Næste uges tekster

⁶Søg HERREN mens han kan findes,
kald på ham mens han er nær. ⁷En ugudelig skal forlade sin vej
og et ondt menneske sine planer
og omvende sig til HERREN, så vil han forbarme sig over ham,
og til vores Gud, for han er meget gavmild ved at tilgive. ⁸For mine planer er ikke jeres planer,
og jeres veje er ikke mine veje,
lyder HERRENS udsagn. ⁹For som himlen er højere end jorden,
sådan er mine veje højere end jeres veje
og mine planer end jeres planer. ¹⁰For som regnen og sneen kommer
fra himlen
og ikke vender tilbage dertil,
men når den har vandet jorden
vil den berede den og få den til at spire;
den vil give sæd til den der sår,
og brød til den der spiser; ¹¹sådan vil mit ord være,
der udgår ud af min mund:
Det vil ikke vende tomt tilbage til mig,
men det gør det jeg ønsker,
og det vil lykkes
når jeg sender det.

¹⁸For ordet om korset er for dem som fortabes, en tåbelighed, men for dem som frelses, er det Guds kraft. ¹⁹For der står skrevet:
Jeg vil ødelægge de vises visdom,
og jeg vil tilintetgøre de fornuftiges fornuft. ²⁰Hvor er der en vís? Hvor er der en skriftlærd? Hvor er der en debattør i denne verden? Har Gud ikke gjort denne verdens visdom til tåbelighed? ²¹For da verden ved Guds visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud at frelse dem som tror, ved forkyndelsens tåbelighed. ²²For jøder kræver tegn, og grækere kræver visdom, ²³men vi forkynder Kristus som korsfæstet, for jøder et anstød til fald og for grækere en tåbelighed, ²⁴men for de kaldede selv, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom, ²⁵for Guds tåbelighed er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

¹Han begyndte igen at undervise ved søen, og en meget stor skare samles om ham, så han gik ombord i en båd og satte sig i den ude på søen; og hele skaren var på land ved søen. ²Han underviste dem meget i lignelser og sagde til dem i sin undervisning: ³»Hør her: Se, en sædemand gik ud for at så, ⁴og det skete mens han såede, at noget faldt på vejen, og fuglene kom og spiste det. ⁵Noget faldt på klippegrund hvor det ikke havde meget jord; og det kom straks op fordi det ikke havde dyb jord. ⁶Da solen steg op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde rod, visnede det. ⁷Noget faldt blandt tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, og det bar ikke frugt. ⁸Noget faldt i god jord og bar frugt; det skød op og voksede, og ét bar tredive og ét tres og ét hundrede fold.« ⁹Han sagde: »Den der har ører at høre med, skal høre!« ¹⁰Da han blev alene, spurgte de som var omkring ham sammen med de tolv, ham om lignelserne. ¹¹Han sagde til dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed blevet givet; men for dem udenfor bliver alt i lignelser ¹²for at de, når de ser, skal se og ikke indse, og når de hører, skal de høre og ikke forstå, for at de ikke skal omvende sig og få tilgivelse.« ¹³Han siger til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan vil I så forstå alle de andre lignelser? ¹⁴Sædemanden sår ordet. ¹⁵De på vejen er dem hvor ordet bliver sået, og når de hører det, kommer Satan straks og tager det ord bort som er blevet sået i dem. ¹⁶De som bliver sået på klippegrunden, er dem som, når de hører ordet, straks tager imod det med glæde; ¹⁷de har dog ikke rod i sig, men holder ud en tid, og så når trængsel eller forfølgelse kommer på grund af ordet, falder de straks fra. ¹⁸De andre som bliver sået blandt tidsler, er dem som har hørt ordet, ¹⁹og når denne verdens bekymringer og rigdommens bedrag og de øvrige begæringer kommer ind, kvæler de ordet, og det bliver uden frugt. ²⁰De der blev sået i god jord, er dem som hører ordet, tager imod det og bærer frugt, én tredive og én tres og én hundrede fold.«