Spring til indhold

Næste uges tekster

Den kommende søndags tre læsninger fra folkekirkens tekstrække – med tekstens opbygning og kommentarer.

Kirkeåret 2026–2027

20. søndag efter trinitatis

Søndag 10. oktober 2027

1. læsning Læsning fra Det Gamle Testamente

Jer 18,1-6

1Ordet som kom til Jeremias fra HERREN: 2»Rejs dig og gå ned til pottemagerens hus, der vil jeg lade dig høre mine ord!« 3Og jeg gik ned til pottemagerens hus og se, han var ved at lave et arbejde på drejeskiven. 4Blev karret som han var ved at lave i ler, ødelagt i pottemagerens hånd, begyndte han igen og lavede det til et andet kar, sådan som det var ret i pottemagerens øjne at lave det. 5Og HERRENS ord kom til mig: 6»Kan jeg ikke gøre ligesom denne pottemager med jer, Israels hus? – Det er HERRENS udsagn. Se, som leret i pottemagerens hånd, sådan er I i min hånd, Israels hus.

Den frie bibel

2. læsning Epistellæsning

Ef 5,15-21

15Se derfor nøje til hvordan I vandrer, ikke som uvise, men som vise 16så I udnytter det gunstige øjeblik, for dagene er onde. 17Vær derfor ikke tåbelige, men forstå hvad der er Herrens vilje. 18Drik jer ikke fulde i vin, i den er der udsvævelse, men lad jer fylde af Ånden 19ved at I taler til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, ved at I synger og spiller i jeres hjerte for Herren, 20ved at I altid takker Gud og Faderen for alt i vores Herre Jesu Kristi navn, og ved at I underordner jer under hinanden i frygt for Herren. 21I hustruer skal underordne jer under jeres egne mænd som under Herren,

Den frie bibel

3. læsning Evangelielæsning

Matt 22,1-14

1Jesus tog til orde og talte igen i lignelser til dem: 2»Himlenes rige ligner en konge som holdt bryllup for sin søn. 3Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. 4Igen sendte han andre tjenere ud og sagde: ›Sig til de indbudte: Se, jeg har forberedt mit måltid, mine okser og fedekalve er blevet slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet!‹ 5Men de tog sig ikke af det og gik bort, den ene til sin mark, den anden til sin forretning, 6og de øvrige greb hans tjenere, mishandlede dem og dræbte dem. 7Men da blev kongen vred, sendte sine hære og dræbte disse mordere og brændte deres by. 8Så siger han til sine tjenere: ›Brylluppet er forberedt, men de indbudte var ikke værdige, 9gå derfor ud hvor vejene ender, og alle dem som I finder, skal I indbyde bryllup.‹ 10Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle som de fandt, onde og gode, og bryllupsalen blev fyldt af dem som lå til bords. 11Da kongen gik ind for at se til dem som lå til bords, så han dér en mand som ikke var iført en bryllupsklædning, 12og han siger til ham: ›Ven, hvordan er du kommet herind uden bryllupsklædning?‹ Men han tav. 13Så sagde kongen til tjenerne: ›Bind hans fødder og hænder og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. 14For mange er kaldede, men få er udvalgte.‹«

Den frie bibel