Næste uges tekster

¹Hele jorden havde fælles sprog og ord. ²Og så da de rejste mod øst, fandt de en slette i landet Sinear og slog sig ned der. ³Så sagde de til hinanden:»Kom nu, lad os lave teglsten og få dem brændt.« De brugte teglstenene som mursten og tjære som mørtel. ⁴De sagde: »Kom nu, lad os bygge en by og et tårn, og dets top skal nå til himlen, og lad os skabe os et navn for at vi ikke bliver spredt ud over hele jorden.« ⁵Da steg HERREN ned for at se på byen og tårnet som menneskeheden byggede. ⁶HERREN sagde: »Når de er ét folk, og alle har fælles sprog, så er dette blot hvad de begynder at gøre. Nu vil intet være umuligt for dem af det de planlægger at ville gøre. ⁷Kom nu, lad os stige ned og forvirre deres sprog sådan at de ikke forstår hinandens sprog.« ⁸Og HERREN spredte dem derfra ud over hele jorden, og de holdt op med at bygge byen. ⁹Derfor gav man den navnet Babel; for dér forvirrede HERREN hele jordens sprog, og derfra spredte HERREN dem ud over hele jorden.

⁴Dette er historien om himlen og jorden da de blev skabt. På den dag Gud HERREN lavede jorden og himlen, ⁵var der endnu ingen buske på jorden, og endnu var ingen urter spiret frem; for Gud HERREN havde ikke ladet det regne på jorden, og der var intet menneske til at dyrke agerjorden. ⁶En kilde trængte op af jorden og vandede hele agerjorden. ⁷Gud HERREN formede mennesket af støv fra agerjorden og blæste livsånde i dets næse; og mennesket blev til en levende sjæl.

¹Da dagen for pinsefesten kom, var de alle samlet på samme sted. ²Pludselig kom der fra himlen en lyd som af en stærk vind og fyldte hele huset hvor de sad. ³Tunger som af ild viste sig for dem og fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. ⁴De blev alle fyldte med Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden gav dem at sige. ⁵Nu boede der i Jerusalem gudfrygtige jødiske mænd af alle folkeslag under himlen. ⁶Da denne lyd kom, strømmede mængden sammen og blev forvirret; for hver enkelt af dem hørte dem tale på sit eget sprog. ⁷De blev forbavsede og forundrede og sagde: »Hør, er alle de som taler, ikke galilæere? ⁸Hvordan kan vi da høre dem tale, hver på vort eget modersmål, ⁹vi partere og medere og elamitter, og vi som bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og Asien, ¹⁰i Frygien og Pamfylien, Egypten og Libyens egne ved Kyrene, og vi tilrejste romere, ¹¹jøder og proselytter, kretere og arabere, vi hører dem tale om Guds store gerninger på vores egne tungemål?«

²²Judas, ikke Iskariot, siger til ham: »Herre, hvad er sket siden du vil vise dig for os og ikke for verden?« ²³Jesus svarede ham: »Hvis nogen elsker mig, vil han holde fast i mit ord, og min far vil elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham. ²⁴Den som ikke elsker mig, vil ikke holde fast i mine ord, og ordet som I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. ²⁵Dette har jeg talt til jer, mens jeg er hos, ²⁶men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han vil lære jer alt og huske jer på alt hvad jeg har sagt til jer. ²⁷Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver ikke sådan som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være modløst. ²⁸I har hørt at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. ²⁹Nu har jeg sagt det til jer før det sker, for at I skal tro når det er sket. ³⁰Jeg skal ikke tale meget mere, for verdens fyrste kommer, og i mig har han intet, ³¹men for at verden skal erkende at jeg elsker Faderen og gør sådan som Faderen har befalet mig: Rejs jer, lad os gå herfra.«