet 2,22.

GT-ordene tjener først og fremmest en overbevisende funktion i argumentet.

GT-sproget sidder så dybt i forfatteren, at det bliver hans eget udtryksmiddel, uden at han vil fortolke den bestemte tekst. Dunham finder Beales egne eksempler på kategorien tvivlsomme og udbygger den (se nedenfor).

Et GT-afsnit giver strukturen for et NT-afsnit. Eks.: Dan 7 som mønster for tronsalsvisionen i Åb 4–5.

NT følger en anden tekstform end den hebraiske, typisk LXX. Eks.: I Sl 40,7 står der på hebraisk «ører har du gravet mig». Hebr 10,5 følger LXX: «et legeme har du beredt mig».

Et GT-motiv vendes på hovedet. Eks.: Es 60,14 → Åb 3,9. I Esajas skal hedningerne bøje sig for Israel. I Åbenbaringen skal de, der kalder sig jøder, bøje sig for menigheden.

Douglas Moo har foreslået, at NT-forfatterne ofte brugte skriftens sprog uden at ville levere en «korrekt» fortolkning af GT-teksten.

Hver gang vi hører ord i bestemte forbindelser, trænes vi til at bruge dem sådan igen. Bibelske forfattere, der kunne store dele af Skriften udenad, var på den måde «primet» af GT’s sprog.

Dunham har tre argumenter. For det første bruger Jeremias selv et kendt klagevers: Rakel græder et uventet sted, formentlig oprindeligt over Efraims deportation i 722 f.Kr., og v. 15 er adskilt fra selve orakelet i v. 16. For det andet strukturerer citaterne i Matt 1,18–2,23 fem korte scener, hvilket er et retorisk greb. For det tredje betoner formlen «da blev opfyldt» tidspunkt og menneskelig ondskab snarere end forudsigelse.

Verbet kan ikke begrænses til opfyldelse af direkte profeti. At en NT-forfatter bruger det om en ikke-profetisk tekst, er derfor ikke i sig selv misbrug.

I Matt 2,15 kan verbet betyde, at Jesu vej ud af Egypten på en måde fuldender den udfrielse af Israel, der begyndte ved Moses (jf. 2 Mos 4,22–23: «Israel er min førstefødte søn»).

Samme verbum bruges om en tidsperiode, der er fuldendt, og altså ikke om en forudsigelse.

Hos Matthæus betegner opfyldelsessproget ofte, at et historisk mønster når sit fulde potentiale i Kristus, snarere end at en forudsigelse lukkes.

Hensigtsformlen (hina plērōthē) er Matthæus’ typiske formel.

Tidsformlen (tote eplērōthē) bruges kun ved barnemordet i Betlehem og ved Judas’ død, to steder med ond menneskelig handling. Dunham ser forskellen som bevidst.

Ordet «opfyldelse» hører kun hjemme, hvor en begivenhed bogstaveligt indfrier det, GT forudsagde (Es 7,14 → Matt 1,23). Ved ISPA er udtryk som «delvis» eller «foreløbig opfyldelse» misvisende. Thomas nævner selv Joel 3 og pinsedagen som eksempel.

Matthæus fortolker ikke Hoseas budskab. Han identificerer en opfyldelse, som kun kan ses gennem inspiration.

Opfyldelse kan også være typologisk: et mønster i GT, der i tilbageblik ses at pege frem og eskaleres i Kristus. Om Es 7,14 mener Beale, at profetien får en første opfyldelse i Esajas’ egen tid, men peger videre frem (Es 9,1–6) mod den endelige opfyldelse i Jesus.

Det hebraiske ord betegner en ugift kvinde, og fødslen af Esajas’ egen søn (Es 8,3) kan ikke være det lovede tegn. Matthæus noterer en direkte opfyldelse.

Esajas’ søn er en første opfyldelse, og mønsteret peger videre frem mod den davidiske konge i Es 9 og kulminerer i Jesus.

Referenterne er forskellige fra den ene kontekst til den anden, men meningen hænger sammen.

Verset handler om Israels udvandring fra Egypten og er ikke en forudsigelse.

