Når vi læser Bibelen, er der nogle ord, som virker så selvfølgelige, at vi sjældent standser op ved dem. Et af dem er sjæl.
Vi taler om krop og sjæl. Vi synger om sjælen. Og når vi læser Bibelen, møder vi formuleringer som »min sjæl« og »af hele din sjæl«. Derfor er det nærliggende at forestille sig, at Bibelens forfattere med »sjæl« mener omtrent det samme, som vi gør: menneskets indre, åndelige eller måske ligefrem udødelige del.
Men så enkelt er det ikke.
Et hebraisk ord med mange betydninger
Det hebraiske ord, som ofte ligger bag »sjæl« i Det Gamle Testamente, er nefeš. Og nefeš betyder langt fra altid »sjæl« i den betydning, ordet har på moderne dansk.
Ordet kan betegne et menneskes liv. Det kan betegne en person. Det kan handle om menneskets begær, længsel og appetit. Og nogle gange kan »min nefeš« nærmest betyde »mig« eller »mig selv«.
Det hænger sammen med den måde, mennesket beskrives på i Det Gamle Testamente. Her møder vi selvfølgelig et indre liv med tanker, følelser, ønsker og længsler. Men mennesket bliver ikke uden videre opdelt i de bestanddele, som vi senere har lært at kalde krop, sjæl og ånd.
Et af de tydeligste eksempler står allerede i skabelsesberetningen. Da Gud former mennesket af jord og blæser livsånde i dets næsebor, står der ikke, at mennesket får en nefeš. Der står, at mennesket bliver en nefeš ḥayyāh – et levende væsen.
Det er en lille sproglig forskel med ganske stor betydning.
Når »sjæl« lyder anderledes på dansk
Problemet opstår, når det hebraiske ord møder moderne dansk.
Hvis en nutidig dansker hører ordet »sjæl«, vil mange sandsynligvis tænke på noget indre og ikke-kropsligt: den psykiske eller åndelige side af mennesket, måske noget, der kan eksistere uafhængigt af kroppen.
Men det er ofte ikke det, nefeš betyder.
Tag for eksempel Salme 63, hvor den autoriserede oversættelse fra 1992 siger:
»Min sjæl mættes som af fede retter.«
Det lyder næsten mærkeligt på dansk. Hvorfor skulle en sjæl blive mæt af mad?
På hebraisk er billedet mindre mærkeligt, fordi nefeš netop også er forbundet med menneskets konkrete liv, behov og appetit. Den kropslige dimension, der er umiddelbart forståelig på hebraisk, bliver mindre tydelig, når vi bruger det danske ord »sjæl«.
Eller tag den kendte formulering fra Salme 103:
»Min sjæl, pris Herren.«
Her behøver salmisten næppe at henvende sig til en immateriel bestanddel inde i sig selv. Nefeš kan her fungere som en måde at tale om sig selv som den, der lovpriser Gud.
Bibeloversættelse er ikke et puslespil
Det rejser et mere grundlæggende spørgsmål om bibeloversættelse.
Man kan let forestille sig, at oversættelse består i at finde det rigtige danske ord til hvert hebraisk ord:
nefeš = sjæl
rûaḥ = ånd
lêb = hjerte
Men sprog fungerer ikke sådan. Et ord på ét sprog dækker næsten aldrig præcis det samme betydningsområde som et ord på et andet.
Derfor kan en meget konsekvent oversættelse faktisk blive mindre præcis.
Hvis nefeš i én tekst betyder »liv«, i en anden »person«, i en tredje udtrykker længsel og i en fjerde fungerer omtrent som »mig selv«, kan tekstnær oversættelse netop kræve, at ordet gengives forskelligt.
Det interessante er, at den danske bibeloversættelse fra 1992 allerede gør netop dette. Nefeš forekommer mere end 750 gange i Det Gamle Testamente, men kun en mindre del af forekomsterne er oversat med »sjæl«. Oversætterne har altså for længst erkendt, at ét hebraisk ord ikke kan gengives mekanisk med ét dansk.
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal begynde at oversætte nefeš forskelligt.
Det gør vi allerede.
Det mere interessante spørgsmål er, om »sjæl« stadig er det bedste ord de steder, hvor vi har valgt at beholde det.
Skal »sjæl« så ud af Bibelen?
Ikke nødvendigvis.
»Sjæl« er et gammelt og betydningsmættet dansk ord. Det har en lang bibelsk, kirkelig og poetisk historie, og i nogle sammenhænge kan det stadig fungere godt.
Men tradition er ikke i sig selv tilstrækkelig begrundelse for et oversættelsesvalg.
Hvis moderne læsere forstår »sjæl« på en måde, som den hebraiske tekst ikke lægger op til, må oversætteren i det mindste stille spørgsmålet, om et andet ord vil bringe læseren tættere på teksten.
Nogle steder kan det være liv. Andre steder menneske eller person. Og undertiden kan den bedste danske oversættelse ganske enkelt være jeg eller mig.
Det betyder ikke, at oversætteren skal være fri til at skrive, hvad han eller hun synes lyder bedst. Tværtimod. Det handler om at tage grundteksten så alvorligt, at man ikke lader en traditionel dansk ordækvivalent bestemme betydningen på forhånd.
Måske er spørgsmålet forkert stillet
Det bringer os tilbage til spørgsmålet i overskriften: Har mennesket ifølge Det Gamle Testamente en sjæl?
Måske er selve spørgsmålet lidt skævt.
Det Gamle Testamente er selvfølgelig dybt optaget af menneskets indre liv, dets længsel, frygt, glæde, vilje og forhold til Gud. Men det beskriver mennesket med et rigt og kropsligt forankret ordforråd, hvor vores moderne grænser mellem fysisk, psykisk og åndeligt ikke altid passer.
Nefeš er et godt eksempel.
Det kan være liv, længsel, person, selv – og meget andet.
Og netop derfor er den bedste oversættelse af nefeš ikke altid »sjæl«.
Nogle gange kommer vi tættere på Bibelens menneskesyn ved ikke at oversætte det sådan.