Næste uges tekster

²³Gid mine ord derfor blev skrevet ned!
Gid det var i bogrullen de blev nedfældet! ²⁴Måtte de med en griffel af jern og bly for evigt blive hugget ind i klippen! ²⁵Og jeg, ja, jeg ved: Min løser* lever,
og til sidst vil han stå op over støvet.* ²⁶Og efter min hud således er skrællet af,
skal jeg ud fra mit kød skue Gud,* ²⁷ham skal jeg, ja, jeg skal selv skue ham der er for mig
og ham skal mine øjne se,* og han er ikke en fremmed.*
Mit indre er ved at gå til.

¹¹Hvorfor kom jeg ikke ud af livmoderen og døde, ¹²Hvorfor tog knæ imod mig? ¹³For så havde jeg nu ligget og været stille. ¹⁴sammen med konger og landets rådgivere, ¹⁵eller med ledere, der havde guld, ¹⁶Eller som et dødfødt foster der skjules, ville jeg ikke have været til, ¹⁷Dér holder de ugudelige op med at være i oprør,* ¹⁸Fangerne slapper af med hinanden, ¹⁹Små og store er lige dér, ²⁰Hvorfor giver han lys til dem som lider, ²¹Til dem der venter på døden, men den er der ikke?* ²²Til dem som glæder sig med fryd, og som jubler

¹³Derfor beder jeg, at I ikke tabe Modet over mine Trængsler, som jeg lider for eder, hvilket er en Ære for eder. - ¹⁴For denne Sags Skyld bøjer jeg mine Knæ for Faderen, ¹⁵fra hvem enhver Faderlighed* i Himle og på Jord har sit Navn, { [*egl.: Slægt: Det græske Ord for “Slægt” er afledet af og lyder omtrent som “Fader”.] } ¹⁶at han vil give eder efter sin Herligheds Rigdom mægtigt at styrkes ved hans Ånd i det indvortes Menneske; ¹⁷at Kristus må bo ved Troen i eders Hjerter, ¹⁸for at I, rodfæstede og grundfæstede i Kærlighed, kunne sammen med alle de hellige formå at begribe, hvor stor Bredden og Længden og Dybden og Højden er, ¹⁹og at kende Kristi Kærlighed, som overgår al Erkendelse, for at I kunne fyldes indtil hele Guds Fylde. ²⁰Men ham, som formår over alle Ting at gøre langt ud over det, som vi bede eller forstå, efter den Magt, som er virksom i os, ²¹ham være Ære i Menigheden og i Kristus Jesus igennem alle Slægterne i Evighedernes Evighed! Amen.

¹¹Derefter gik han til en by som hed Nain, og hans disciple og en stor skare gik med ham. ¹²Men da han nærmede sig byporten, se, da blev en død båret ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen gik med hende. ¹³Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde til hende: »Græd ikke!« ¹⁴Og han trådte hen og rørte ved båren; men de som bar den, stod stille, og han sagde: »Du unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!« ¹⁵Den døde satte sig op og begyndte at tale; og han gav ham til hans mor. ¹⁶Men frygt greb alle, og de priste Gud og sagde: »Der er oprejst en stor profet iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« ¹⁷Og det ord om ham kom ud i hele Judæa og i hele omegnen.