Spring til indhold

Philipp Melanchthon · 1530

Confessio Augustana – Den augsburgske bekendelse

Martin Luther selv deltog ikke i udarbejdelsen på stedet, fordi han var fredløs, men hans teologi ligger i høj grad til grund for skriftet. Confessio Augustana er en af de vigtigste bekendelsesskrifter i den lutherske kirke og blev fremlagt for kejser Karl V som en forklaring på den lutherske tro.

Confessio Augustana – Den augsburgske bekendelse 1

1 Artikel 1 - GudMenighederne hos os lærer i fuld enighed, at det nikænske kirkemødes bestemmelse om det guddommelige væsens enhed og de tre personer er sandt og bør tros uden nogen tvivl. Nemlig at der er ét eneste guddommeligt væsen, som både kaldes og er Gud, evig, ulegemlig, udelelig, med uendelig magt, visdom og godhed. Skaber og opholder af alle ting, synlige som usynlige. Og alligevel er der tre personer, af samme væsen og magt og lige evige, Fader, Søn og Helligånd. Og ordet person bruges som de kirkelige skribenter gør i denne sag, så det betegner, ikke en del af nogen eller en egenskab ved nogen, men det, der består selvstændigt.

De fordømmer alle kætterier, der er opstået mod denne trosartikel. Manikæerne, der regner med to guddomsvæsner, et godt og et ondt. Også valentianerne, arianerne, eunomianerne, muhamedanerne og lignende. Ligeledes samosatenerne, både de gamle og de nye, som kun regner med én person og bruger tvetydige spidsfindigheder om Ordet og Helligånden, så det ikke er forskellige personer, men at Ordet står for det talte ord og Ånden for bevægelsen i det skabte.

Latin
Art. I. De Deo
Ecclesiæ magno consensu apud nos docent, decretum Nicænæ synodi de unitate essentiæ divinæ et de tribus personis verum et sine ulla dubitatione credendum esse; videlicet, quod sit una essentia divina, quæ et appellatur et est Deus, æternus, incorporeus, impartibilis, immensa potentia, sapientia, bonitate; Creator et Conservator omnium rerum, visibilium et invisibilium; et tamen tres sint personæ ejusdem essentiæ et potentiæ, et coæternæ, Pater, Filius et Spiritus Sanctus. Et nomine personæ utuntur ea significatione, qua usi sunt in hac causa scriptores ecclesiastici, ut significet non partem aut qualitatem in alio, sed quod proprie subsistit.

Damnant omnes hæreses, contra hunc articulum exortas, ut Manichæos, qui duo principia ponebant, bonum et malum, item Valentinianos, Arianos, Eunomianos, Mahometistas et omnes horum similes. Damnant et Samosatenos, veteres et neotericos, qui, quum tantum unam personam esse contendant, de Verbo et de Spiritu Sancto astute et impie rhetoricantur, quæ non sint personæ distinctæ, set quod Verbum significet verbum vocale et Spiritus motum in rebus creatum.