Paulus går fra tredje person (kap. 1) til anden person og anvender en såkaldt diatribe – en retorisk samtaleform med et »du« og et »vi«. Skiftet angiver ikke nødvendigvis et nyt emne, men en ny form: en »sudden turning« mod samtalepartneren.

1) »Du« er moralske væsner uanset etnicitet. 2) Majoriteten ser »du« som jøden. 3) Nyere forskning vender delvist tilbage til det første synspunkt. Dertil kommer synspunktet, at Paulus tænker på begge grupper, men primært jøderne, og endelig en lille gruppe der ser »du« som hedninger, der påberåber sig at være jøder.

Anklage (v.1), forudsætning (v.2), to retoriske spørgsmål (v.3–4) og opsummering (v.5).

Grundtanke: Gud gengælder enhver efter gerninger (v.6). Første udfoldelse: godt ↔ ondt (v.7–8). Anden udfoldelse: ondt ↔ godt (v.9–10). Begrundelse: Gud gør ikke forskel (v.11).

Udsagn om synd med/uden lov (v.12), begrundelse om at gøre loven (v.13), hedningernes naturlige lovopfyldelse (v.14–15) og dommedagsperspektivet (v.16).

Både den grove synder (1,20) og den dømmende (2,1) er »uden undskyldning« (αναπολόγητος). Koblingen bindes af gentagelsen af »gør det samme« (jf. 1,32).

I 1,18 åbenbares Guds vrede præsentisk; i 2,5.8 peges der frem mod »vredens dag« (jf. Sef 1,15). Afsnittet udfolder dermed naturlig teologi i et eskatologisk perspektiv.

V.6: Gud gengælder enhver efter hans gerninger (Ord 24,12). V.11: Gud gør ikke forskel på nogen. V.6 formulerer positivt, hvad v.11 formulerer negativt.

Kan forstås som enten en naturlig viderførsel eller en løsere tilknytning til det foregående. Hovedmuligheder: a) Sammenhængen er uklar. b) Knytter til 1,32a (1,32b er parentes). c) Knytter til 1,18–23: alle har afvist Gud. d) Fokus på »ingen undskyldning« som gentagelse af 1,20. e) Udtryk for diatribens »sudden turning«. f) Knytter til 1,18–19.

a) Jøden – støttet af det tydelige »du« i 2,17 og privilegierne i v.4. b) Ethvert dømmende menneske uanset etnicitet – »gudfrygtige« eller filosofisk orienterede romere. c) Samtidens filosoffer, der prædikede ét og levede et andet. d) Dømmende hedninger – de gør »det samme« som 1,18ff; jf. 2,12.14f og Stowers’ diatribe-analyse. e) Thorsteinsson: en af samme slags som 1,18–32. f) Dømmende personer i menigheden – »vi«-formen bruges ellers om troende.

Udtrykket modsvarer »gør det« (πράσσω) i 1,32 og binder de to afsnit sammen (1,32 [2×], 2,1.2.3). »Det samme« omfatter især synder med rod i tanken (jf. 1,29–30); understøttet af at Gud dømmer »det skjulte« (2,16).

Det eneste »vi« i 2,1–11 – introducerer en generelt accepteret sandhed. »Med rette« (κατὰ ἀλήθειαν) kan udtrykke dommens uundgåelighed eller dens norm; i lyset af 1,18.25 handler det om at dommen rammer i overensstemmelse med sandheden. »Guds dom« har baggrund i GTs tale om Gud som dommer (Sl 9,8).

Typisk diatribe-element: verbum for tænkning + direkte tiltale (»du menneske«) + anklagende spørgsmål. Grunden til at personen mener at kunne undgå dommen afhænger af identiteten: jøden stoler på loven/pagten; den moralske hedning mener ikke at synde lige så groft som kap. 1. Parallel: Salomons Salmer 15,8 – men dér om andre; her om samtalepartneren selv.

Godhed (χρηστότης) – sjældent i ikke-jødiske gudsbesk., hyppigt i GT. Overbærenhed (ἀνοχή) – kun her og 3,26 i NT; udskydelse af vreden. Langmodighed (μακροθυμία) – få steder i GT om Gud; hos Paulus: Rom 9,22; Gal 5,22. Guds godhed vil føre til omvendelse – udtrykker en forsøgt men ufuldendt handling.

