Næste uges tekster

²Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?
Fjernt fra min frelse er mit skrigs ord. ³Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,
og om natten, men jeg bliver ikke beroliget. ⁴Men du er hellig,
tronende på Israels lovsange! ⁵Vores fædre stolede på dig,
de stolede på dig, og du befriede dem. ⁶Til dig råbte de og blev reddet,
de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme. ⁷Men jeg er en orm og ikke en mand,
til spot for mennesker og foragtet af folk. ⁸Alle der ser mig, spotter mig,
de vrænger mund, de ryster på hovedet: ⁹»Vælt det på HERREN, lad ham befri ham,
han må redde ham, for han har velbehag i ham«! ¹⁰Du er dog den som drog mig af mors liv,
du gav mig tryghed ved min mors bryster. ¹¹På dig blev jeg kastet fra fødslen,
fra min mors liv er du min Gud. ¹²Vær ikke fjernt fra mig, for nød er nær,
for der er ingen hjælper. ¹³Mange tyre har indesluttet mig,
Bashans stærke har omringet mig. ¹⁴De har spærret deres gab op imod mig
som en løve der river og brøler. ¹⁵Jeg er hældt ud som vand,
og alle mine knogler er vredet af led,
mit hjerte er blevet som voks,
det er smeltet midt i mit indre. ¹⁶Min kraft er tørret ud som et potteskår,
min tunge er klæbet til mine gummer,
du har lagt mig ned i dødens støv. ¹⁷For hunde har omringet mig,
en flok af ugerningsmænd har slået kreds omkring mig,
de har gennemboret mine hænder og mine fødder. ¹⁸Jeg kan tælle alle mine knogler,
de spejder, så ser de mig ¹⁹De deler mine klæder imellem sig
og kaster lod om mit tøj. ²⁰Men du, HERRE, vær ikke langt borte!
Min styrke, skynd dig at komme mig til hjælp! ²¹Red mit liv° fra sværdet,
mit eneste fra hundes vold! ²²Frels mig fra løvens gab
og fra bøflers horn – du har svaret mig!

¹³Se, min tjener lykkes;
han vil rette sig op,
blive ophøjet
og være meget ophøjet. ¹⁴Ligesom mange gyste over dig
– så vansiret, så umenneskeligt var hans udseende,
og hans skikkelse ikke som menneskebørns – ¹⁵sådan vil han skaffe forsoning for mange folkeslag,
over ham skal konger lukke deres mund;
for det der ikke er blevet fortalt dem, har de set,
og det de ikke har hørt, har de forstået.

¹Hvem troede vores budskab,
og mod hvem blev HERRENS arm stillet til skue? ²Han skød op som en spire foran ham°
og som en rod i tør jord,
han havde ingen indtagende skikkelse og ingen skønhed
så vi ville se på ham,
og ikke et udseende så vi begærede ham. ³Han var foragtet og undgået af mennesker,
en smerternes mand, kendt med sygdom,
og som en man skjuler ansigtet for, foragtet,
og vi regnede ham ikke for noget. ⁴Og dog, vores sygdomme tog han på sig,
og vores smerter, dem bar han;
men vi anså ham for ramt,
slået af Gud og plaget. ⁵Men han blev gennemboret for vores overtrædelser
og knust for vores synder;
straffen, for at vi kunne få fred, blev lagt på ham,
og ved hans sår har vi fået helbredelse. ⁶Vi flakkede alle om som får,
enhver vendte sig sin egen vej;
men HERREN lod ham ramme
med vores alles skyld. ⁷Han blev mishandlet, men han ydmygede sig
og åbnede ikke sin mund,
som et lam der føres til slagtningen,
og som et får der er stumt over for dem der klipper det;
han åbnede ikke sin mund. ⁸Fra vold og fra dom blev han taget bort,
og hvad angår hans eget slægtsled, hvem ville tænke på,
da han blev revet bort fra de levendes land,
at han blev ramt af slag for mit folks synd? ⁹Man gav ham hans grav hos forbrydere
og hos en rig i hans død,
selvom han ikke havde gjort uret,
og der ikke var bedrag i hans mund. ¹⁰Men det var HERREN der ville knuse ham, han gjorde ham syg.
Når han° har bragt et skyldoffer,
vil han se afkom og leve længe,
og HERRENS ønske vil lykkes ved hans hånd. ¹¹Gennem sin° lidelse vil han se det han bliver mættet af;
ved sin kundskab vil min retfærdige tjener gøre de mange retfærdige;
og deres synder vil han bære. ¹²Derfor vil jeg give ham en andel blandt de store,
og med mægtige vil han dele bytte
fordi han ofrede sin sjæl i døden
og blev regnet blandt overtrædere;
ja, han bar manges synd,
og han lod ham ramme for overtrædere.

