Den danske oversættelse skjuler, at Paulus fortsætter tankerrækken fra det forudgående. Det mest oplagte er, at han knætter tilbage til 6,14: I er ikke under loven, men under nåden.

Formuleringen ligger tæt på 1 Kor 7,39, men her bruges verbet «være herre over», som ikke findes i 1 Kor 7. Verbet hænger sammen med herredømmesproget i 5,12ff. Loven har kun myndighed over et menneske i dets levetid.

Præmissen er, at utroskab kun er defineret inden for mandens levetid. Det interessante er, at når manden dør, er kvinden ikke bare fri fra manden — hun er fri fra den lov, der bandt hende til ham.

Tiltalen markerer vigtigheden af den slutning, der nu kommer. «Gjort døde» er passiv — det er noget, der er sket med den troende, jf. 6,3-6. «Ved Kristi legeme» skal ses i samme sammenhæng.

I illustrationen er det manden, der dør — i v. 1 og v. 4 er det mennesket selv. Læses verset med ét sammenligningspunkt (tertium comparationis), er pointen ikke hvem der dør, men at døden skaber en ændring i forholdet til loven.

At være i kødet er en anden måde at sige «i Adam» på (Wright). Tilværelsen præges af de tre størrelser fra Adam-Kristus-typologien i 5,12ff: synden, loven og døden. «Virksomme» er imperfektum og angiver det durative. Resultatet er frugt til døden, jf. 6,21.

Forståelsen hænger sammen med læsningen af brevet som helhed. Jewett forstår det som det, der fik Paulus til at forfølge kirken — «vi» bliver da en omsætning af hans egen erfaring til en analyse af menighedens situation.

Samme vending som i 3,21 (frelseshistorisk kontrast) og 6,22 (personhistorisk kontrast) — her i betydningen fra 6,22. «Vi er løst» bruger samme verbum som ægteskabsbilledet i v. 2. Det kristne liv er fra begyndelsen et liv løst fra loven.

Ordet for «ny» findes i NT kun her og i 6,4. Det gør det oplagt at læse «livets nyhed» (6,4) og «Åndens nyhed» (7,6) sammen — og at se det nye i kontrast til det «gamle menneske» i 6,6. Kontrasten mellem Ånd og bogstav kom allerede frem i 2,27-29 og udfoldes i kapitel 8.

Det indledende «men» efter afvisningen viser, at selv om loven ikke er synd, så er der en forbindelse mellem loven og synden. Om «lov» her står uden bestemt artikel er omdiskuteret: Dunn mener ikke det betyder noget, mens Jewett mener, at det generaliserer udsagnet.

Det betyder, at Paulus ikke var i stand til at udpege handlingen som synd, før loven gjorde det.

Det tiende bud (2 Mos 20,17). Hvorfor netop dette bud? Fordi det ikke kun rammer ydre handlinger, men eksplicit hjertets begær. Andre forslag: personlig erfaring, buddet som repræsentativ opsummering af loven, eller at begæret er et gennemgående tema i brevet. Begæret kan hverken indsnævres seksuelt eller legalistisk.

Lov og bud står her synonymt, og at synden virkede «i mig» svarer til erfaringen i v. 5. At synden er død uden lov betyder ikke ikke-eksisterende, men ude af stand til at nå sit mål — virkningsløs og uden kraft. Middendorf sammenligner med 1 Mos 4,7 og peger på 1 Kor 15,56; Jewett afviser, at den begrundende sætning gælder til alle tider og i alle sammenhænge.

Udfordringen er, at Paulus både kan tale om at leve uden lov og om, at loven står skrevet i folks hjerter (2,14ff). Udtrykket gentager v. 8b («uden lov er synden død») og bør forstås samme sted: en tilstand uden erkendelse og erfaring af begæret. En rent åndelig læsning («levede med Gud i paradis») passer dårligt med brugen af «leve» i 7,1.

Loven bryder ind i bevidstheden. Synden lever op — altså bliver aktiv, i modsætning til v. 8b, hvor den kaldes død. Og jeg-et dør: en subjektiv erkendelse af død, jf. «voldte min død» (v. 13) og «dræbte mig» (v. 11). Formuleringen skal ses sammen med sammenhængen mellem synd og død i kap. 5–6, med klimaks i 6,23.

3 Mos 18,5 kobler liv og lovoverholdelse sammen, jf. citatet i Rom 10,5; muligvis ligger også 5 Mos 30,11-12 i baggrunden. Skulle budet fremme livet eller skabe det? I konteksten er det sidste mest oplagt. Jf. Gal 3,21: loven kan ikke levendegøre.

Det gentagne «påskud» binder de to vers sammen: synden får sit påskud ved budet — og dræber jeg-et ved det samme. Verbet «forledte» er den eneste plausible parallel til syndefaldsberetningen, jf. Evas svar i 1 Mos 3,13 (dog med et andet verbum).

Paulus vender tilbage til spørgsmålet fra v. 7. At loven er retfærdig kan gå tilbage til fx 5 Mos 4,8; at den er god fx til Ord 4,2 — og «dette gode» tages op igen i v. 13.

Afvisningen «aldeles ikke» følges af en nominalsætning og to hensigtssætninger. Loven afdækker synden, gør den erkendbar og fjerner dens tvetydighed — jf. 5,13f, hvor loven definerer synd og forvandler den til bevidst og villet oprør mod Gud.

