Jebus; Jebusi; jebusit

je'-bus, jeb'-u-si, jeb'-u-zit (yebhuc, ha-yebhuci): "Jebus" er et gammelt navn for Jerusalem (Dom 19,10; Dom 19,11; 1 Krøn 4,5 parallelt med 2 Sam 5,6-9, "det samme er Jerus"; se foregående artikel). "Jebusi" (bogstaveligt "jebusit") bruges også som navn for byen i KJV (Jos 18,16; Jos 18,28; sammenlign Jos 15,8); RV gengiver korrekt "jebusit" (se JERUSALEM). "Jebusitter" om folket (i KJV 1 Mos 15,21; 2 Mos 3,8; 2 Mos 3,17 osv.) forekommer ikke på hebraisk i flertal; derfor gengives det i RV altid i ental, "jebusit". "Jebusitten" siges i 1 Mos 10,16; 1 Krøn 1,14 at være Kanaans tredje søn, dvs. landet Kanaans. Andre steder repræsenterer han en stamme adskilt fra kana'anæerne. Han står mellem Het og amoritten (sammenlign 4 Mos 13,29; Jos 11,3; Ez 16,3; Ez 16,15). I listerne over de folk, der boede i Israels land, placeres "jebusitten" altid sidst, en kendsgerning som sandsynligvis tyder på deres mindre antal.

Hvilken race jebusitterne tilhørte, er usikkert. Deres navn synes ikke at være semitisk, og de træder ikke frem før efter patriarktiden.

Jerusalems oprindelige navn var babylonisk, Uru-Salim, "Salims by", forkortet til Salem i 1 Mos 14,18 og i indskrifterne fra de egyptiske konger Ramses II og Ramses III. I Tell el-Amarna-brevene (1400 f.Kr.) er Jerusalem stadig kendt som Uru-Salim, og dets konge bærer et hittitisk navn, hvilket antyder, at byen på den tid var i hittitternes besiddelse. Hans fjender sluttede dog kredsen omkring ham, og en af tavlerne viser, at byen til sidst blev erobret, og dens konge dræbt. Disse fjender synes at have været jebusitterne, eftersom det er efter denne periode, at navnet "Jebus" viser sig for første gang i Det Gamle Testamente (Dom 19,10; Dom 19,11).

Den jebusitiske konge på erobringens tid var Adoni-Sedek, som fandt sin død ved Bet-Horon (Jos 10,1; i Jos 10,5 bruges ordet "amorit" i dets babyloniske betydning til at betegne Kanaans indbyggere i almindelighed). Jebusitterne var en bjergstamme (4 Mos 13,29; Jos 11,3). Deres hovedstad "Jebus" blev indtaget af Judas mænd og brændt med ild (Dom 18), men de genvandt besiddelsen af borgen og holdt den indtil Davids tid (2 Sam 5,6).

Da Jerusalem blev indtaget af David, blev dets jebusitiske indbyggeres liv og ejendom skånet, og de fortsatte med at bo på tempelbjerget, mens David og hans tilhængere slog sig ned i den nye Davidsby på Zions bjerg (Jos 15,8; Jos 15,63; Dom 1,21; Dom 19,11). Og eftersom Arauna kaldes "konge" (2 Sam 24,23), kan vi slutte, at også deres sidste hersker havde fået lov til at leve. Hans navn er ikke-semitisk, og de forskellige stavemåder af det (sammenlign 1 Krøn 21,15, "Ornan") viser, at de hebraiske forfattere havde nogen vanskelighed med at udtale det. Jebusitterne synes til sidst at være smeltet sammen med den israelitiske befolkning.

James Orr