Ordet fordømmelse (κατάκριμα) findes i hele NT kun i 5,16, 5,18 og 8,1. Det er et stærkt signal om, at 8,1 skal læses inden for rammen af Adam/Kristus-typologien.

Ordet går igen flere steder i kapitlet og skal ses i lyset af 5,12ff. «Nu» betyder: i den tidsalder, der er kommet med Kristus.

Formuleringen er paulinsk sprogbrug; det nærmeste uden for Paulus er 1 Pet 5,14. Den kan forstås instrumentalt (ved Kristus) eller lokativt (i Kristus). En videreudvikling handler om identifikation: dem, der er blevet identificeret med Kristus i hans død. I 6,11 bruges udtrykket første gang i brevet om de troende. Baggrunden er kontrasten mellem at være «i Adam» og «i Kristus».

Fire læsninger står over for hinanden:

Er «livets ånds lov» moseloven, opstår der en konflikt med v. 3, som taler om «det, som loven ikke kunne». Den nye pagt i Jer 31,31ff og Ez 36,24–32 kan ligge i baggrunden — men om loven dér er mere end en indre skrevet moselov, er et åbent spørgsmål.

Paulus har flere gange koblet moseloven sammen med synden og døden, tydeligst lige før 8,2. Derfor mener Dunn, at det er moseloven. Imod taler, at Paulus i 7,23 skelner mellem «syndens lov» og Guds lov, og at det er svært at forestille sig, at han kalder moseloven for «livets lov» i lyset af 5,20; 6,14 og 7,5. Wilckens afviser til gengæld princip-læsningen: en sådan brug af νόμος kendes ikke fra klassisk eller hellenistisk græsk.

Udtrykket skal ses sammen med kapitel 7. Det er forbindelsen mellem loven og kødet, der gør loven uvirksom. Problemet er altså ikke loven, men kødet — samme erkendelse som i kapitel 7.

Jewett peger på, at «lighed» i 1,23; 5,14 og 6,5 udtrykker nær lighed uden fuld identitet. Ordet veksler mellem fuld identitet og blot lighed, så konteksten afgør. Baggrunden er kapitel 7, hvor kødet er slagmarken mellem ønsket om at følge Guds lov og syndens magt.

En juridisk kategori, jf. «dommen til fordømmelse» i 5,16. Forudsætningen for, at den, der er i Kristus, ikke fordømmes, er, at synden engang blev fordømt i ham — på korset (jf. 2 Kor 5,21: han blev gjort til synd for os). «I kødet» knyttes mest naturligt til «fordømte» og viser, hvor Guds dom finder sted.

På græsk indledes hensigts- og følgesætninger ens. Enten blev Sønnen sendt for at loven skulle opfyldes i os, eller med den følge at den kan det. «Opfyldes» er passiv og griber tilbage til Guds handling i v. 3. «Krav» (δικαίωμα) er samme ord som i 1,32 og 2,26.

Der er gode argumenter for begge læsninger, men helliggørelse er mest sandsynlig:

Entallet kan forstås som en samlet betegnelse for loven. I lyset af 13,8ff er det mest oplagt, at Paulus tænker på kærlighedsbuddet, som dér omtales som lovens indhold. I GT’s fremtidstekster hører åndelig fornyelse og lovopfyldelse sammen: Jer 31,31ff; Ez 36,26ff — og helt tilbage til 5 Mos 30,6.

Samme verbum som «leve» i 6,4. Man kan vandre efter to målestokke: kødets eller Åndens. Moo beskriver det at vandre efter kødet som at få sit liv bestemt og styret af «denne verdens» værdier — verden i oprør mod Gud.

At ville det kødelige er at have kødets ting som det, der opsluger tanker, interesser, hengivenhed og hensigt. At ville det åndelige er det samme med Åndens ting — et helt sind med forstand, følelse og vilje, formet og styret af Helligånden.

Γάρ kan her læses som en videreførelse snarere end en begrundelse. Død og liv er eskatologiske bestemmelser: det, kødet vil, svarer til Adam-tidsalderen (død, jf. 5,12.14.17.21), det, Ånden vil, til Kristus-tidsalderen (liv, jf. 5,17.18.21). «Fred» griber tilbage til 5,1 og foregriber modsætningen «fjendskab» i v. 7.

Verset begrunder, hvorfor det, kødet vil, er død. Fjendskabet er nævnt i 5,10 (jf. Fil 3,18; 1 Kor 15,25ff) og viser sig ved, at kødet ikke underordner sig Guds lov. «Underordne» står i medium og udtrykker en viljesbestemt handling. At kødet heller ikke kan, svarer til, at loven kom til kort på grund af kødet (v. 3).

Verset opsummerer. «Kan ikke» bruges to gange i v. 7–8, og det viser, at det at underordne sig Guds lov og det at være Gud til behag er to sider af samme sag. Beskrivelsen minder om 1 Mos 8,21 (menneskets hjerte vil det onde fra ungdommen af) og om Jesu ord om det dårlige træ (Matt 7,17). At være Gud til behag er menighedens kald: 12,1–2; 14,18; 1 Thess 4,1.

Skiftet til anden person gør den generelle beskrivelse personlig. Med ὑμεῖς δέ stiller Paulus læserne op over for οἱ δέ i v. 8, og tiltalen står fremskudt i sætningen. «I er ikke i kødet» står i kontrast til 7,5.

