Skabelse og ny skabelse
Fra begyndelsen til den nye himmel og jord
Frelsen er ikke flugt fra skabelsen men dens fornyelse. Den nye skabelse er ikke en erstatning men en genoprettelse — det tabte Eden vender tilbage, renset og forstørret, i en ny himmel og en ny jord.
Skabelsen er god — ja, »meget god«. Lys, orden, frugtbarhed, hvile. Mennesket placeres i en have med mandat til at herske og dyrke. Hvilen (sabbat) kroner værket: skabelsen er ikke bare funktionel men festlig. Alt hvad der følger i Bibelen er historien om denne gode skabelses fald og genoprettelse.
Syndefaldet rammer ikke bare mennesket men hele skabningen: »Forbandet er jorden for din skyld.« Torne og tidsler, sved og død. Skabelsens »meget god« er skadet, ikke ødelagt. Forbandelsen sætter den spænding der driver hele Bibelen: kan skabningen genoprettes?
Efter domens vande lover Gud: »Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.« Guds trofasthed mod skabningen bekræftes midt i dommen. Noa-pagten er en skabelsespagt — den holder jorden i stand til den endelige fornyelse.
Fredsrigets vision: rovdyr og byttedyr lever sammen, barnet leger ved slangens hule. »Jorden er fuld af Herrens kundskab som vandene dækker havets bund.« Det er et Edens have-billede, men udvidet til hele jorden. Skabelsens harmoni genoprettes under Messias' herredømme.
Gud erklærer: »Se, jeg skaber en ny himmel og en ny jord.« Det gamle huskes ikke mere. Der er ingen barnedød, ingen uretfærdig død, husene bebos, vingårdene bærer frugt. Billedet er jordisk, konkret, materielt — den nye skabelse er ikke ætherisk men fysisk fornyet.
Paulus giver skabningen en stemme: den »venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares« og »sukker og stønner under veer«. Skabningen er underlagt forgængelighed — ikke af egen vilje men »i håb«. Frelsen er ikke sjælens befrielse fra materien men materiens befrielse fra forgængelighed.
»Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.« Den nye skabelse begynder allerede i den troende — det er ikke kun fremtid men nutid. Opstandelsens kraft virker nu, i midten af den gamle skabnings forfald.
Den endelige vision: »Jeg så en ny himmel og en ny jord.« Byen (det nye Jerusalem) erstatter haven — civilisation og natur forenes. »Se, jeg gør alting nyt« — ikke »alt nyt« men »alting nyt«. Det eksisterende fornyes, ikke kasseres. Livets træ fra 1 Mos 2 står igen, nu med tolv slags frugter. Cirklen er sluttet.