Jf. 5 Mos 9,27 (hårdt hjerte) og 1,21 (formørket hjerte). »Ubodfærdig« er modsætning til »omvendelse« (v.4). »Vrede« og »åbenbaring« genoptager 1,18 – men nu fremtidigt (jf. Sef 1,15: »Vredens dag«). Dagen får to kvalitative genitiver: vrede og åbenbaring, hvortil »retfærdig dom« + »Guds« knyttes.

Tre forhold understreges: a) Gud vil gengælde. b) Han gengælder enhver – ikke kun hedninger. c) Gengældelsen sker efter gerninger, som udtryk for personens indre. Skal læses sammen med v.11: Gud gør ikke forskel.

De tre udtryk optog Paulus i kap. 1: udskiftede Guds herlighed, vanærede (frem for ærede) deres legemer, skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud. Kap. 1 er altså det omvendte af det, Paulus beskriver her. Kerneproblem: Hvordan forholder dommen efter gerninger sig til frelsen ved tro? a) Hypotetisk tolkning: Paulus fremsætter et universelt princip, men ingen opfylder det (Schreiner; Moo: lov/evangelium). b) Kristen tolkning: »gerninger« = den kristnes gode gerninger, eller troens gerning.

»Sandheden« og »uretten« har rødder i 1,18. Som kontrast til »evigt liv« er »vrede og harme« eskatologiske realiteter.

Traditionen skelner mellem ydre (nød) og indre (angst) erfaring; begge konsekvens af Guds vrede. Den universelle dom rammer »både jøde, først, og græker« – samme temporale struktur som evangeliet i 1,16.

Svarer til v.7, men »fred« afløser »uforgængelig«. Måske forbereder det kap. 14–15, hvor Paulus taler om fred; alternativt dækker de to begreber det samme.

3 Mos 19,15: standarden om at dømme ens. 5 Mos 10,17: Gud er »ikke partisk«. NT: Jak 2,9; 1 Pet 1,17; Apg 10,34. V.11 formulerer negativt, hvad v.6 formulerer positivt.

V.12 begrunder det foregående (græsk: γάρ). »Uden loven« = hedninger; »under loven« = jøder. Hedningen vil »gå fortabt«, jøden vil »blive dømt« – begge dele bekræfter aksiomet i v.11.

Ægte futurum; gentagelse af tanken i v.7. Mulig baggrund: 3 Mos 18,5. Spørgsmål om Paulus taler hypotetisk eller om kristne der gennem Ånden gør loven. V.13 begrunder v.12, hvilket gør det vanskeligt at se et pludseligt skift til den troende.

a) Hedninger der er kommet til tro gør loven »naturligt« ved Ånden. b) Ikke-troende hedninger forstår »per instinkt« dele af Guds vilje (fx at ære forældre, afstå fra tyveri). Under (b): i) tilstrækkeligt til frelse, eller ii) dele af loven, men ikke tilstrækkeligt.

Tre funktioner i den menneskelige personlighed: Hjerte (καρδία) – menneskets inderste personlighed. Samvittighed (συνείδησις) – kapacitet til at bedømme egne handlinger retrospektivt eller fremadrettet; en refleksiv mekanisme for konformitet til en norm. Tanker (λογισμοί) – en »debatterende funktion«; jf. 2 Kor 10,5.

i) Direkte efter v.15 – også v.15 handler om fremtiden. ii) Direkte efter v.15, men »på den dag« = alle Guds indgreb i historien. iii) Knyttes til v.13: »den der gør loven vil blive gjort retfærdig … på den dag …«. iv) Løst tilknyttet afsnittet. v) Dommen fuldender samvittighedens indre retssag.

i) Loven hersker, hvor evangeliet ikke har skabt tro; den troende dømmes efter fredspagten. ii) Moo: »Det er gennem Kristus Jesus at Gud vil dømme, som mit evangelium lærer« – »evangelium« forstås ikke som dogmatisk kategori, men som hele Jesu person og gerning. Parallel: 1 Kor 14,25 (»det skjulte i hjertet«).

Hvordan forholder billedet af hedningen i kap. 1 (der undertrykker sandheden) sig til hedningen i 2,14f (der »af naturen gør hvad loven kræver«)?