Ordet kan forstås som advarsel, betingelse eller forsikring. Jewett mener, at εἴπερ med indikativ er en forsikring; de to andre læsninger ville kræve konjunktiv. Ser man på Paulus’ få brug af konstruktionen, er «eftersom» den mest sandsynlige læsning.

«Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til.» At have Ånden er en uomgængelig forudsætning for at være kristen.

Hvis Kristus ved sin Ånd bor i jer, så vil I — selv om jeres legemer er mærket af døden på grund af synd — få liv både nu og altid på grund af den retfærdighed, Kristus har frembragt for jer.

«Han som oprejste» står to gange i verset. De fleste læser «gøre levende» om den fremtidige opstandelse, parallelt med Jesu opstandelse og med 6,5.8 — svaret på råbet i 7,24. Jewett peger på skiftet fra «oprejse» til «levendegøre» og fra «dødt» til «dødeligt» legeme og foreslår en nutidig læsning: Ånden levendegør allerede nu.

Forbindelsen mellem Ånden og livet findes både i Mosebøgerne (1 Mos 1) og hos profeterne (Ez 37) og danner sandsynligvis baggrund for sammenkoblingen her.

«Skylde» betyder at være under forpligtelse. At «leve i lydighed mod kødet» gentages i v. 13 — det er ikke blot en teoretisk mulighed. At vi er kødelige (7,14), kan forklare, hvorfor kristne synder, men det kan aldrig undskylde det.

Kontrasten fungerer kun, hvis «legeme» og «kød» ligger tæt. Wilckens og Dunn læser det sammen med «syndens legeme» i 6,6. Middendorf ser retorisk variation, og Cranfield mener, at σῶμα bruges på linje med σάρξ. Moo (med Gundry): gerninger, der udføres gennem kroppen under kødets indflydelse. Morris læser det sammen med «dødens legeme» i 7,24 — altså det gamle menneske.

«Dræbe» står i en form, der angiver noget vedvarende. Det giver en spænding til 6,6, hvor korsfæstelsen af det gamle menneske beskrives som én afsluttet handling. Dødsprocessen sker «ved Åndens hjælp» og har en parallel i sindets fornyelse i 12,2. «Leve» betyder her det eskatologiske liv (Dunn), ikke livet her og nu som i v. 12.

ὅσοι betyder «dem som», som i 6,3. Syv af de ni verber i v. 14–17 står i indikativ og beskriver den troendes status. Paulus bruger «drives» i passiv i 1 Kor 12,2 (drevet til de stumme afguder) og i Gal 5,18, hvor det står parallelt med at vandre i Ånden. «Guds sønner» bruges i GT ofte om Israel — nu får hedningerne del i det ved Ånden. Samme ord bruges om Jesus i 8,3.

Modtagelsen af Ånden falder sammen med omvendelsen og flytter mennesket fra trællekår til barnekår. I parallellen Gal 4 var menigheden trælle under guder, som ikke er guder. «I den» betyder ved Ånden: Ånden sætter os i stand til at råbe. Det er uklart, hvor meget jøder brugte «abba» om Gud; Jesus bruger det i Getsemane (Mark 14,36). I Gal 4,6 er det Ånden, der råber — her er det den, der har Ånden.

Tre udtryk for barnets status. Arvebegrebet blev indført i 4,13–14. At vi er Kristi medarvinger betyder, at vores arveret hviler på vores forhold til ham — og arven hænger sammen med at blive herliggjort med ham.

Εἴπερ igen, jf. v. 9. Forudsætningen er, at en kristen lider. Udtrykket rummer et eskatologisk forbehold: at dele Kristi lidelser er en livslang proces, der først når sit mål i døden. Schreiner ser en reel betingelse, som den troende må møde. «For at» angiver ikke et personligt motiv, men en objektiv, gudvillet forbindelse mellem lidelse med Kristus nu og herliggørelse med ham siden — samme sammenhæng som i 5,1ff.

Hvad betyder «ingen fordømmelse» for den, der stadig kender kampen fra kapitel 7? Hvad lægger «i Kristus Jesus» til?

Hvis problemet ikke er loven, men kødet — hvad betyder det så, at lovens krav opfyldes «i os»? Taler Paulus om retfærdiggørelse eller helliggørelse?

«Vil» betyder mere end vilje — det er sindets retning. Hvad fylder jeres tanker, interesser og hengivenhed? Og hvad afslører det?

Hvordan sker det «ved Åndens hjælp» — og hvorfor er det noget, der sker igen og igen, når det gamle menneske allerede er korsfæstet (6,6)?

Hvad er forskellen på at leve i frygt og at råbe «Abba, Fader»? Hvordan kan man mærke Åndens vidnesbyrd — og hvor vigtigt er det at kunne mærke det?

Hvorfor hører lidelsen med til det at være Guds arving? Hvordan ændrer det synet på lidelse i et kristent liv?

Paulus udfolder den troendes lidelse i tre trin: lidelserne er små set i forhold til herligheden (v. 18–25), Ånden kommer os til hjælp som forbeder (v. 26–27), og alle ting tjener til de udvalgtes frelse (v. 28–30).

Kapitlet slutter, hvor det begyndte: fra ingen fordømmelse til ingen adskillelse.

Læs typologien igen og find de ord, der vender tilbage i kapitel 8: fordømmelse, død, liv, synd og retfærdighed.

Sammenlign med 8,14–17. Hvem råber «Abba» i Galaterbrevet — og hvem i Romerbrevet?