David

Elsket, den ottende og yngste søn af Isaj, en borger i Betlehem. Hans far synes at have været en mand af ringe stand. Hans mors navn er ikke optegnet. Nogle mener, at hun var Nahash i 2 Sam 17,25. Om hans udseende ved vi kun, at han var rødhåret, med smukke øjne og et kønt ansigt (1 Sam 16,12; 17,42).

Hans tidlige arbejde var at vogte sin fars får på Judas højdedrag. Ud fra det, vi ved om hans senere historie, har han uden tvivl ofte fordrevet tiden, mens han var optaget af dette, med sin hyrdefløjte, samtidig med at han tog de mange lærdomme til sig, som de skiftende scener omkring ham gav ham. Hans første optegnede bedrifter var hans møder med markens vilde dyr. Han nævner, at han med sin egen, uassisterede hånd dræbte både en løve og en bjørn, da de kom imod hans hjord, idet han slog dem ihjel i åben kamp med sin kølle (1 Sam 17,34, 35).

Mens David, i sin rødmossede ungdoms friskhed, således var optaget af sine hjorde, aflagde Samuel et uventet besøg i Betlehem, efter at han ved guddommelig vejledning var blevet ført dertil (1 Sam 16,1-13). Der bragte han et offer og kaldte Israels ældste og Isajs familie til offermåltidet. Blandt alle dem, der trådte frem for ham, fandt han ikke den, han søgte. David blev hentet, og profeten genkendte straks i ham Guds udvalgte, udvalgt til at efterfølge Saul, der nu var ved at vige fra Guds veje, på rigets trone. Derfor hældte han, forudgribende, salvningsolien over hans hoved. David vendte igen tilbage til sit hyrdeliv, men “Herrens Ånd kom over David fra den dag af,” og “Herrens Ånd veg fra Saul” (1 Sam 16,13, 14).

Ikke længe efter blev David hentet for med sin harpe at lindre Sauls plagede sind; Saul led af en mærkelig, melankolsk nedtrykthed. Han spillede så dygtigt for kongen, at Saul blev meget opmuntret og begyndte at nære stor hengivenhed for den unge hyrde. Derefter drog han hjem til Betlehem. Men han trådte snart igen frem i forgrunden. Filistrenes og Israels hære stod opstillet til kamp i Eladalen, omkring 16 miles sydvest for Betlehem; og David blev sendt af sin far med forsyninger til sine tre brødre, som da kæmpede på kongens side. Da han ankom til Israels lejr, blev David (nu omkring tyve år gammel) klar over situationen, da filistrenes forkæmper, Goliat fra Gat, trådte frem for at udfordre Israel. David tog sin slynge, og med et veløvet sigte kastede han en sten “fra bækken”, som ramte kæmpens pande, så han faldt bevidstløs til jorden. David løb da hen og dræbte ham og huggede hans hoved af med hans eget sværd (1 Sam 17). Resultatet blev en stor sejr for israelitterne, som forfulgte filistrene til Gats og Ekrons porte.

Davids popularitet som følge af denne heltegerning vakte Sauls jalousi (1 Sam 18,6-16), som han viste på forskellige måder. Han fattede et bittert had til ham og søgte ved forskellige kneb hans død (1 Sam 18-30). Den rasende konges veludtænkte planer, han som ikke kunne undgå at lægge mærke til, at David “havde stor fremgang”, viste sig alle forgæves og gjorde blot den unge helt endnu mere afholdt af folket, og ganske særligt af Jonatan, Sauls søn, mellem hvem og David der blev knyttet et varmt venskab for livet.

