Guds vingård

Den første vingård i Bibelen: Noa planter, drikker og beruser sig. Vinen er tvetydig fra starten — gave og fare. Det er et forvarsel om vingårdens ambivalens i resten af Bibelen.

Esajas synger en kærlighedssang der viser sig at være en anklage: Gud plantede en vingård, ryddede sten, byggede tårn og perse — og ventede gode druer, men den bar vilde druer. »Vingården er Israels hus.« Guds omsorg møder folkets uretfærdighed.

Salmisten beskriver Israel som et vintræ Gud rykke op i Egypten og plantede i Kanaan. Det voksede mægtigt — men nu er muren brudt ned, og vildsvinene æder det. En bøn om genoprettelse: »Vend dig til os … se ned fra himlen.«

»Jeg havde plantet dig som ædle vin … hvordan har du forvandlet dig til en uægte vinstok?« Kvaliteten var i udgangspunktet — forværringen kom fra folket, ikke fra planteren. Anklagen er dybere end ufrugtsomhed: det er denaturering.

Jesus genfortæller Jes 5 men skærper den: vingårdsmanden sender tjenere (profeter), og vinbønderne slår dem ihjel. Til sidst sender han sin søn — og de dræber ham også. »Vingården gives til andre.« Lignelsen er en dom over det religiøse establishment og en profeti om korset.

Jesus samler temaet: »Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden.« Israel var et vintræ der svigtede; Jesus er det sande vintræ der bærer frugt. Disciplene er grenene — forbindelsen til ham er betingelsen for frugt. »Uden mig kan I slet intet gøre.«