Næste uges tekster

¹Efter disse Begivenheder satte Gud Abraham på Prøve og sagde til ham: “Abraham!” Han svarede: “Se, her er jeg!” ²Da sagde han: “Tag din Søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija Land og bring ham der som Brændoffer på et af Bjergene, som jeg vil vise dig!” ³Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham. ⁴Da Abraham den tredje Dag så. op, fik han Øje på Stedet langt borte. ⁵Så sagde Abraham til sine Drenge: “Bliv her med Æselet, medens jeg og Drengen vandrer der. hen for at tilbede; så kommer vi tilbage til eder.” ⁶Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde, det på sin Søn Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen. ⁷Da sagde Isak til sin Fader Abraham: “Fader!” Han svarede: “Ja. min Søn!” Da sagde han: “Her er Ilden og Brændet, men hvor er Dyret til Brændofferet?” ⁸Abraham svarede: “Gud vil selv udse sig Dyret til Brændofferet, min Søn!” Og så gik de to sammen. ⁹Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og lagde ham på Alteret oven på Brændet. ¹⁰Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn. ¹¹Da råbte HERRENS Engel til ham fra Himmelen: “Abraham, Abraham!” Han svarede: “Se, her er jeg!” ¹²Da sagde Engelen: “Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din Søn, din eneste, for mig!” ¹³Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik hen og tog Vædderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted. ¹⁴Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig. ¹⁵Men HERRENS Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen: ¹⁶“Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra HERREN: Fordi du har gjort dette og ikke sparet din Søn, din eneste, for mig, ¹⁷så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine Fjenders Porte i Besiddelse; ¹⁸og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes, fordi du adlød mig!”

¹³Se, min tjener lykkes;
han vil rette sig op,
blive ophøjet
og være meget ophøjet. ¹⁴Ligesom mange gyste over dig
– så vansiret, så umenneskeligt var hans udseende,
og hans skikkelse ikke som menneskebørns – ¹⁵sådan vil han skaffe forsoning for mange folkeslag,
over ham skal konger lukke deres mund;
for det der ikke er blevet fortalt dem, har de set,
og det de ikke har hørt, har de forstået.

¹Hvem troede vores budskab,
og mod hvem blev HERRENS arm stillet til skue? ²Han skød op som en spire foran ham°
og som en rod i tør jord,
han havde ingen indtagende skikkelse og ingen skønhed
så vi ville se på ham,
og ikke et udseende så vi begærede ham. ³Han var foragtet og undgået af mennesker,
en smerternes mand, kendt med sygdom,
og som en man skjuler ansigtet for, foragtet,
og vi regnede ham ikke for noget. ⁴Og dog, vores sygdomme tog han på sig,
og vores smerter, dem bar han;
men vi anså ham for ramt,
slået af Gud og plaget. ⁵Men han blev gennemboret for vores overtrædelser
og knust for vores synder;
straffen, for at vi kunne få fred, blev lagt på ham,
og ved hans sår har vi fået helbredelse. ⁶Vi flakkede alle om som får,
enhver vendte sig sin egen vej;
men HERREN lod ham ramme
med vores alles skyld. ⁷Han blev mishandlet, men han ydmygede sig
og åbnede ikke sin mund,
som et lam der føres til slagtningen,
og som et får der er stumt over for dem der klipper det;
han åbnede ikke sin mund. ⁸Fra vold og fra dom blev han taget bort,
og hvad angår hans eget slægtsled, hvem ville tænke på,
da han blev revet bort fra de levendes land,
at han blev ramt af slag for mit folks synd? ⁹Man gav ham hans grav hos forbrydere
og hos en rig i hans død,
selvom han ikke havde gjort uret,
og der ikke var bedrag i hans mund. ¹⁰Men det var HERREN der ville knuse ham, han gjorde ham syg.
Når han° har bragt et skyldoffer,
vil han se afkom og leve længe,
og HERRENS ønske vil lykkes ved hans hånd. ¹¹Gennem sin° lidelse vil han se det han bliver mættet af;
ved sin kundskab vil min retfærdige tjener gøre de mange retfærdige;
og deres synder vil han bære. ¹²Derfor vil jeg give ham en andel blandt de store,
og med mægtige vil han dele bytte
fordi han ofrede sin sjæl i døden
og blev regnet blandt overtrædere;
ja, han bar manges synd,
og han lod ham ramme for overtrædere.

