Justin - Dialogen med jøden Tryfon 1
1 Da jeg en morgen gik rundt på gangstierne i Xystus, mødte jeg en mand, som i selskab med andre sagde til mig: "Hil dig, oh filosof!" Og umiddelbart efter at have sagt dette, vendte han om og gik ved siden af mig; hans venner fulgte ligeledes med ham. Og jeg vendte mig mod ham og sagde: "Hvad er der på hjerte?"
2 Og han svarede: "Jeg blev undervist," sagde han, "af sokratikeren Corinthus i Argos om, at jeg ikke burde foragte eller behandle dem, der klæder sig i denne dragt, med ligegyldighed, men derimod vise dem al venlighed og søge deres selskab, da der måske kunne springe en fordel ud af samværet, enten for en sådan mand eller for mig selv. Det er desuden godt for begge, hvis enten den ene eller den anden gavnes. Af den grund, hver gang jeg ser nogen i en sådan dragt, går jeg gladeligt hen til ham, og nu har jeg af samme årsag villigt henvendt mig til dig; og disse ledsager mig i forventning om selv at høre noget nyttigt fra dig."
3 "Men hvem er du, fortræffelige mand?" Således svarede jeg ham i spøg.
4 Derefter fortalte han mig oprigtigt både sit navn og sin slægt. "Tryphon," sagde han, "bliver jeg kaldt; og jeg er en hebræer af omskærelsen, og efter at være flygtet fra den krig, der for nylig blev ført der, tilbringer jeg mine dage i Grækenland, og hovedsageligt i Korinth."
5 "Og i hvad," sagde jeg, "ville du blive gavnet så meget af filosofien som af din egen lovgiver og profeterne?" "Hvorfor ikke?" svarede han. "Drejer filosofferne ikke enhver tale ind på Gud? Og opstår der ikke hele tiden spørgsmål hos dem om Hans enhed og forsyn? Er det ikke i sandhed filosofiens pligt at undersøge Guddommen?"
6 "Jo, vist," sagde jeg, "således har vi også troet. Men de fleste har ikke skænket det en tanke, om der er én eller flere guder, og om de har omsorg for hver enkelt af os eller ej, som om denne viden intet bidrog til vor lykke; nej, de forsøger desuden at overbevise os om, at Gud tager sig af universet med dets slægter og arter, men ikke af mig og dig og hver enkelt individuelt, da vi jo ellers ikke ville have brug for at bede til Ham nat og dag. Men det er ikke svært at forstå resultatet af dette; for frygtløshed og tøjlesløshed i tale bliver følgen for dem, der fastholder disse anskuelser, så de gør og siger, hvad de lyster, uden enten at frygte straf eller håbe på nogen velsignelse fra Gud. For hvordan skulle de kunne det? De påstår, at de samme ting altid vil ske; og ydermere, at jeg og du igen skal leve på samme vis, uden at være blevet hverken bedre eller værre mennesker. Men der er nogle andre, som, fordi de antager sjælen for at være udødelig og immateriel, tror, at selvom de har begået ondt, vil de ikke lide straf (for det, som er immaterielt, er uden følelse), og at sjælen som følge af sin udødelighed intet behøver fra Gud."
7 Og han smilede mildt og sagde: "Fortæl os din mening om disse sager, og hvilken forestilling du gør dig om Gud, og hvad din filosofi går ud på."