Det Gamle Testamente
I Det Gamle Testamente er der 39 bøger, fordelt på fire hovedgrupper: Mosebøgerne, De historiske bøger, De poetiske bøger og De profetiske bøger.
Mosebøgerne – Bibelens begyndelse
Mosebøgerne består af fem bøger. I Skandinavien og Tyskland har vi navngivet dem Første til Femte Mosebog. På engelsk (og i den teologiske fagverden) har de andre navne:
- Genesis (1. Mosebog)
- Exodus (2. Mosebog)
- Leviticus (3. Mosebog)
- Numbers (4. Mosebog)
- Deuteronomy (5. Mosebog)
Tanken er, at navnet siger noget om indholdet af bogen. Genesis betyder begyndelse og skildrer verdens, menneskehedens, syndens og Israels begyndelse. Exodus betyder udgang og fortæller om jødernes udvandring fra Egypten. Da de er kommet ud af Egypten, slår de lejr ved bjerget Sinai. Her giver Gud dem pagten og helligdommen. I helligdommen skal der ofres, og det tager den stamme, der kaldes for levitter, sig af. Derfor kom bogen til at hedde Leviticus.
Fjerde Mosebog begynder med, at Israel skal bryde op for at vandre til det lovede land – en vandring, der slutter i slutningen af bogen. Før de bryder op, holder de en folketælling, hvilket også sker i slutningen af bogen. Derfor har den fået navnet Numbers (Tallene).
Mosebøgerne afsluttes med Deuteronomy. Det betyder »Den anden lov«. I store dele af bogen genfortæller Moses den lov, som Gud har givet Israel. Det er baggrunden for, at den har fået dette navn.
De 12 historiske bøger
Den næste gruppe i Det Gamle Testamente er De historiske bøger, som i alt består af 12 bøger. Gruppen begynder med Josvas Bog og slutter med Esthers Bog. Historien begynder med, at israelitterne indtager det lovede land under ledelse af Josva. Derefter følger en periode med to helt forskellige styreformer:
1. Dommertiden: Først styres folket af en række dommere. Dommerne var en helt speciel gruppe af ledere, som – modsat hvad der skete senere – ikke havde centraliseret kongemagten, men rejste rundt fra sted til sted og dømte og ledede folket i krisetider. Denne periode var præget af stor politisk og åndelig uro, hvilket til sidst fører til, at folket kræver et egentligt kongedømme.
2. Kongetiden: Kongedømmet bliver til virkelighed i begyndelsen af Første Samuelsbog, da Saul salves til konge over Israel. Kongetiden strækker sig fra Første Samuelsbog til Anden Krønikebog. Man kan dele kongetiden op i tre perioder:
- Det Samlede Rige: Den første periode udgør det samlede riges tid. Her regerede kongerne Saul, David og Salomo.
- Det Delte Rige: Da Salomo dør, deles riget op i to. Den største del af riget får hovedstad i den nordlige del af Israel og bliver derfor ofte kaldt Nordriget (i Bibelen ofte kaldt »Israel«). Den anden del ligger omkring Jerusalem og kaldes for Sydriget (i Bibelen kaldt »Juda«). Nordriget går under i 722 f.Kr., da Assyrerriget indtager landet og fører folket væk (2. Kongebog 17). Sydriget går under i 586 f.Kr., hvor Assyrerriget er blevet erstattet af Det Babyloniske Rige, som fører jøderne til Babylon (2. Kongebog 25).
Kongetiden fortælles både i Kongebøgerne og Krønikebøgerne.
3. Eksil og hjemkomst: 2. Kongebog slutter med, at folket føres i eksil. De næste bøger i rækken er Ezras Bog og Nehemias’ Bog. De beskriver, hvordan folket vender hjem fra eksilet i Babylon, og hvordan de genopbygger Jerusalem og templet. Med Nehemias’ Bog slutter den store fremadskridende hovedhistorie i Det Gamle Testamente.
Esthers Bog udskiller sig i denne gruppe som en dramatisk fortælling om en ung jødisk kvinde, der bliver dronning af Persien og risikerer sit eget liv for at redde sit folk fra udryddelse.
De poetiske bøger
Den næste gruppe af bøger er De poetiske bøger (også kaldet visdomslitteraturen). Denne gruppe indeholder Jobs Bog, Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog og Højsangen. De belyser forskellige sider af det at være menneske og at tro på Gud. Det gælder både det meget positive og lovprisende, som kommer frem i Salmerne og Højsangen, og det mere tunge og eksistentielle, som findes i Jobs Bog og Prædikerens Bog.
De profetiske bøger
Den sidste del af Det Gamle Testamente udgøres af De profetiske bøger (i alt 17 bøger). Gruppen opdeles traditionelt i to hovedgrupper: De fire store profeter og De tolv små profeter. Betegnelsen »store« og »små« henviser udelukkende til skrifternes længde – de store profeter er væsentligt længere end de små.
