Spring til indhold

Prædikerens Bog 3

1 Alt har et ideelt tidspunkt, og enhver aktivitet under himlen har sin tid.
2 Der er en tid til at få børn
og en tid til at dø;
en tid til at plante
og en tid til at oprykke det plantede;
3 en tid til at dræbe
og en tid til at helbrede;
en tid til at rive ned
og en tid til at bygge op;
4 en tid til at græde
og en tid til at grine;
en tid til at jamre
og en tid til at danse;
5 en tid til at kaste med sten
og en tid til at samle sten;
en tid til at omfavne
og en tid til at undgå at omfavne;
6 en tid til at søge
og en tid til at miste;
en tid til at bevare
og en tid til at kaste bort;
7 en tid til at rive i stykker
og en tid til at sy sammen;
en tid til at tie
og en tid til at tale;
8 en tid til at elske
og en tid til at hade;
en tid til krig og en tid til fred.
9 Hvilken fordel har den aktive da af det som han slider med?
10 Jeg har set på de aktiviteter som Gud har givet mennesker at beskæftige sig med.
11 Alt har han gjort smukt til sin tid; også evigheden har han lagt dem på hjerte, dog uden at mennesket kan fatte hvad Gud har udført, fra først til sidst.
12 Jeg indså at der intet andet gode er i dem end at kunne glæde sig og handle godt i deres liv.
13 Men også at ethvert menneske som spiser og drikker og ser det gode i alt sit slid, får det som en gave fra Gud.
14 Jeg indså at alt hvad Gud gør, vil bestå til evig tid; til det kan intet tilføjes, og fra det kan intet tages væk. Gud har gjort det så de må frygte ham.
15 Hvad der har været, er der allerede, og det som er ved at blive til, har allerede været; Gud søger efter det forsvundne.
16 Ydermere så jeg under solen: På dommens sted var der lovløshed, og på retfærdighedens sted var der lovløshed.
17 Da sagde jeg ved mig selv°: Gud dømmer både den retfærdige og den lovløse; for der er en tid for enhver aktivitet og enhver gerning dér.
18 Så tænkte jeg nærmere over konsekvensen for menneskene: Det er for at Gud kan give dem klarhed, og de selv kan indse at de blot er dyr i sig selv.
19 For menneskers endeligt og dyrenes endeligt er det samme; som den ene dør, således dør den anden, og de har alle samme åndedræt. Mennesket har intet fortrin frem for dyret, for alt er flygtigt.
20 Alle går til det samme sted; alle er af støv, og alle vender tilbage til støvet.
21 Hvem ved om menneskers ånd går op i det høje men dyrets åndedræt går nedad til jorden?
22 Så indså jeg at intet er bedre end at mennesket glæder sig i sin gerning, for det er dets lod. For hvem bringer det til at se, hvad der vil ske efter det?