En flygtning. For at undslippe Sauls hævn flygtede David til Rama (1 Sam 19,12-18) til Samuel, som tog imod ham, og han boede blandt profetsønnerne, som dér var under Samuels oplæring. Nogle antager, at den sjette, syvende og ellevte salme blev skrevet af ham på dette tidspunkt. Dette sted lå kun 3 miles fra Sauls bolig, og han opdagede snart, hvor flygtningen var taget hen, og forsøgte forgæves at bringe ham tilbage. Jonatan gjorde et frugtesløst forsøg på at bringe sin far i et bedre sindelag over for David (1 Sam 20), men da David blev klar over forholdet, så han intet håb om sikkerhed undtagen ved at flygte langt bort. Vi finder ham derfor først i Nob (21,1-9) og siden i Gat, filistrenes hovedby. Filistrenes konge ville ikke optage ham i sin tjeneste, som han havde ventet, og David begav sig derfor nu til Adullams bjergfæstning (22,1-4; 1 Krøn 12,8-18). Her samlede der sig på kort tid 400 mænd omkring ham, og de anerkendte ham som deres leder. Det var på denne tid, at David, midt i de trængsler og farer hans stilling medførte, råbte: “Gid nogen ville give mig vand at drikke fra brønden i Betlehem”; da brød tre af hans helte igennem filistrenes linjer og bragte ham det vand, han længtes efter (2 Sam 23,13-17), men som han ikke ville drikke.

I sin vrede over, at alle hans forsøg på at gribe David mislykkedes, gav Saul ordre til en massakre på hele præstefamilien i Nob, “personer som bar en linned-efod”, femogfirs personer i tal, som blev dræbt af edomitten Doeg. Den sørgelige meddelelse om massakren blev bragt til David af Ebjatar, en søn af Ahimelek, den eneste som undslap. Jf. Sl 52.

Da David hørte, at Ke’ila, en by ved den vestlige grænse, blev plaget af filistrene, befriede han den med sine mænd (1 Sam 23,1-14); og derefter, af frygt for Saul, flygtede han til bjergfæstningerne i Judas “bjergland”. Jf. Sl 31. Mens han lå i lejr dér, i skoven i Zif-området, fik han besøg af Jonatan, som talte opmuntrende ord til ham (23,16-18). De to skiltes nu for aldrig at mødes igen. Saul fortsatte sin forfølgelse af David, som med nød og næppe undslap ham ved denne lejlighed og flygtede til klipperne og slugterne ved En-Gedi, på Det Døde Havs vestlige bred (1 Sam 23,29). Her slap Saul, som stadig forfulgte ham med sin hær, med nød og næppe væk på grund af Davids ædelmodige tilbageholdenhed, og han blev stærkt berørt af det, David havde gjort for ham. Han vendte hjem fra forfølgelsen, og David begav sig til Maon, hvor han med sine 600 mænd opretholdt sig ved bidrag indsamlet fra området. Her fandt hændelsen sted med Nabal og hans hustru Abigajil (1 Sam 25), som David giftede sig med efter Nabals død.

Saul drog igen ud (1 Sam 26) i forfølgelse af David, som havde skjult sig “på Hakila-højen, som ligger over for Jeshimon”, i Zifs ørken, og han blev for anden gang skånet ved Davids tilbageholdenhed. Han vendte hjem, idet han bekendte skam og anger over den måde, han havde behandlet David på, og forudsagde hans ophøjelse til tronen.

Kamp mod Israel. Plaget af nødvendigheden af at flytte fra sted til sted af frygt for Saul søgte David endnu en gang tilflugt blandt filistrene (1 Sam 27). Han blev modtaget af kongen, som gav ham Siklag som bolig. Her levede David en tid blandt sine tilhængere som en uafhængig høvding, optaget af hyppig krig mod amalekitterne og andre stammer syd for Juda.

Akish kaldte David og hans mænd til at slutte sig til hans hær mod Saul; men filistrenes fyrster var mistænksomme over for Davids loyalitet, og derfor blev han sendt tilbage til Siklag, som han til sin rædsel fandt plyndret og brændt under sit korte fravær. David forfulgte røverne, amalekitterne, og slog dem fuldstændigt. Da han vendte tilbage til Siklag, nåede nyheden om Sauls død ham (2 Sam 1). En amalekit bragte Sauls krone og armring og lagde dem for hans fødder. David og hans mænd flængede deres klæder og sørgede over Saul, som var blevet besejret i kamp nær Gilboas bjerg. David digtede en smuk klagesang, den smukkeste af alle bevarede hebraiske oder, en “klagesang over Saul og over hans søn Jonatan” (2 Sam 1,18-27). Den bar titlen “Buen” og skulle læres til børnene, så mindet om Saul og Jonatan kunne bevares blandt dem. “Se, det står skrevet i Jashars bog” (s.d.).