²⁶Og da de førte ham bort, toge de fat på en vis Simon fra Kyrene, som kom fra Marken, og lagde Korset på ham, for at han skulde bære det bag efter Jesus. ²⁷Men der fulgte ham en stor Hob af Folket, og af Kvinder, som jamrede og græd over ham. ²⁸Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: “I Jerusalems Døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og over eders Børn! ²⁹Thi se, der kommer Dage, da man skal sige: Salige ere de ufrugtbare og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. ³⁰Da skulle de begynde at sige til Bjergene: Falder over os! og til Højene: Skjuler os! ³¹Thi gør man dette ved det grønne Træ, hvad vil da ske med det tørre?” ³²Men der blev også to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. ³³Og da de vare komne til det Sted, som kaldes “Hovedskal”, korsfæstede de ham der, og Misdæderne, den ene ved hans højre, og den anden ved hans venstre Side. ³⁴Men Jesus sagde: “Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gøre.” Men de delte hans Klæder imellem sig ved Lodkastning. ³⁵Og Folket stod og så til; men også Rådsherrerne spottede ham og sagde: “Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, dersom han er Guds Kristus, den udvalgte.” ³⁶Men også Stridsmændene spottede ham, idet de trådte til, rakte ham Eddike og sagde: ³⁷“Dersom du er Jødernes Konge, da frels dig selv!” ³⁸Men der var også sat en Overskrift over ham [skreven på Græsk og Latin og Hebraisk]: “Denne er Jødernes Konge.” { [*Ordene mangle i nogle af de ældste Håndskrifter. Joh. 19, 19.] } ³⁹Men en af de ophængte Misdædere spottede ham og sagde: “Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!” ⁴⁰Men den anden svarede og irettesatte ham og sagde: “Frygter heller ikke du Gud, da du er under den samme Dom? ⁴¹Og vi ere det med Rette; thi vi få igen, hvad vore Gerninger have forskyldt; men denne gjorde intet uskikkeligt.” ⁴²Og han sagde: “Jesus! kom mig i Hu, når du kommer i dit Rige!” ⁴³Og han sagde til ham: “Sandelig, siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradiset.” ⁴⁴Og det var nu ved den sjette Time, og der blev Mørke over hele Landet indtil den niende Time, ⁴⁵idet Solen formørkedes; og Forhænget i Templet splittedes midt over. ⁴⁶Og Jesus råbte med høj Røst og sagde: “Fader! i dine Hænder befaler jeg min Ånd;” og da han havde sagt det, udåndede han. ⁴⁷Men da Høvedsmanden så det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: “I Sandhed, dette Menneske var retfærdigt.” ⁴⁸Og alle Skarerne, som vare komne sammen til dette Skue, sloge sig for Brystet, da de så, hvad der skete, og vendte tilbage. ⁴⁹Men alle hans Kyndinge stode langt borte, ligeså de Kvinder, som fulgte med ham fra Galilæa, og så dette.

¹⁷og han bar selv korset og gik ud til det sted som kaldes Hovedskalssted, som på hebraisk hedder Golgata, ¹⁸hvor de korsfæstede ham, og sammen med ham to andre, en på hver side og Jesus i midten. ¹⁹Men Pilatus skrev også en indskrift og satte den på korset, og der stod skrevet:
»Jesus fra Nazaret, jødernes konge.« ²⁰Denne indskrift læste mange af jøderne, for stedet hvor Jesus blev korsfæstet, var nær byen, og det var skrevet på hebraisk, latin og græsk. ²¹Da sagde jødernes ypperstepræster til Pilatus: »Skriv ikke: ›Jødernes konge‹, men at ›Han har sagt: Jeg er jødernes konge.‹« ²²Pilatus svarede: »Jeg skrev, hvad jeg skrev!« ²³Da tog soldaterne, da de havde korsfæstet Jesus, hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat, og de tog kjortlen, men kjortlen var uden syning, vævet oppe fra i et helt stykke. ²⁴De sagde da til hinanden: »Lad os ikke rive den over, men lad os kaste lod om den, hvem den skal tilhøre,« for at Skriften skal blive opfyldt:
»De delte mine klæder mellem sig,
og de kastede lod om din klædning.« Så gjorde soldaterne dette. ²⁵Ved Jesu kors stod hans mor og hans mors søster, Maria, Kleopas’ hustru, og Maria Magdalene. ²⁶Da Jesus så sin mor og den discipel som han elskede, stå ved siden af, siger han til sin mor: »Kvinde, se din søn.« ²⁷Derefter siger han til disciplen: »Se din mor.« Fra den time tog disciplen hende hjem til sig. ²⁸Derefter, da Jesus vidste at alt allerede var fuldbragt for at Skriften skal blive opfyldt, siger han: »Jeg tørster.« ²⁹Der stod et kar fyldt med eddike, så satte de en svamp fyldt med sur vin på en isopstængel og førte den til hans mund. ³⁰Da Jesus nu havde fået den sure vin, sagde Jesus: »Det er fuldbragt,« og han bøjede hovedet og overgav ånden. ³¹Da det var forberedelsesdag, og for at kroppene ikke skulle forblive på korset om sabbatten, for denne sabbatsdag var stor, så bad jøderne Pilatus om at deres ben måtte blive knust, og de døde taget ned. ³²Da kom soldaterne og knuste benene på den første og den anden af dem som var blevet korsfæstet sammen med ham. ³³Men da de kom til Jesus, så de at han allerede var død, og de knuste ikke hans ben, ³⁴men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og der flød straks blod og vand ud. ³⁵Den der har set det, har vidnet om det, og hans vidnesbyrd er sandt, og han ved at han taler sandt, for at også I skal tro. ³⁶For dette er sket for at skriften skal opfyldes: »De knuste ikke hans knogler.« ³⁷Og igen siger et andet skriftord: »De skal se på ham som de har gennemboret.«