Spring til indhold

Salmernes Bog 78

1 Maskil af Asaf.
Mit folk, lyt til min lov,°
bøj jeres ører til min munds tale!
2 Jeg vil åbne min mund med billedtale,
jeg vil forkynde gådetale fra fortiden.
3 Det som vi har hørt og har lært at kende,
og som vore fædre har fortalt os,
4 det vil vi ikke skjule for deres børn,
idet vi fortæller den kommende slægt
om HERRENS glorværdige gerninger og hans styrke,
og de undere han har gjort.
5 Han oprettede et vidnesbyrd i Jakob
og gav en lov i Israel
som han befalede vore fædre
at gøre kendt for deres børn,
6 for at den kommende slægt skulle lære den at kende,
de børn som skulle fødes,
så de indtrængende kunne fortælle det for deres børn.
7 Og de skulle sætte deres lid til Gud
og ikke glemme Guds gerninger,
men holde hans bud.
8 Og de skulle ikke blive som deres fædre,
en genstridig og trodsig slægt,
en slægt som ikke gjorde sit hjerte fast,
og hvis ånd ikke holdt trofast ved Gud.
9 Efraims sønner var veludrustede bueskytter,
men de vendte om på kampens dag.
10 De holdt ikke Guds pagt
og vægrede sig ved at vandre efter hans lov.
11 Og de glemte hans gerninger
og hans undere, som han havde ladet dem se.
12 For deres fædre havde han gjort et under
i Egyptens land, på Soans mark.
13 Han kløvede havet og lod dem gå igennem
og rejste vandet som en vold.
14 Han ledte dem ved skyen om dagen
og hele natten ved flammende lys.
15 Han kløvede klipper i ørkenen
og gav rigeligt at drikke, som af store dyb.
16 Han lod bække strømme frem af en klippe
og lod vand rinde ned som floderne.
17 Men de blev stadig ved med at synde mod ham,
med at være genstridige mod den Højeste i det tørre land.
18 Og de fristede Gud i deres hjerte,
så de fordrede den mad de begærede.
19 Og de talte mod Gud, idet de sagde:
»Mon Gud kan
dække et bord i ørkenen?
20 Nok slog han på klippen
så vand flød, og bække strømmede;
mon han også kan give brød
eller skaffe kød for sit folk?«
21 Derfor, da Herren hørte det, blev han vred,
og en ild blussede op mod Jakob,
og en vrede steg op mod Israel,
22 for de troede ikke på Gud
og stolede ikke på hans frelse.
23 Så gav han befaling til skyerne deroppe
og åbnede himlenes døre.
24 Og han lod manna regne over dem til at spise
og gav dem himlens korn.
25 Et menneske spiste de stærkes brød,
han sendte dem føde så de blev mætte.
26 Han lod østenvind bryde løs på himlen
og ved sin styrke drev han søndenvind frem.
27 Og han lod kød regne ned over dem som støv
og vingede fugle som havets sand.
28 Og han lod dem falde midt i sin lejr,
rundt omkring sine boliger.
29 Og de spiste og blev meget mætte,
han skaffede dem det de begærede.
30 De havde stadig ikke stillet deres begær,
deres mad var endnu i deres mund,
31 da Guds vrede rejste sig mod dem,
og han dræbte nogle blandt deres kraftige mænd,
og han strakte Israels unge mænd til jorden.
32 Trods alt dette syndede de fortsat
og troede ikke på hans undere.
33 Da lod han deres dage svinde hen i tomhed
og deres år i brat undergang.
34 Når han dræbte dem, søgte de ham,
de vendte om og søgte Gud.
35 Og de huskede at Gud var deres klippe,
og Gud den Højeste deres forløser.
36 Men de talte hyklerisk for ham med deres mund,
og med deres tunge løj de for ham.
37 Deres hjerte holdt ikke fast ved ham,
og de holdt ikke trofast hans pagt.
38 Men han er barmhjertig,
han soner skyld og ødelægger ikke,
ofte vendte han sin vrede bort
og lod ikke hele sin harme blive virksom.
39 Han huskede på at de var kød,
et vindpust som forsvinder og ikke vender tilbage.
40 Hvor ofte var de ikke genstridige mod ham i ørkenen,
optændte hans vrede i ødemarken.
41 Og de fristede på ny Gud
og bedrøvede Israels Hellige.
42 De huskede ikke på hans hånd
den dag da han befriede dem fra fjenden,
43 da han gjorde sine tegn i Egypten
og sine undere på Soans slette.
44 Til blod forvandlede han deres strømme
og deres bække, så de ikke kunne drikke af dem,
45 og han sendte fluer på dem, som åd dem,
og frøer, som voldte dem ødelæggelse,
46 og han gav gnaveren deres afgrøde
og frugten af deres arbejde til græshoppen,
47 han ødelagde deres vinstok med haglen
og deres morbærfigentræer med isregn,
48 og han overgav deres kvæg til haglen
og deres hjorde til lynene,
49 han sendte sin vredes glød mod dem,
harme og raseri og trængsel,
en udsendt skare af uheldsbringende engle.
50 Han banede vej for sin vrede,
han sparede ikke deres sjæl fra døden,
og han overgav deres liv til pesten,
51 og han slog alle førstefødte i Egypten,
manddomskraftens førstegrøde i Kams telte.
52 Men han lod sit folk bryde op som en fåreflok
og ledte dem som hjorden i ørkenen,
53 og han førte dem i tryghed, og de frygtede ikke,
men havet dækkede deres fjender.
54 Og han bragte dem til sit hellige land,
til dette bjerg som hans højre hånd havde erhvervet.
55 Han fordrev folkeslag foran dem
og lod det tilfalde dem som tilmålt arvelod,
og han lod Israels stammer bo i deres telte.
56 Men de fristede og var genstridige mod Gud den Højeste
og overholdt ikke hans love.
57 De vendte sig bort og var troløse som deres fædre,
de svigtede som en slap bue.
58 De vakte hans harme med deres høje,
og med deres gudebilleder fremkaldte de hans vrede.
59 Da Gud hørte det, blev han vred,
og han forkastede Israel fuldstændig.
60 Han vragede boligen i Shilo,
det telt som han havde slået op blandt mennesker.
61 Han gav sin magt i fangenskab
og sin herlighed i fjendes hånd.
62 Han overgav sit folk til sværdet
og blev vred på sin arvelod.
63 Ild fortærede hans unge mænd,
og hans jomfruer fik ingen bryllupssang.
64 Hans præster faldt for sværdet,
og hans enker græd ikke.
65 Da vågnede Herren som en sovende,
som en helt der var overvældet af vin.
66 Og han slog sine fjender tilbage,
han gav dem evig forhånelse.
67 Han forkastede Josefs telt
og udvalgte ikke Efraims stamme,
68 men han udvalgte Judas stamme,
Zions bjerg, som han elskede.
69 Og han byggede sin helligdom ligesom høje,
som jorden som han har grundfæstet for evigt.
70 Og han udvalgte David, sin tjener,
og tog ham fra fårefoldene,
71 fra diegivende får lod han ham komme
for at vogte sit folk, Jakob,
og sin arv, Israel.
72 Han vogtede dem efter sit hjertes oprigtighed
og ledte dem med kyndig hånd.