³¹Da de havde spottet ham, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på og førte ham bort for at korsfæste ham. ³²Mens de gik derud, traf de en mand fra Kyrene ved navn Simon, ham tvang de til at bære hans kors. ³³Da de kom til et sted som kaldes Golgata, det betyder hovedskalssted, ³⁴gav de ham vin blandet med malurt at drikke, og da han havde smagt det, ville han ikke drikke. ³⁵Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder ved at kaste lod, ³⁶og de satte sig og holdt vagt over ham dér. ³⁷De satte anklagen mod ham over hans hoved. Der var blevet skrevet: »Han er Jesus, jødernes konge.« ³⁸Så korsfæster de to røvere sammen med ham, den ene på hans højre side og den anden på hans venstre side. ³⁹De som gik forbi, spottede ham ved at ryste på hovedet ⁴⁰og sige: »Du som nedbryder templet og opbygger det på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset.« ⁴¹Ligeledes hånede også ypperstepræsterne sammen med de skriftlærde° og de ældste og sagde: ⁴²»Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er Israels konge, så lad ham stige ned fra korset, og vi vil tro på ham. ⁴³Han har sat sin tillid til Gud, lad ham nu redde ham, hvis han bryder sig om ham, for han har sagt: Jeg er Guds Søn.« ⁴⁴Men også røverne, som var blevet korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde. ⁴⁵Men fra den sjette time kom der mørke over hele landet indtil den niende time. ⁴⁶Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: »Elí, Eí! Lemá sabaktáni?« Det betyder »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« ⁴⁷Men nogle af dem som stod dér, hørte det og sagde: »Han kalder på Elias.« ⁴⁸Straks løb en af dem hen og tog en svamp, fyldte den med vineddike og stak den på et rør og gav ham at drikke. ⁴⁹Men de øvrige sagde: »Lad os se om Elias kommer for at frelse ham.« ⁵⁰Men Jesus råbte igen med høj røst og opgav ånden. ⁵¹Og se, forhænget i templet blev flænget i to stykker fra øverst til nederst, og jorden skælvede, og klipperne spaltedes, ⁵²og gravene blev åbnet, og mange af de hellige hensovedes legemer blev oprejst, ⁵³og de gik ud af gravene og efter hans opstandelse gik de ind i den hellige by og viste sig for mange. ⁵⁴Men da officeren og de som sammen med ham holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det der skete, blev de grebet af stærk frygt og sagde: »Sandelig, han var Guds søn!« ⁵⁵Men der var mange kvinder dér som på afstand så på, og som havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham, ⁵⁶blandt dem var Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs mor og Zebedæussønnernes mor.

²⁰Da de havde hånet ham, tog de purpurkappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Og de fører ham ud for at korsfæste ham. ²¹De tvinger en forbipasserende, Simon fra Kyrene, som kommer fra marken, Alexanders og Rufus’ far, til at bære hans kors. ²²De fører ham til stedet Golgata, det betyder »Hovedskalsted.« ²³De forsøgte at give ham vin krydret med myrra, men han tog det ikke. ²⁴De korsfæster ham og deler hans klæder ved at kaste lod om hvem der skulle tage hvad. ²⁵Det var den tredje time, og de korsfæstede ham. ²⁶Indskriften med anklagen imod ham lød sådan: »Jødernes konge.« ²⁷Sammen med ham korsfæster de to røvere, den ene ved hans højre og den anden ved hans venstre side. [ ²⁸Og Skriften blev opfyldt, der siger: »Og han blev regnet iblandt overtrædere.«] ²⁹De der gik forbi, spottede ham ved at ryste på hovedet og sige: »Nå! Du som bryder templet ned og bygger det op på tre dage; ³⁰frels dig selv ved at stige ned fra korset!« ³¹På samme måde hånede ypperstepræsterne ham indbyrdes sammen med de skriftlærde og sagde: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. ³²Kristus, Israels konge, stig nu ned af korset, så vi kan se det og tro!« Også de som var blevet korsfæstet sammen med ham, hånede ham. ³³Da den sjette time var kommet, blev der mørke over hele landet indtil den niende time. ³⁴I den niende time råbte Jesus med høj stemme: »Eloí! Eloí! Lama sabaktani?« Det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« ³⁵Nogle af dem som stod ved siden af, sagde, da de hørte det: »Se, han kalder på Elias.« ³⁶Men en løb hen og fyldte en svamp med eddike, stak den på en stav og gav ham at drikke og sagde: »Lad os se om Elias kommer for at tage ham ned.« ³⁷Men Jesus råbte med høj stemme og udåndede. ³⁸Og forhænget i templet blev spaltet i to fra øverst til nederst. ³⁹Men da officeren som stod lige over for ham, så at han udåndede på den måde, sagde han: » Denne mand var virkelig Guds Søn.«