Matthæus anvender ordene på en ny situation. Autoriteten for den nye mening ligger i Matthæus, ikke i Hosea.

Forbindelsen kan ikke udledes af Hosea med almindelig hermeneutik. Den kan kun ses gennem inspiration.

Jesu vej ind i og ud af Egypten opfylder på en måde Hoseas historiske skildring. Opfyldelsesformlen viser, at Matthæus så historien som profetisk.

Det er en rent tilbageskuende kristologisk læsning, men den ligger inden for rammerne af jødisk typologi.

Jer 31,15 er en klage og ingen forudsigelse. Edgar så citatet som NT’s mest iøjnefaldende tilsidesættelse af konteksten.

Jeremias bruger selv et kendt klagevers, og Matthæus viderefører et sprogligt mønster. Formlen «da blev opfyldt» betoner tidspunkt og ondskab, ikke forudsigelse.

Umiddelbart efter klagen lyder løftet om, at børnene skal vende tilbage. Kaldte Matthæus hele sammenhængen frem, sådan som Dodd hævdede, at NT-forfatterne gjorde?

Peter påpeger, at David døde og blev begravet (ApG 2,29–31). Derfor må linjen oprindeligt handle om Messias.

Begge steder handler det om en, der med rette kaldes «den hellige»: David i GT og Messias som Davids endelige efterkommer i NT.

Parallellismen i Salmen gør, at begge linjer handler om David. Salmen taler først om Messias, når den læses med kristne øjne.

Det er svært at forestille sig, at David skifter emne midt i verset. Men det er ikke tilfældigt, at Peter valgte netop en Davidssalme.

Profetien gælder Israel, ikke kirken. Pinsedagen er en ISPA af Joel, og udtryk som «foreløbig» eller «delvis opfyldelse» er ifølge Thomas misvisende.

Beale regner ApG 2,16–21 blandt de steder, hvor NT med opfyldelsessprog behandler GT-tekster som profetiske.

Joel 3,1–5 i danske bibler svarer til Joel 2,28–32 i engelske.

GT-stederne (Sl 14; 53; 5; 140; 10; 36; Es 59; Præd 7,20) handler om de ugudelige. Paulus bruger dem til at vise alle menneskers synd.

Paulus tilføjer selv, at det, loven siger, siger den til dem, der er under loven. Hvordan påvirker det spørgsmålet om kontekst?

Den hebraiske tekst har «ører har du gravet mig», mens LXX, som Hebræerbrevet følger, har «et legeme har du beredt mig». Det er et eksempel på Beales kategori 10 og på, hvorfor ordret sammenligning skal ske med LXX.

GT nævner hverken Nazaret eller en nazaræer.

Hvorfor citerer Jakob netop Amos 9?

Allegoriserer Paulus?

Citerer Paulus Salmen korrekt?

Hvorfor anvendes Salmen om Jesus?

Hjørnestenen, som bygmestrene forkastede.

Læs både verset og sammenhængen. Det er udgangspunktet for alle positionerne.

Ikke alle citater er forudsigelser. Brug Beales kategorier som tjekliste.

Følger NT den hebraiske tekst eller LXX? Forskelle kan forklare meget.

Hvilket ord er dækkende: forudsigelse, mønster, fuldendelse eller anvendelse?

Kirkehistorien har mange eksempler på typologi, der gled over i allegori.

Forskellige tekster kan kræve forskellige forklaringer (Blomberg).

Registret bygger på United Bible Societies’ database, som også ligger bag Parallel Passages-værktøjet i Paratext. Den markerer ord for ord, hvor citat og kilde stemmer helt eller delvist overens. Databasen medtager kun egentlige citater, så allusioner (fx næsten hele Åbenbaringen) er ikke med. Versnummereringen følger den hebraiske tekst, som danske bibler også gør, fx Joel 3,1 og Sl 40,7.

Samme data som i fanen Citater NT → GT, men vendt om. Hvert GT-sted står for sig, og alle de NT-steder, der citerer det, er samlet i samme række. Hvis et NT-sted citerer flere GT-steder, fx Matt 19,4 efter både 1 Mos 1,27 og 5,2, optræder det derfor under hvert af dem.