De fire store profeter (Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel) dækker tiden fra cirka 800 f.Kr. og frem til eksilet i Babylon, hvor vi blandt andet finder Daniel og hans tre venner. Denne periode dækkes også af de fleste af de små profeter, mens de tre sidste små profeter (Haggaj, Sakarias og Malakias) udførte deres virke efter hjemkomsten fra Babylon.
Det Nye Testamente
Når vi bladrer frem til det Nye Testamente, er der gået nogle århundreder fra slutningen af Det Gamle Testamente. Det består af 27 bøger fordelt på fire grupper: Evangelierne, Apostlenes Gerninger, brevene og Johannes’ Åbenbaring. Tilsammen dækker de en periode fra omkring år 0 til omkring år 90 e.kr.
Evangelierne – Jesu liv og gerninger
I Det Nye Testamente er der fire evangelier: Mattæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet.
De tre første går under betegnelsen »De synoptiske evangelier«. Det betyder (fra græsk »at se sammen«), at hvis man lægger de tre evangelier op ved siden af hinanden, har de grundlæggende den samme struktur omkring Jesu offentlige virke: De begynder med Jesu dåb i Jordanfloden, følger ham på hans vandring gennem Israel og har fokus på hans død og opstandelse.
Johannesevangeliet strækker sig ligeledes fra Jesu dåb til hans opstandelse, men det har en række unikke beretninger og taler med, som ikke findes i de synoptiske evangelier.
Hvorfor er andre evangelier ikke med i Bibelen?
Fra tid til anden har man opdaget andre evangelier (ofte kaldet de apokryfe evangelier), som ikke er kommet med i Det Nye Testamente. Det skyldes, at de skiller sig væsentligt ud fra de fire kanoniske evangelier på tre afgørende punkter:
- Yngre datering: De er skrevet væsentligt senere end det første århundrede.
- Anderledes genre: De fire bibelske evangelier er biografier med en sammenhængende historisk fortælling om Jesus. De nyopdagede skrifter falder ikke i denne kategori.
- Manglende historisk forankring: De fire evangelier har stærke, klare forbindelser til Det Gamle Testamente og det historiske Israel i det første århundrede, hvilket ikke gælder for de senere skrifter.
Apostlenes Gerninger – Evangeliets udbredelse
Det næste skrift i rækken er Apostlenes Gerninger, som er andet bind af Lukasevangeliet. Skriftet har et dobbelt fokus: et geografisk og et personligt.
- Første del (Kapitel 1–12): Her er der et geografisk fokus på Israel og et personligt fokus på Apostlen Peter. Det betyder ikke, at Lukas ikke fortæller om andre, men Peter fylder klart mest i denne første fase.
- Anden del (Kapitel 13–28): Fra kapitel 13 flyttes fokus over på missionen nord for Israel. Her glider Peter ud af fortællingen, og Paulus træder i centrum. Skriftet følger hans missionsrejser fra Lilleasien (det nuværende Tyrkiet) over Grækenland for til sidst at ende i Rom.
Brevene – Læren og livet i den tidlige kirke
Den tredje gruppe i Det Nye Testamente er Brevene. De opdeles traditionelt i tre hovedgrupper:
- Paulus’ breve: Breve skrevet af Apostlen Paulus, som ofte er stilet til bestemte menigheder eller personer i konkrete situationer (f.eks. Romerbrevet, Korintherbrevene og Galaterbrevet).
- Hebræerbrevet: Et teologisk dybtgående skrift med særligt fokus på sammenhængen mellem Det Gamle Testamente, tempeltjenesten og Jesu præstedømme.
- De katolske breve: En række breve skrevet af andre apostle (f.eks. Jakob, Peter, Johannes og Judas). Udtrykket »katolsk« betyder her »almindelig« eller »universel« og dækker over, at brevene har en mere almen karakter end Paulus’ breve, da de henvender sig til kirken i bredere forstand.
Hvor evangelierne beskriver historien om Jesu liv, handlinger og undervisning, fortæller brevene, hvad den teologiske og praktiske konsekvens af Jesu liv, død og opstandelse er for den enkelte troende og for menigheden.
Johannes’ Åbenbaring – Bibelens klimaks
Det Nye Testamente slutter af med den mest omdiskuterede bog i hele Bibelen: Johannes’ Åbenbaring. Bogen er skrevet til syv menigheder i Lilleasien, som hver får en personlig hilsen fra Jesus i løbet af de første tre kapitler.
Derefter får Johannes et syn af Guds trone i himlen, som kommer til at være det mest gennemgående billede i bogen. Skriftet skildrer en kosmisk kamp mellem Gud og Satan, mellem Guds rige og Satans rige, og viser, hvordan denne kamp i sidste ende munder ud i dom og frelse. Selv om bogen kan være kompleks og svær at forstå, giver den et af de smukkeste billeder i skriften af det evige liv på den nye jord.
Kigger man godt efter, kan man se, at skriftet hænger tæt sammen med Daniels Bog i Det Gamle Testamente. Mange af de drøftelser, der er om forståelsen af Daniels Bog, genfinder man i diskussionerne om Johannes’ Åbenbaring.