Næste uges tekster

¹⁰Og HERREN fortsatte med at tale til Akaz: ¹¹»Bed om et tegn fra HERREN, din Gud, så dybt som til dødsriget eller så højt som til det høje!« ¹²Men Akaz svarede: »Jeg vil ikke bede om noget og friste HERREN.« ¹³Da sagde han: »Hør nu, Davids hus! Er det så lidt for jer at være mennesker til besvær, at I endda vil være min Gud til besvær? ¹⁴Derfor skal Herren selv give jer et tegn: Se, jomfruen skal blive gravid og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.

¹HERREN viste sig for Abram ved egetræerne i Mamre. Han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. ²Han så op, og se bare, der stod tre mænd i nærheden af ham, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen, bøjede sig til jorden ³og sagde: »Herre, hvis jeg i dine øjne er værdig til det, så gå ikke forbi din ydmyge tjener! ⁴Lad der blive hentet lidt vand så I kan vaske jeres fødder og hvile jer ved træet. ⁵Så finder jeg noget brød, som I kan styrke jer på. Bagefter kan I gå videre, når I nu alligevel er kommet forbi hos jeres ydmyge tjener.« De svarede: »Gør som du har sagt!« ⁶Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: »Skynd dig at tage tre sea° fint mel! Ælt en dej og bag nogle fladbrød!« ⁷Men selv løb Abraham ud til kvæget, tog en fin og god tyrekalv og gav den til karlen som skyndte sig at tilberede den. ⁸Så tog han yoghurt, mælk og den tyrekalv han havde fået tilberedt, og satte det frem til dem. Selv blev han stående hos dem under træet mens de spiste. ⁹Så sagde de til ham: »Hvor er Sara, din hustru?« Han svarede: »Se, hun er henne i teltet!« ¹⁰Så sagde han: »Jeg er fast besluttet på at vende tilbage til dig når det bliver forår, og så skal Sara have en søn!« Men Sara hørte det fra teltåbningen, som var lige bagved ham. ¹¹Abraham og Sara var gamle, langt oppe i årene, og hun var langt forbi sin overgangsalder. ¹²Sara lo indvendigt: »Når jeg nu er slidt op, skulle jeg så få lyst til det? Min herre er jo også gammel?« ¹³HERREN sagde til Abraham: »Hvordan kan det være at Sara ler og siger: Skulle jeg virkelig kunne få børn, gammel som jeg er? ¹⁴Findes der noget som er umuligt for HERREN? På det fastsatte tidspunkt næste forår vender jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn.« ¹⁵Men Sara benægtede og sagde: »Jeg lo ikke!« For hun var bange. Men han sagde: »Det er ikke rigtigt! Du lo!«

²¹For da verden ved Guds visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud at frelse dem som tror, ved forkyndelsens tåbelighed. ²²For jøder kræver tegn, og grækere kræver visdom, ²³men vi forkynder Kristus som korsfæstet, for jøder et anstød til fald og for grækere en tåbelighed, ²⁴men for de kaldede selv, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom, ²⁵for Guds tåbelighed er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. ²⁶For læg mærke til jeres kaldelse, brødre, at der ikke var mange menneskeligt vise, ikke mange magtfulde, ikke mange ansete, ²⁷men Gud udvalgte det tåbelige i verden for at bringe skam over de vise, og Gud udvalgte det svage i verden for at bringe skam over det stærke, ²⁸og Gud udvalgte det ringe og det ringeagtede, som ikke er noget, for at gøre det som er noget, til intet ²⁹for at intet menneske skal rose sig over for Gud. ³⁰Men I er i Kristus på grund af ham som for os er blevet visdom fra Gud: Retfærdighed og helligelse og løskøbelse, ³¹for at, som der står skrevet: »Den, som roser sig, skal rose sig af Herren.«

⁴⁶Og Maria sagde: “Min Sjæl ophøjer Herren; ⁴⁷og min Ånd fryder sig over Gud, min Frelser; ⁴⁸thi han har set til sin Tjenerindes Ringhed. Thi se, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig, ⁴⁹fordi den mægtige har gjort store Ting imod mig. Og hans Navn er helligt; ⁵⁰og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. ⁵¹Han har øvet Vælde med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. ⁵²Han har nedstødt mægtige fra Troner og ophøjet ringe. ⁵³Hungrige har han mættet med gode Gaver, og rige har han sendt tomhændede bort. ⁵⁴Han har taget sig af sin Tjener Israel for at ihukomme Barmhjertighed ⁵⁵imod Abraham og hans Sæd til evig Tid, således som han talte til vore Fædre.”