Ørkenen

Den første ørkenscene: Hagar flygter og møder Guds engel ved en kilde. »Du er en Gud, der ser.« Ørkenen er stedet hvor den udstødte møder Gud — et mønster der gentages.

Folket knurrer, og Gud sender brød fra himlen. »Hvad er det?« (man hu — manna). I ørkenen afsløres menneskets afhængighed, og Guds trofasthed svarer. Jesus kalder sig selv det sande brød fra himlen (Joh 6).

Moses forklarer ørkenårenes mening: »Herren din Gud lod dig vandre i ørkenen i fyrre år for at ydmyge dig og prøve dig og for at kende, hvad der var i dit hjerte.« Ørkenen er pædagogisk — den afslører hjertet. Jesus citerer fra netop dette kapitel under sin fristelse.

Udmattet og suicidal flygter Elias til Horebs (Sinaj) bjerg. Gud er ikke i stormen, jordskælvet eller ilden, men i »en stille, sagte susen«. Ørkenen er stedet for sammenbrud — men også for den stilfærdige åbenbaring. Gud møder profeten i det lave.

Gud vil »lokke« det utro Israel ud i ørkenen og »tale til hendes hjerte«. Ørkenen er ikke bare straf men stedet for fornyet intimitet — et nyt honeymoon. Hoseas omfortolker ørkenvandringen fra prøvelse til kærlighedens genstart.

En røst kalder: gør vejen lige i ørkenen for Herren. Guds herlighed skal åbenbares, og alt kød skal se det. Alle fire evangelier citerer dette om Johannes Døber. Ørkenen er nu ikke bare prøvelsens sted men forberedelsens — den nye exodus' startpunkt.

Jesus føres af Ånden ud i ørkenen og fristes i fyrre dage (som Israels fyrre år). Hvor Israel faldt, står Jesus fast — alle tre svar er fra 5 Mos 6-8, Israels ørkenkapitler. Jesus gennemløber Israels ørkenprøve og består den. Den nye exodus lykkes.

Kvinden (Guds folk) flygter ud i ørkenen, hvor Gud har beredt et sted for hende, væk fra dragens forfølgelse. Ørkenen er nu tilflugtssted — det sted Gud beskytter sit folk i den store trængsel. Temaets cirkelbevægelse: fra Hagars flugt til den eskatologiske tilflugt.