Spring til indhold

Næste uges tekster

Den kommende søndags tre læsninger fra folkekirkens tekstrække – med tekstens opbygning og kommentarer.

Kirkeåret 2025–2026

19. søndag efter trinitatis

Søndag 11. oktober 2026

1. læsning Læsning fra Det Gamle Testamente

1 Mos 28,10-18

10Jakob forlod Beersheba og rejste mod Karan. 11Han kom til et bestemt sted hvor han overnattede fordi solen var gået ned. Han tog én af stenene på stedet, lagde den under sit hoved og lagde sig til at sove dér. 12Så havde han en drøm: Se, en trappe var ført helt ned på jorden. Toppen af den nåede himmelen, og se, Guds engle gik op og gik ned ad den. 13Og se, HERREN stillede sig på den og sagde: »Jeg er HERREN, din far Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord du ligger på, giver jeg til dig og dine efterkommere. 14Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. Igennem dig og din efterkommer skal alle jordens slægter velsignes. 15Se, jeg vil være hos dig og passe på dig overalt hvor du går. Jeg vil bringe dig tilbage til dette land, for jeg vil ikke svigte dig, men gøre hvad jeg har lovet dig.« 16Jakob vågnede fra sin søvn og sagde: »HERREN er virkelig på dette sted, og jeg vidste det ikke!« 17Han blev bange°, og sagde: »Sikke et frygtindgydende sted! Det er intet mindre end Guds hus og himlens port!« 18Om morgenen stod Jakob tidligt op, tog den sten han havde lagt under sit hoved, rejste den som stenstøtte og hældte olivenolie ud på toppen af den.

Den frie bibel

Tekstens opbygning er ikke lavet for kapitel 28 endnu.

2. læsning Epistellæsning

1 Kor 12,12-20

12For ligesom kroppen er én og har mange lemmer, men alle kroppens lemmer er én krop skønt de er mange lemmer, således er det også med Kristus. 13For ved én Ånd er vi alle blevet døbt til én krop hvad enten vi er jøder eller grækere, slaver eller frie, og vi fik alle én Ånd at drikke. 14Kroppen er jo ikke ét lem, men består af mange. 15Hvis foden siger: »Fordi jeg er ikke en hånd, tilhører jeg ikke kroppen«, så ophører den ikke med at tilhøre kroppen på grund af dette. 16Og hvis øret siger: »Fordi jeg ikke er et øje, tilhører jeg ikke kroppen«, så ophører den ikke med at tilhøre kroppen på grund af dette. 17Hvis hele kroppen er øje hvor er da hørelsen? Hvis hele kroppen er hørelse hvor er da lugtesansen? 18Men nu har Gud sat lemmerne, ethvert af dem på kroppen som han ville. 19Men hvis alt var ét lem hvor var da kroppen? 20Men nu er der mange lemmer, men én krop.

Den frie bibel

3. læsning Evangelielæsning

Joh 1,35-51

35Den næste dag stod Johannes og to af hans disciple der igen, 36og da han så Jesus komme gående, siger han: »Se, Guds lam«. 37Hans to disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. 38Men da Jesus vendte sig om og så dem følge sig, siger han til dem: »Hvad søger I?« Men de sagde til ham: »Rabbi,« – det betyder lærer – »hvor bor du?« 39Han siger til dem: »Kom og se.« De kom da og så hvor han boede, og de blev hos ham den dag. Det var ved den tiende time. 40Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to som havde hørt Johannes og fulgt ham; 41han fandt først sin egen bror og siger til ham: »Vi har fundet Messias« – som betyder Kristus. 42Han førte ham til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes’ søn, du skal kaldes Kefas« – som betyder Peter. 43Den næste dag ville han gå til Galilæa, og han finder Filip, og Jesus siger til ham: »Følg mig.« 44Men Filip var fra Betsajda, fra Andreas’ og Peters by. 45Filip finder Natanael og siger til ham: »Vi har fundet ham som Moses i loven og også profeterne har skrevet om, Jesus, Josefs søn fra Nazaret.« 46Natanael sagde til ham: »Kan noget godt være fra Nazaret?« Filip siger til ham: »Kom og se.« 47Jesus så Natanael komme til sig, og han siger om ham: »Se, i sandhed en israelit der ikke er bedrag i.« 48Natanael siger til ham: »Hvorfra kender du mig?« Jesus svarede ham: »Før Filip kaldte dig, så jeg dig, mens du var under figentræet.« 49Natanael svarede ham: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge.« 50Jesus svarede ham: »Tror du, fordi jeg har sagt dig at jeg så dig under figentræet? Du vil se større ting end disse.« 51Og han siger til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I vil se himlen åben, og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.«

Den frie bibel