Jobs Bog 6

1 Job svarede:

2 »Åh, om man virkelig ville veje min sorg*
og samtidig lægge min ulykke* op på vægten,

3 for nu er den tungere end havets sand.
Derfor var min tale uovervejet.

4 For den Almægtiges pile sidder i mig,
så min ånd° fyldes med deres gift;*
Guds rædsler stiller op til krig mod mig.

5 Skriger vildæslet over frisk græs?
Brøler oksen når den har foder?

6 Kan noget uden smag spises uden salt,
eller er der smag i katostens saft?

7 Jeg° nægter at røre det.
De er for mig som fordærvet mad.

8 Gid min anmodning måtte nå frem,
og Gud gav mig håb!

9 Gid Gud ville beslutte sig* og knuse mig,*
fjerne sin hånd og skære mig af.

10 Må det stadig være min trøst,*
og lad mig springe af glæde i min smerte,
der er uden skånsel
fordi jeg ikke har holdt den Helliges ord skjult.*

11 Hvad er min styrke at jeg skulle håbe,
og hvilket endeligt venter mig at jeg* skulle være tålmodig?°

12 Er min styrke som stens styrke?
Er mit kød af bronze?

13 Er der ingen hjælp i mig selv,
og er enhver ressource* veget fra mig?

14 For den fortvivlede burde der være troskab° fra ens ven
selvom han er holdt op med at frygte den Almægtige.*

15 Mine brødre har svigtet som en wadi;
ligesom vandstrømmene i en wadi svinder bort.*

16 De er blevet uklare af is,
hvori sne skjuler sig.

17 Til sin tid tørrer de ud og forsvinder.
Når det er varmt, forsvinder de fuldstændigt fra deres flodlejer.

18 Karavanerne bøjer af fra deres vej,
de drager op i den golde ørken* og omkommer.

19 Karavanerne fra Tema spejdede efter dem,
de rejsende fra Saba satte deres håb til dem.

20 De blev til skamme, fordi de stolede på dem,
de kom helt hen til dem og blev skuffede.

21 Så nu sker det for jer,
I ser rædsler, og I er blevet bange!

22 Har jeg sagt: ›Giv mig noget,‹
eller: ›Giv bestikkelse til fordel for mig af jeres rigdom,‹

23 eller: ›Befri mig fra fjendens magt
og løskøb mig fra tyranners* magt‹?

24 Undervis mig, og jeg vil tie stille,
og få mig til at forstå hvordan jeg er faret vild!

25 Hvor smertelige kan oprigtiges ord* være!
Men hvad gavn gør jeres irettesættelse?

26 Er det for at irettesætte* I har udtænkt jeres ord,*
når den fortvivledes ord er som vinden?°

27 Endog om den forældreløse ville I kaste lod,
og I ville forhandle om prisen på jeres ven.

28 Men nu, beslut jer! Vend jer om imod mig!
Jeg vil ikke lyve* jer op i ansigtet!

29 Vend dog om, lad der ikke forekomme uret,*
men vend om, jeg har stadig ret i det.

30 Er der uret på min tunge?
Sandelig, min gane kan godt erkende fordærv!*