Spring til indhold

Næste uges tekster

Den kommende søndags tre læsninger fra folkekirkens tekstrække – med tekstens opbygning og kommentarer.

Kirkeåret 2026–2027

19. søndag efter trinitatis

Søndag 3. oktober 2027

1. læsning Læsning fra Det Gamle Testamente

Es 44,22-28

22Jeg har slettet som en sky dine overtrædelser
og som et skydække dine synder.
Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig.
23I skal juble, I himle, for HERREN har handlet,
råb med glæde, I jordens dybder,
bryd ud i jubel, I bjerge,
I skal juble, skov og hvert træ i den!
For HERREN har løskøbt Jakob,
og ved Israel viser han sin herlighed.
24Sådan siger HERREN der løskøber dig
og danner dig fra moders liv:
Jeg er HERREN der skaber alt,
den der alene spænder himlen ud;
den der breder jorden ud – hvem var med mig?
25Jeg er den der forpurrer sandsigeres varsler
og gør spåmænd til tåber;
den der driver vismænd tilbage
og gør deres klogskab til tåbelighed;
26den der opfylder sin tjeners ord
og fuldfører sine sendebuds° råd.
Jeg er netop den der siger til Jerusalem: »Det vil blive beboet,«
og til Judas byer: »De vil blive genopbygget,
jeg vil genrejse hendes ruiner;«
27netop den der siger til dybet: »Bliv tør,
dine floder vil jeg udtørre!«
28netop den der siger til Kyros: »Min hyrde!
Han vil udføre alt hvad jeg ønsker,
og sige til Jerusalem: ›Det skal genopbygges,
og der skal lægges et fundament til et tempel.‹«

Den frie bibel

2. læsning Epistellæsning

Ef 4,22-28

22At I har aflagt det gamle menneske med dets tidligere adfærd, som ødelægges af sine bedrageriske lyster, 23at I fornyes ved jeres tankers ånd, 24og at I har iført jer det nye menneske som blev skabt i lighed med Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed. 25Derfor skal I aflægge løgnen og tale sandhed, enhver med sin næste, for vi er hinandens lemmer. 26Bliver I vrede, så synd ikke; lad ikke solen gå ned over jeres vrede, 27giv ikke plads til Djævelen. 28Den som stjæler, skal ikke mere stjæle, men hellere arbejde og virke det gode med sine egne hænder, så han har noget at give til den som har brug for det.

Den frie bibel

3. læsning Evangelielæsning

Mark 2,1-12

1Da han nogle dage senere igen gik ind i Kapernaum, rygtedes det at han var hjemme. 2Mange samledes så at der ikke længere var plads, ikke engang foran døren, og han talte ordet til dem. 3Nogle bringer en lam hen til ham, båret af fire mænd. 4Da de ikke kunne bringe ham hen til Jesus på grund af skaren, fjernede de taget hvor han var; og da de havde brudt hul, sænker de båren, som den lamme lå på. 5Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn! Dine synder tilgives dig.« 6Men nogle af de skriftlærde som sad der, tænkte i deres hjerter: 7»Hvorfor taler han på den måde? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder undtagen én, nemlig Gud?« 8Straks mærkede Jesus i sin ånd at de tænkte sådan ved sig selv, og sagde til dem: »Hvorfor tænker I dette i jeres hjerter? 9Hvad er lettest: At sige til den lamme: ›Dine synder tilgives dig‹, eller at sige: ›Rejs dig, tag din båre og gå‹? 10Men for at I skal vide at Menneskesønnen har fuldmagt til at tilgive synder på jorden,« – han siger til den lamme: 11»Jeg siger dig: Rejs dig, tag din båre og gå hjem!« 12Og han rejste sig og tog straks båren og gik ud foran alle så at alle blev ude af sig selv og priste Gud: »Aldrig har vi set noget lignende!«

Den frie bibel