David som konge over Juda. David og hans mænd drog nu, efter guddommelig vejledning, til Hebron (2 Sam 2,1-4). Dér blev de hjerteligt modtaget, og han blev straks salvet til konge. Han var nu omkring tredive år gammel.

Men hans krav på tronen var ikke ubestridt. Abner tog Ishboshet, Sauls eneste tilbageværende søn, over Jordan til Mahanajim og kronede ham dér til konge. Så begyndte en borgerkrig i Israel. Det første sammenstød mellem de to fjendtlige hære, ledet på den ene side af Abner og på den anden af Joab, fandt sted ved dammen i Gibeon. Det endte med Abners nederlag. Andre sammenstød mellem Israel og Juda fulgte dog (2 Sam 3,1, 5), men fremgangen var stadig på Davids side. I syv og et halvt år regerede David i Hebron. Abner sluttede sig nu til David og søgte at fremme hans opstigning; men han blev forræderisk dræbt af Joab som hævn for, at han havde dræbt hans bror Asael ved Gibeon (3,22-39). Dette voldte David stor sorg. Han sørgede over Abners død. Kort efter blev også Ishboshet forræderisk dræbt af to kana’anæere fra Be’erot; og da der nu ikke var nogen rival, blev David salvet til konge over hele Israel (4,1-12).

David som konge over hele Israel (2 Sam 5,1-5; 1 Krøn 11,1-3). Israels ældste drog nu til Hebron og tilbød David troskab på hele folkets vegne, blandt hvem der herskede den største begejstring. Han blev salvet til konge over hele Israel og søgte et nyt regeringssæde, mere egnet end Hebron som hovedstad i hans rige. På denne tid lå der en jebusitisk fæstning, “borgen”, på Zions høj, også kaldet Jebus. Den tog David fra jebusitterne, gjorde den til Israels hovedstad og indrettede sin bolig her; senere byggede han sig et palads med hjælp fra tyriske håndværkere. Filistrene, som i nogen tid havde overholdt en slags våbenhvile, førte nu krig mod David; men de blev besejret i et slag på et sted, som siden, til minde om sejren, blev kaldt Ba’al-Perasim. Igen trængte de ind i landet, og for anden gang blev de slået af ham. Således befriede han Israel fra deres fjender.

David besluttede nu at føre pagtens ark op til sin nye hovedstad (2 Sam 6). Den var i Abinadabs hus i Kirjat-Jearim, omkring 7 miles fra Jerusalem, hvor den havde været i mange år, fra den tid da filistrene havde sendt den hjem (1 Sam 6; 7). Som følge af Uzzas død (for det var en guddommelig bestemmelse, at kun levitterne måtte håndtere arken, 4 Mos 4), han som havde rakt hånden ud for at støtte arken, da vognen den blev ført på, rystede på grund af vejens ujævnhed, standsede David optoget og førte arken ind i huset hos Obed-Edom, en filister fra Gat. Efter tre måneder førte David arken fra Obed-Edoms hus op til Jerusalem. Jf. Sl 24. Her blev den anbragt i et nyt telt eller tabernakel, som David havde rejst til formålet. Omkring halvfjerds år var gået, siden den havde stået i tabernaklet i Shilo. Det gamle tabernakel var nu i Gibeah, hvor Sadok gjorde tjeneste. David ordnede nu (1 Krøn 16) omhyggeligt hele ritualet for gudstjenesten i Jerusalem sammen med ypperstepræsten Ebjatar. En ny religiøs æra begyndte. Lovsangstjenesten blev for første gang indført i den offentlige gudsdyrkelse. Zion blev herefter “Guds hellige bjerg”.

Davids krige. David indledte nu en række erobringer, som i høj grad udvidede og styrkede hans rige (2 Sam 8). I løbet af få år var hele området fra Eufrat til Egyptens flod og fra Gaza mod vest til Thapsacus mod øst under hans herredømme (2 Sam 8,3-13; 10).

