Spring til indhold

Salmernes Bog 40

1 Til korlederen.
Salme af David.
2 Jeg håbede inderligt på HERREN,
og han bøjede sig ned til mig og hørte mit skrig om hjælp.
3 Han trak mig op af den dødsensfarlige grube,
af det skidne dynd,
og han satte mine fødder på en klippe,
han gjorde mine skridt faste.
4 Han lagde en ny sang i min mund,
en lovsang til vores Gud.
Mange skal se og frygte,
og de skal stole på HERREN.
5 Lykkelig er den mand som har sat sin tillid til HERREN
og ikke vender sig til hovmodige
og til dem som er viklet ind i løgn.
6 Store ting har du gjort, du,
HERRE, min Gud,
dine undere og dine tanker for os;
ingen kan sammenlignes med dig.
Lad mig forkynde og tale:
»De er flere, end man kan tælle«.
7 Slagtoffer og afgrødeoffer har du ikke lyst til,
du åbenbarer et budskab for mig
Heloffer og syndoffer har du ikke krævet.
8 Da sagde jeg: »Se, jeg er kommet.
I bogrullen er der skrevet om mig.
9 At gøre din vilje, min Gud, er det jeg har lyst til,
og din lov° er midt i mit indre.«
10 Jeg har forkyndt godt budskab om retfærdighed
i en stor forsamling,
se, mine læber vil jeg ikke knibe sammen,
HERRE, det ved du.
11 Jeg har ikke skjult din retfærdighed
inde i mit hjerte,
jeg har talt om din trofasthed og din frelse,
jeg har ikke fortiet din nåde° og din sandhed
for en stor forsamling.
12 Du, HERRE, vil ikke holde din barmhjertighed tilbage fra mig,
din nåde° og din sandhed vil altid beskytte mig.
13 For ulykker har omgivet mig,
så der ikke er tal på dem,
mine synder har indhentet mig,
så jeg ikke kan se;
de er flere end hårene på mit hoved,
og mit hjerte slår ikke mere.
14 Lad din vilje, HERRE, være at redde mig,
HERRE, skynd dig til hjælp for mig.
15 Lad dem blive til skam og spot, alle sammen,
de som efterstræber mig° for at udrydde mig,
lad dem vige tilbage og blive til skamme,
de som har lyst til at gøre mig ondt.
16 Lad dem forfærdes som følge af deres skamløse gerninger,
de som siger til mig: »Ha, ha!«
17 Lad dem fryde sig og glæde sig i dig,
alle som søger dig;
de skal altid sige: »HERREN er stor!«
de som elsker din frelse.
18 Hvad mig angår, selv om jeg er hjælpeløs og fattig,
vil Herren tænke på mig.
Min hjælper og befrier er du;
min Gud! du må ikke tøve!