Brudgommen

Gud fører kvinden til manden, og de to bliver ét kød. Ægteskabet er skabt af Gud, og det bærer fra begyndelsen en pagtlig struktur: hengivelse, forening, troskab. Ef 5 læser denne tekst som et billede på Kristus og menigheden.

Gud befaler Hoseas at gifte sig med en utro kvinde som et levende billede på Guds forhold til Israel. »Gå hen og elsk en kvinde, der elskes af en anden og er utro — ligesom Herren elsker israelitterne.« Brudgommens kærlighed er ikke naiv men bevidst, vedholdende, smerterig.

Efter eksilets smerte trøster Gud Israel med ægteskabssprog: »Din skaber er din ægtemand … i et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig til mig igen.« Eksil er adskillelse; genoprettelse er genforening. Guds troskab overvinder folkets utroskab.

Jerusalems historie fortalt som en allegori: Gud finder et udsat spædbarn, opfostrer hende, gifter sig med hende — og hun bliver utro med enhver forbipasserende. Alligevel ender kapitlet med Guds løfte om at genoprette pagten. Billedet er smerteligt i sin ærlighed.

Højsangen fejrer den erotiske kærlighed mellem brud og brudgom. Traditionen læser den også som et billede på Guds kærlighed til sit folk. »Kærligheden er stærk som døden … store vande kan ikke slukke kærligheden.« Sangens placering i kanon hæver den menneskelige kærlighed til teologisk udsagn.

I lignelsen om de ti brudepiger venter menigheden på brudgommens komme. Budskabet er dobbelt: brudgommen kommer — men han lader vente på sig. Wagtilstanden er menighedens kald. De kloge er rede, de tåbelige er det ikke. Jesu genkomst er brylluppet.

Johannes Døber kalder sig »brudgommens ven« og glædes over brudgommens røst. Jesus er brudgommen — menigheden er bruden. Johannes' rolle er at forberede bruden. Billedet rækker helt tilbage til 1 Mos 2: der er en brud at føre frem.

Paulus citerer 1 Mos 2,24 (»de to skal blive ét kød«) og erklærer: »Denne hemmelighed er stor — jeg sigter til Kristus og kirken.« Ægteskabet mellem mand og kvinde har fra begyndelsen været et billede på Kristi kærlighed til menigheden. Kærligheden er selvhengivende: han »gav sig selv hen for den«.

»Lammets bryllup er kommet, og hans brud har gjort sig rede.« Hele bibelhistorien — fra Edens bryllup over Hoseas' smerte til korsets selvhengivelse — når sit mål i den eskatologiske bryllupsfest. Bruden er klædt i »de helliges retfærdige gerninger«. Temaet lander i fest.