Davids fald. Han havde nu nået højdepunktet af sin herlighed. Han herskede over et vældigt rige, og hans hovedstad blev beriget med bytte fra mange lande. Men midt i al denne fremgang faldt han, og hans karakter blev plettet af ægteskabsbruddets synd (2 Sam 11,2-27). Det er blevet bemærket som karakteristisk for Bibelen, at mens hans militære triumfer optegnes i få vers, gives den sørgelige beretning om hans fald i detaljer, en beretning fuld af advarsel og derfor optegnet. Denne forbrydelse førte, i forsøget på at skjule den, til en anden. Han blev skyldig i mord. Urias, som han groft havde forurettet, en officer blandt Gibborim, heltekorpset (23,39), blev på hans ordre “sat forrest i den hårdeste kamp” under belejringen af Rabba, for at han kunne blive dræbt. Profeten Natan (2 Sam 7,1-17; 12,1-23) blev sendt af Gud for at bringe hans forbrydelser hjem til den skyldige konges samvittighed. Han blev en sand bodfærdig. Han begræd bittert sine synder for Gud. Den toogtredivte og den enoghalvtredsindstyvende salme åbenbarer hans sjæls dybe kampe og hans åndelige genoprettelse.

Batseba blev hans hustru efter Urias’ død. Hendes førstefødte søn døde, efter profetens ord. Hun fødte en anden søn, som David kaldte Salomo, og som til sidst efterfulgte ham på tronen (2 Sam 12,24, 25).

Fred. Efter den vellykkede afslutning på alle sine krige fik David den tanke at bygge et tempel til Guds ark. Dette fik han ikke lov til at udføre, fordi han havde været en krigsmand. Gud sendte dog Natan til ham med et nådigt budskab (2 Sam 7,1-16). Da han modtog det, gik han ind i helligdommen, teltet hvor arken var, satte sig for Herrens ansigt og udøste sit hjerte i ord af from taksigelse (18-29). Opførelsen af templet blev forbeholdt hans søn Salomo, som skulle være en fredens mand (1 Krøn 22,9; 28,3).

En skyet aften. Hidtil havde Davids løbebane været præget af stor fremgang og succes. Nu kom skyede og mørke dage. Hans ældste søn Amnon, hvis mor var Ahinoam fra Jizre’el, gjorde sig skyldig i en stor og skammelig forbrydelse (2 Sam 13). Dette var begyndelsen på ulykkerne i hans senere år. Efter to år hævnede Absalom frygteligt forbrydelsen mod Tamar og dræbte Amnon. Dette bragte dyb sorg i Davids hjerte. Absalom, som frygtede følgerne af sin skyld, flygtede til Geshur hinsides Jordan, hvor han blev i tre år, indtil han blev bragt tilbage gennem Joabs intrige (2 Sam 14).

Derefter ramte ulykken med tre års hungersnød landet (2 Sam 21,1-14). Dette blev snart efterfulgt af en pest, som kom over landet som straf for Davids syndige hovmod ved at tælle folket (2 Sam 24), og under den omkom ikke færre end 70.000 i løbet af tre dage.

