Næste uges tekster

¹Jeg lod mig opsøge af dem der ikke spurgte,
jeg lod mig finde af dem der ikke søgte mig;
jeg sagde: »Se, her er jeg; se, her er jeg!«
til et folkeslag der ikke påkaldte mit navn. ²Jeg bredte mine hænder ud hele dagen
til et genstridigt folk
der vandrer ad den vej som ikke er god,
efter deres egne tanker;

¹⁷Og han kom og forkyndte evangeliet om fred for jer som var langt borte, og fred for dem som var nær, ¹⁸for ved ham har vi begge adgang i én Ånd til Faderen. ¹⁹Så er I da ikke mere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, ²⁰opbyggede på apostlenes og profeternes fundament, med Kristus Jesus som hovedhjørnesten, ²¹i ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren, ²²i ham opbygges også I sammen med os til at være Guds bygning i Ånden.

¹¹Men han sagde: “En Mand havde to Sønner. ¹²Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Del af Formuen, som tilfalder mig. Og han skiftede Godset imellem dem. ¹³Og ikke mange Dage derefter samlede den yngste Søn alt sit og drog udenlands til et fjernt Land og ødte der sin Formue i et ryggesløst Levned. ¹⁴Men da han havde sat alt til, blev der en svær Hungersnød i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel. ¹⁵Og han gik hen og holdt sig til en af Borgerne der i Landet, og denne sendte ham ud på sine Marker for at vogte Svin. ¹⁶Og han attråede at fylde sin Bug med de Bønner, som Svinene åde; og ingen gav ham noget. ¹⁷Men han gik i sig selv og sagde: Hvor mange Daglejere hos min Fader have ikke Brød i Overflødighed? men jeg omkommer her af Hunger. ¹⁸Jeg vil stå op og gå til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, ¹⁹jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn, gør mig som en af dine Daglejere! ²⁰Og han stod op og kom til sin Fader. Men da han endnu var langt borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham. ²¹Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn. ²²Men Faderen sagde til sine Tjenere: Henter det bedste Klædebon frem, og ifører ham det, og giver ham en Ring på hans Hånd og Sko på Fødderne; ²³og henter Fedekalven og slagter den, og lader os spise og være lystige! ²⁴Thi denne min Søn var død og er bleven levende igen, han var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige! ²⁵Men hans ældste Søn var på Marken, og da han kom og nærmede sig Huset, hørte han Musik og Dans. ²⁶Og han kaldte en af Karlene til sig og spurgte, hvad dette var? ²⁷Men han sagde til ham: Din Broder er kommen, og din Fader har slagtet Fedekalven, fordi han har fået ham sund igen. ²⁸Men han blev vred og vilde ikke gå ind. Men hans Fader gik ud og bad ham. ²⁹Men han svarede og sagde til Faderen: Se, så mange År har jeg tjent dig, og aldrig har jeg overtrådt noget af dine Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, for at jeg kunde være lystig med mine Venner. ³⁰Men da denne din Søn kom, som har fortæret dit Gods med Skøger, slagtede du Fedekalven til ham. ³¹Men han sagde til ham: Barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit. ³²Men man burde være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende og var fortabt og er funden.”