To læsninger: Jewett forstår det socialt — synden viser sig i hævdelsen af egen gruppes fortræffelighed. Moo forstår det antropologisk — loven gør synden til bevidst og villet oprør mod Gud.

Eneste gang Paulus kalder loven åndelig — endnu et karaktertræk oven på v. 12. Det «vi», der ved dette, er Paulus og hans tilhørere.

Ordet betyder «underkastet og under indflydelse af kødet» — i 1 Kor 3,1 bruges det om troende i Korinth, mens 7,5 taler om fortiden som at være «i kødet». Billedet er synden som slaveherre, der har undertvunget mennesket. Moo mener, at dette vanskeliggør en identifikation af jeg-et som den troende.

En tættere oversættelse: «det, jeg udfører, forstår jeg ikke». «Forstå» kan enten pege på den grundlæggende mangel på erkendelse fra v. 7 eller på uforståenheden over selve modstriden mellem vilje og handling.

Når jeg handler mod min egen vilje, bekræfter jeg samtidig, at loven er god — samme erkendelse som i v. 12–14.

Synden indføres som handlende subjekt i skarp kontrast til jeg-et, der understreges ved tilføjelsen af αυτο. Kontrasten kan forstås logisk eller temporalt — uanset hvad sker der en opsplitning. Moo taler om en anden «aktør» i dramaet; indvendingen er, at den læsning ikke tager højde for den hårde negation (jeg handler ikke) og for forstærkningen af jeg-et.

Sætningen er nøglen i hele fortolkningsstriden. Læses jeg-et som før-omvendt, er den en definition: «i mig, som er lig kødet». Læses det som den omvendte Paulus, er den en kvalifikation: den del af mig, der synder — den faldne menneskelige natur. Sprogbrugen «bo i» binder v. 17 og v. 18 sammen.

V. 19 svarer til v. 15b, og v. 20 tager formuleringen fra v. 17 op igen. Jegets vilje defineres som god — og dermed identificerer jeg-et sig med budet i v. 12.

De fleste læser det som «generel regel» eller «princip». Dunn fastholder moseloven — loven, sådan som synden bruger den — med det argument, at Paulus konsekvent bruger ordet om moseloven; Middendorf er enig, men får ikke forklaret, hvordan referencen så fungerer i sætningen. Moo anerkender argumentet, men mener, at «princip» giver bedre mening. Middendorf peger på, at «jeg finder» står i kontrast til det forførte jeg i v. 11.

Udtrykket har muligvis rødder i platonisk sprogbrug, men Paulus udvikler det i en anden retning (jf. 2 Kor 4,16-18). Det indre menneske skal identificeres med jeg-et i de syv «jeg vil»-udsagn i v. 15–20.

Den anden lov ligger i krig med loven i sindet og holder jeg-et som fange. «En anden lov» og «syndens lov» er identiske størrelser. Dunn ser metaforen sammen med 6,23; 7,8.11 og 8,7.13, hvor krigen også er til stede.

Ikke hvad, men hvem. Spørgsmålet peger væk fra jeg-ets egne ressourcer og ud mod en anden.

Svaret er en tak til Gud ved Jesus Kristus — samme bevægelse som i 6,17. Paulus afslutter kapitel 5, 6, 7 og 8 med netop denne formulering.

Paulus stopper ikke ved lovprisningen, men vender tilbage til det splittede jeg: med sindet tjener jeg Guds lov, med kødet syndens lov. Læser man jeg-et som den uomvendte, må v. 25a forstås som en indskudt lovprisning (Moo peger på «vor Herre» som signal). Indvendingen er, at teksten selv ikke viser noget skifte i subjekt fra v. 24 til v. 25.

Læsningen forklarer overgangen fra fortidsformerne i 7,7–13 til de gennemførte præsensformer fra v. 14. Splittelsen beskrives som noget, der står på nu — ikke som et tilbageblik.

Det forklarer også, hvorfor Paulus to gange i afsnittet nægter, at det er ham, der synder: «Så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig» (v. 17 og v. 20). En sådan nægtelse giver mening for den troende, hvis vilje er på Guds side.

De øvrige tekster om Paulus’ fortid tegner ikke et splittet menneske, men en person, der mener, at han lever efter Guds bud (jf. Fil 3,6). Den ikke-troende Paulus genkender netop ikke kløften mellem vilje og handling.

I Gal 2 bruger Paulus udtryk, der svarer til Rom 7, og dér er det klart, at tidspunktet, hvor han dør for loven, er mødet med Kristus (Gal 2,19, jf. Rom 7,9ff). Døden for loven ligger altså ved omvendelsen — ikke før.

Hvad er den troende sat fri fra — og hvad er han bundet til i stedet? Hvorfor nøjes Paulus ikke med at tale om frihed?

Loven er hellig, retfærdig og god — og bliver alligevel anledning til død. Hvordan kan begge dele være sandt på én gang?

Hvor oplever I selv afstanden mellem det, I vil, og det, I gør? Og hjælper det at sige «det er ikke mig, men synden, som bor i mig» — eller fritager det for ansvar?

Hvad betyder det for trøsten i teksten, at kapitlet slutter med dobbeltheden i v. 25b og ikke med lovprisningen?

Sammenlign 6,15–23 med 7,1–6 vers for vers — hvor langt rækker parallellen, og hvor holder den op?

«Åndens nyhed» (7,6) udfoldes først for alvor i kapitel 8. Læs 8,1–11 som svaret på råbet i 7,24.