Næste uges tekster

¹»Trøst, trøst mit folk,«
siger jeres Gud. ²Tal til Jerusalems hjerte
og råb til det
at dets kamp er fuldført,
at dets skyld er betalt,
at det af HERRENS hånd har fået
dobbelt for alle sine synder. ³En stemme råber nu:
»I ørkenen
skal I bane HERRENS vej,
På den øde slette skal I jævne
en hovedvej for vores Gud! ⁴Hver dal skal hæves,
og hvert bjerg og hver høj skal sænkes;
det bakkede terræn skal gøres til jævnt land
og de ujævne områder til slette. ⁵HERRENS herlighed vil blive åbenbaret,
og ethvert menneske uden undtagelse vil se den;
for HERRENS mund har talt.« ⁶En stemme siger nu: »Råb!«
Og den vil sige: »Hvordan skal jeg kunne råbe?
Ethvert menneske er græs,
og al dets ynde er som markens blomster. ⁷Græsset bliver tørt, blomsten visner,
for HERRENS ånde° blæser på det.«
Ja, sandelig folket er græs! ⁸Græsset bliver tørt, blomsten visner,
men vores Guds ord vil bestå til evig tid.

⁵For vi forkynder ikke os selv, men Jesus Kristus som Herre og os selv som jeres tjenere ved Jesus. ⁶For Gud, som sagde: »Af mørke skal lys skinne frem«, har ladet lyset skinne i vores hjerter til oplysning om kundskaben om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. ⁷Men denne skat har vi i lerkar for at den overvældende kraft skal være fra Gud og ikke fra os. ⁸I alt presses vi, men vi er ikke indesluttede, vi er i vildrede, men ikke fortvivlede, ⁹vi forfølges, men er ikke forladte, vi slås ned, men er ikke slået ihjel, ¹⁰vi bærer altid Jesu død på vores krop for at også Jesu liv skal blive synligt i vores krop.

⁶⁷Og Sakarias, hans Fader, blev fyldt med den Helligånd, og han profeterede og sagde: ⁶⁸“Lovet være Herren, Israels Gud! thi han har besøgt og forløst sit Folk ⁶⁹og har oprejst os et Frelsens Horn* i sin Tjener Davids Hus, { [*en kraftig Frelse.] } ⁷⁰således som han talte ved sine hellige Profeters Mund fra fordums Tid, ⁷¹en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Hånd, som hade os, ⁷²for at gøre Barmhjertighed imod vore Fædre og ihukomme sin hellige Pagt, ⁷³den Ed, som han svor vor Fader Abraham, at han vilde give os, ⁷⁴at vi, friede fra vore Fjenders Hånd, skulde tjene ham uden Frygt, ⁷⁵i Hellighed og Retfærdighed for hans Åsyn, alle vore Dage. ⁷⁶Men også du, Barnlille! skal kaldes den Højestes Profet; thi du skal gå foran for Herrens Åsyn for at berede hans Veje, ⁷⁷for at give hans Folk Erkendelse af Frelse ved deres Synders Forladelse, ⁷⁸for vor Guds inderlige Barmhjertigheds Skyld, ved hvilken Lyset fra det høje har besøgt os ⁷⁹for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, for at lede vore Fødder ind på Fredens Vej,” ⁸⁰Men Barnet voksede og blev styrket i Ånden; og han var i Ørkenerne indtil den Dag, da han trådte frem for Israel.