Absaloms oprør. Den personlige agtelse for David blev sørgeligt svækket ved hændelsen med Batseba. Der var en stærk folkelig stemning imod folketællingen, og pestens udbrud i forbindelse med den forstærkede den følelse af misundelse, som var begyndt at vise sig blandt nogle af stammerne mod David. Absalom udnyttede fuldt ud denne situation, vandt gradvist folket over og gjorde til sidst åbent oprør mod sin far og tilranede sig tronen. Akitofel var Absaloms øverste rådgiver. Oprøret begyndte i Hebron, Judas hovedstad. Dér blev Absalom udråbt til konge. David var nu i overhængende fare, og han forlod Jerusalem (2 Sam 15,13-20) og blev endnu en gang flygtning. Det var en skæbnesvanger dag i Israel. Begivenhederne på den er optegnet med større detaljerigdom end nogen anden dag i Det Gamle Testamentes historie. David flygtede med sine tilhængere til Mahanajim, øst for Jordan. En unaturlig borgerkrig brød ud. Efter nogle få uger blev de rivaliserende hære mønstret og organiseret. De mødtes i fjendtlig opstilling i Efraims skov (2 Sam 18,1-8). Absaloms hær blev besejret, og han selv blev dræbt ved Joabs hånd (9-18). Budskabet om hans oprørske søns død fyldte Davids hjerte med den mest gennemtrængende sorg. Han “gik op i kammeret over porten og græd” (33), mens han udstødte det sønderknuste råb: “Gid jeg var død i dit sted, Absalom, min søn, min søn!” Freden blev nu genoprettet, og David vendte tilbage til Jerusalem og overtog igen ledelsen af sagerne. En ulykkelig strid opstod mellem Judas mænd og Israels mænd (19,41-43). Sheba, en benjaminit, stod i spidsen for et oprør blandt Israels mænd. Han blev forfulgt til Abel-Bet-Ma’aka og blev dér dræbt, og således fik oprøret ende.

Afslutningen. Efter undertrykkelsen af Absaloms oprør og Shebas oprør forløb ti forholdsvis fredelige år af Davids liv. I disse år synes han hovedsageligt at have været optaget af at samle skatte af enhver art til det store tempel i Jerusalem, som det var forbeholdt hans efterfølger at bygge (1 Krøn 22; 28; 29), et hus som skulle være “overordentlig prægtigt, berømt og herligt i alle lande” (22,5). Det spændende og arbejdsomme liv, han havde levet, og de farer og prøvelser, han havde gennemgået, havde efterladt ham som en svækket mand, for tidligt gammel. Det blev tydeligt, at hans liv nu nærmede sig sin afslutning. En ny paladssammensværgelse brød ud om, hvem der skulle være hans efterfølger. Joab støttede Adonija. Lederne af hans parti mødtes ved “Valkerens kilde” i Kedrondalen for at udråbe ham til konge; men Natan fremskyndede en beslutning fra Davids side til fordel for Salomo, og således mislykkedes Adonijas partis mål. Salomo blev ført til Jerusalem, blev salvet til konge og sat på sin fars trone (1 Kong 1,11-53). Davids sidste ord er en storslået udtalelse, som åbenbarer hans urokkelige tro på Gud og hans glade tillid til hans nådige pagtspromisser (2 Sam 23,1-7).

Efter en regeringstid på fyrre år og seks måneder (2 Sam 5,5; 1 Krøn 3,4) døde David (1015 f.Kr.) i en alder af halvfjerds år, “og blev begravet i Davidsbyen.” Hans grav udpeges stadig på Zions bjerg.

Både i sin profetiske og i sin kongelige karakter var David et forbillede på Messias (1 Sam 16,13). Salmernes Bog bærer almindeligvis titlen “Davids salmer”, fordi han var den største bidragyder (omkring firs salmer) til samlingen.

“Davids storhed blev mærket, da han var borte. Han havde levet i harmoni med både præsteskabet og profeterne; et sikkert tegn på, at ånden i hans styre havde været fuldt ud loyal mod teokratiets højere mål. Folket var ikke blevet undertrykt af ham, men havde fået lov at nyde sine gamle friheder frit. Så langt hans magt rakte, havde han stræbt efter at handle retfærdigt mod alle (2 Sam 8,15). Hans svage eftergivenhed over for sine sønner og derudover hans egen store synd var blevet bittert sonet og blev ved hans død glemt i erindringen om hans længe prøvede værd. Han havde regeret treogtredive år i Jerusalem og syv og et halvt i Hebron (2 Sam 5,5). Israel havde ved hans tronbestigelse nået det laveste punkt af national nedtrykthed; dets nyfødte enhed var brutalt opløst; dets område angrebet af filistrene. Men han havde efterladt det som en stormagt med herredømmer som Egyptens eller Assyriens. Salomos scepter var allerede før hans fars død anerkendt fra Middelhavet til Eufrat og fra Orontes til Det Røde Hav.” Geikies Hours etc., iii.