Zion

zi'-on (tsiyon; Sion):

1. Ordets betydning

2. Jebusitternes Zion

3. Profeternes Zion

4. Zion i senere poetiske skrifter og apokryferne

5. Navnet udeladt af nogle forfattere

6. Navnet "Zion" i kristen tid

LITTERATUR

1. Ordets betydning:

Et navn, der er anvendt om Jerusalem eller om bestemte dele af den, i hvert fald siden Davids tid. Man ved ikke noget sikkert om betydningen. Gesenius og andre har afledt det af en hebraisk rod tsahah, "at være tør"; Delitzsch af tsiwwah, "at opstille", og Wetzstein af tsin, "at beskytte". Gesenius finder et mere lovende forslag i den arabiske ækvivalent cihw, idet det arabiske cahwat betyder "bjergkam" eller "citadel", hvilket under alle omstændigheder passer godt på det, vi ved var det oprindelige Zion (sammenlign Smith, HGHL, under ordet).

Der er tidligere opstået betydelig forvirring, fordi man ikke klart har forstået de forskellige steder, som gennem århundrederne hver især er blevet kaldt "Zion". Det vil gøre sagen klarere, hvis vi betragter anvendelsen af navnet: på Davids tid; hos de tidlige profeter osv.; i sene poetiske skrifter og i apokryferne; og i kristen tid.

2. Jebusitternes Zion:

Jerus (i formen Uru-sa-lim) er det ældste navn, vi kender for denne by; det går mindst 400 år tilbage før David. I 2 Sam 5,6-9 hedder det: "Kongen og hans mænd drog til Jerusalem mod jebusitterne. .... Alligevel indtog David Zions borg; det er Davidsbyen .... Og David bosatte sig i borgen og kaldte den Davidsbyen." Det er tydeligt, at Zion var navnet på citadellet i den jebusitiske by Jerusalem. At dette citadel og dermed også byen Jerusalem omkring det lå på den lange højderyg, der løber syd for templet (kaldet den sydøstlige høj i artiklen JERUSALEM, III, (3) (se denne)), accepteres nu af næsten alle moderne forskere, hovedsagelig på følgende grundlag:

(1) Stedets nære beliggenhed ved den eneste kendte kilde, nu "Jomfruens kilde", engang kaldet GIHON (se denne). Ud fra vores kendskab til andre oldtidssteder over hele Israels land, såvel som ud fra almindelig sund fornuft, er det næppe muligt at tro, at de tidlige indbyggere på dette sted, med en så rigelig vandkilde lige ved døren, kunne have gjort noget andet sted til deres hovedsæde.

(2) Stedets egnethed til forsvar.--De steder, der egnede sig til bosættelse i tidlig kana'anæisk tid, var alle, hvis vi må dømme ud fra en række af dem, der nu kendes, af denne art--en klippefremspring isoleret på tre sider af stejle dale og, på mange steder, beskyttet i den ende, hvor de slutter sig til den vigtigste bjergkam, enten af en dal eller et klippefremspring.

(3) Højderyggens størrelse, skønt meget lille efter vores moderne forestillinger, stemmer langt bedre med det, vi ved om befæstede byer fra den periode, end et område som det, den sydvestlige høj frembyder--det traditionelle sted for Zion. Hr. Macalister fandt ved egentlig udgravning, at Gezers store mure, som må have været samtidige med det jebusitiske Jerusalem, målte omtrent 4.500 fod i omkreds. G. A. Smith har beregnet, at en murføring langs de kendte og formodede skrænter rundt om kanten af denne sydøstlige høj ville have en omtrentlig omkreds på 4.250 fod. Stedets egnethed til en befæstet by som Gezer, Megiddo, Soko og andre steder, der er blevet udgravet, slår enhver, der er fortrolig med disse steder.

(4) De arkæologiske rester på disse høje, fundet af Warren og professor Guthe, og særligt i kaptajn Parkers seneste udgravninger (se JERUSALEM), viser uden tvivl, at dette var den tidligste bosættelse i førisraelitisk tid. Omfattende kurver og klippeudhugninger, huleboliger og grave samt enorme mængder tidlig "amorittisk" keramik (det, der populært kan kaldes "jebusitisk") viser, at stedet må have været beboet mange århundreder før Davids tid. Det modsatte er lige så sandt; på ingen anden del af Jerusalems område er der fundet nogen mængde af så tidlig keramik.

(5) Bibelens vidnesbyrd om, at Zion oprindeligt lå på dette sted, er klart. Det vil blive behandlet mere detaljeret under overskriften "Davidsbyen" i artiklen JERUSALEM, IV, (5), men tre punkter kan nævnes her:

(a) Pagtens ark blev ført op fra Davidsbyen til templet (1 Kong 8,1; 2 Krøn 5,2), og Faraos datter "kom op fra Davidsbyen til sit hus, som Salomo havde bygget til hende"--ved siden af templet (1 Kong 9,24). Dette udtryk "op" kunne ikke bruges om nogen anden høj end den lavere beliggende østlige højderyg; at gå fra den sydvestlige høj (det traditionelle Zion) til templet er at gå ned.

