Næste uges tekster

¹Det første menneske, Adam, var sammen med sin hustru Eva; hun blev gravid og fødte Kain og sagde: »Jeg har skaffet en mand sammen med HERREN.« ²Hun fødte igen, denne gang hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker. ³Efter noget tid bragte Kain et offer til HERREN af agerjordens frugt, ⁴og Abel bragte også et offer af sin floks førstefødte og af deres fedtstykker. HERREN bifaldt Abel og hans offer, ⁵men Kain og hans offer bifaldt han ikke. Da blev Kain meget vred og hang med hovedet°. ⁶HERREN sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor hænger du med hovedet? ⁷Er det ikke sådan at hvis du gør godt, kan du løfte hovedet, men hvis du ikke gør godt, kryber synden for døren, og den begærer dig? Men du skal herske over den.« ⁸Kain talte til sin bror Abel; og så, mens de var på marken, gik Kain imod sin bror Abel og slog ham ihjel. ⁹HERREN sagde til Kain: »Hvor er din bror Abel?« Han svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg passe på min bror?« ¹⁰Han sagde: »Hvad har du gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. ¹¹Nu skal du være mere forbandet end agerjorden, som åbnede sit gab for at tage imod din brors blod af din hånd. ¹²Når du dyrker agerjorden, skal den ikke mere give dig sin kraft; hjemløs og omflakkende skal du være på jorden.«

⁹En bror med ringe status skal være stolt af sin høje status, ¹⁰men den rige af sin ringe status, for ligesom græssets blomster vil han forgå. ¹¹For solen står op med sin hede og udtørrer græsset, og dets blomster falder, og dets ydre skønhed forsvinder. Således vil også den rige visne midt i sin foretagsomhed. ¹²Lykkelig den mand som holder ud i prøvelse, for når han er blevet prøvet, vil han modtage livets sejrskrans som Gud har lovet dem som elsker ham. ¹³Ingen skal sige, når han fristes, at han fristes af Gud, for Gud er ikke en der fristes af det onde, og selv frister han ingen. ¹⁴Men enhver fristes når han drages og lokkes af sit eget begær, ¹⁵når så begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er vokset op, bringer det død. ¹⁶Bedrag ikke jer selv, mine elskede brødre.

²⁴Men der opstod også en Trætte iblandt dem om, hvem at dem der måtte synes at være den største. ²⁵Men han sagde til dem: “Folkenes Konger herske over dem, og de, som bruge Myndighed over dem, kaldes deres Velgørere. ²⁶I derimod ikke således; men den ældste iblandt eder blive som den yngste, og Føreren som den, der tjener. ²⁷Thi hvem er størst: den, som sidder til Bords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder til Bords? Men jeg er iblandt eder som den, der tjener. ²⁸Men I ere de, som have holdt ud med mig i mine Fristelser. ²⁹Og ligesom min Fader har tildelt mig Kongedømme, tildeler jeg eder ³⁰at skulle spise og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde på Troner og dømme Israels tolv Stammer.” ³¹Men Herren sagde: “Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. ³²Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!”