(b) Hizkija anlagde den velkendte Siloam-tunnel fra Gihon til Siloam-dammen. Han beskrives (2 Krøn 32,30) som den, der førte Gihons vand "lige ned på vestsiden af Davidsbyen."

(c) Manasse (2 Krøn 33,14) byggede "en ydre mur til Davidsbyen, på vestsiden af Gihon, i dalen" (dvs. nachal--navnet på Kedrondalen).

3. Profeternes Zion:

Zion, omdøbt til Davidsbyen, lå altså oprindeligt på denne østlige højderyg. Men navnet blev ikke der. Det synes næsten, som om navnet blev udvidet til tempelområdet, da arken blev ført dertil, for hos de før-eksilske profeter synes henvisningerne til Zion alle at have sigtet til tempelbjerget. For at anføre nogle få eksempler: "Og Jahve vil skabe over hele Zions bjergs bolig og over hendes forsamlinger en sky og røg om dagen og skæret af flammende ild om natten" (Es 4,5); "Hærskarers Jahve, som bor på Zions bjerg" (Es 8,18); "Lad os gå op til Zion til Jahve vor Gud" (Jer 31,6); "Jahve skal herske over dem på Zions bjerg" (Mika 4,7). Alle disse, og mange flere, viser klart, at Zion på den tid var tempelbjerget.

4. Zion i senere poetiske skrifter og apokryferne:

I mange af de senere skrifter, især i poetiske henvisninger, synes Zion at være ensbetydende med Jerusalem; enten i parallelisme (Sl 102,21; Am 1,2; Mika 3,10; Mika 3,12; Zak 1,14; Zak 1,17; Zak 8,3; Zak 3,16) eller alene (Jer 3,14; Klag 5,11); selv her vil mange af henvisningerne passe lige så godt på tempelbjerget. Udtrykket »Zions datter« anvendes om de bortførte jøder (Klag 4,22), men i andre henvisninger om Jerusalems folk (Es 1,8; Es 52,2; Jer 4,31, osv.). Når vi kommer til Apokryferne, findes der i 2 Esdras flere henvisninger, hvor Zion bruges om Judas bortførte folk (2,40; 3,2.31; 10,20.39.44), men »Zions bjerg« er i denne og andre bøger (f.eks. 1 Makk 4,37.60; 5,54; 6,48.62, osv.) altid tempelbjerget.

5. Navnet udeladt af nogle forfattere:

Det er blevet påpeget som en mærkelig og uforklarlig undtagelse, at der i Ezekiel såvel som i Krønikebøgerne, Ezra og Nehemias ikke nævnes Zion, bortset fra den tilfældige henvisning til Davids erobring af jebusiternes fæstning. Henvisningerne hos de andre profeter og i Salmerne er så talrige, at der må være en religiøs grund til dette. Krønikeskriveren (2 Krøn 3,1) er også den eneste, der omtaler templet som beliggende på Morija-bjerget. Det er også bemærkelsesværdigt, at kun i disse bøger (2 Krøn 27,3; 2 Krøn 33,14; Neh 3,26; Neh 11,21) forekommer navnet »Ofel« som betegnelse for en del af den sydøstlige høj, der tilsyneladende lige så passende kunne være blevet kaldt Zion. Se Ofel. Josefus bruger aldrig navnet »Zion«, og det forekommer heller ikke i Det Nye Testamente, undtagen i to citater (Hebr 12,22; Åb 14,1).

6. Navnet »Zion« i kristen tid:

Blandt de tidligste kristne forfattere, der nævner »Zion«, brugte Origenes det som ensbetydende med tempelbjerget, men i det 4. århundrede begynder forfattere at lokalisere det oppe på den sydlige del af den vestlige høj. Det var en periode, hvor bibelsk topografi blev fastlagt på en meget vilkårlig måde, uden nogen videnskabelig eller kritisk undersøgelse af bevismaterialet, og da denne tradition først var etableret, forblev den, ligesom mange sådanne traditioner, uimodsagt indtil de allerseneste år. W. F. Birch har en stor del af æren for udbredelsen af de nyere synspunkter, som nu tilsluttes af næsten enhver nulevende autoritet på Jerusalems topografi.

LITTERATUR.

Se især kapitel vi i Smiths Jerusalem; for et forsvar for den ældre opfattelse se Kuemmel, Materialien z. Topog. des alt. Jerusalem.

E. W. G. Masterman