Jerusalem

Kaldes også Salem, Ariel, Jebus, “Guds by”, den “hellige by”; af de moderne arabere el-Khuds, som betyder “den hellige”; engang “Judas by” (2 Krøn 25,28). Dette navn står i grundteksten i dualis og betyder “fredens ejendom” eller “fredens grundvold”. Dualisformen sigter sandsynligvis til de to bjerge, som den blev bygget på, nemlig Zion og Morija; eller, som nogle mener, til byens to dele, den “øvre” og den “nedre by”. Jerusalem er en “bjergby, tronende på en bjergfæstning” (jf. Sl 68,15, 16; 87,1; 125,2; 76,1.2; 122,3). Den ligger på kanten af et af de højeste plateauer i Israels land og er på den sydøstlige, sydlige og vestlige side omgivet af dybe og stejle kløfter.

Den nævnes første gang i Skriften under navnet Salem (1 Mos 14,18; jf. Sl 76,2). Da den første gang nævnes under navnet Jerusalem, var Adonizedek dens konge (Jos 10,1). Senere nævnes den blandt Benjamins byer (Dom 19,10; 1 Krøn 11,4); men på Davids tid var den delt mellem Benjamin og Juda. Efter Josvas død blev byen indtaget og sat i brand af Judas mænd (Dom 1,1-8); men jebusitterne blev ikke fuldstændigt fordrevet fra den. Byen nævnes ikke igen, før det fortælles, at David bragte Goliats hoved dertil (1 Sam 17,54). Senere førte David sine styrker mod jebusitterne, som stadig boede inden for dens mure, og drev dem ud; han tog selv bolig på Zion, som han kaldte “Davids by” (2 Sam 5,5-9; 1 Krøn 11,4-8). Her byggede han et alter for Herren på jebusitten Araunas tærskeplads (2 Sam 24,15-25), og dertil førte han pagtens ark op og stillede den i det nye tabernakel, som han havde gjort klar til den. Jerusalem blev nu rigets hovedstad.

Efter Davids død byggede Salomo templet, et hus for Herrens navn, på Morija bjerg (1010 f.Kr.). Han styrkede og forskønnede også byen i høj grad, og den blev det store centrum for alle folkets borgerlige og religiøse anliggender (5 Mos 12,5; jf. 12,14; 14,23; 16,11-16; Sl 122).

Efter rigets deling, da Salomos søn Rehabeam kom på tronen, blev Jerusalem hovedstad i riget med de to stammer. Senere blev den ofte indtaget og generobret af egypterne, assyrerne og Israels konger (2 Kong 14,13, 14; 18,15.16; 23,33-35; 24,14; 2 Krøn 12,9; 26,9; 27,3, 4; 29,3; 32,30; 33,11), indtil den til sidst, på grund af folkets overvældende uretfærdighed, efter en belejring på tre år blev indtaget og fuldstændigt ødelagt, dens mure jævnet med jorden, og dens tempel og paladser fortæret af ild, af Nebukadnezar, Babylons konge (2 Kong 25; 2 Krøn 36; Jer 39), 588 f.Kr. Ødelæggelsen af byen og landet blev fuldendt ved de ledende jøders tilbagetog til Egypten (Jer 40-44), og ved den endelige bortførelse til Babylon af alle, som endnu var tilbage i landet (52,3), så den blev efterladt uden indbygger (582 f.Kr.). Sammenlign forudsigelserne, 5 Mos 28; 3 Mos 26,14-39.

Men Jerusalems gader og mure skulle igen bygges, i trange tider (Dan 9,16, 19, 25), efter et fangenskab på halvfjerds år. Denne genoprettelse begyndte 536 f.Kr., “i Kyros’ første år” (Ezra 1,2, 3, 5-11). Ezras og Nehemias’ bøger indeholder historien om genopbygningen af byen og templet og genoprettelsen af jødernes rige, bestående af en del af alle stammerne. Det rige, der således blev dannet, var i to århundreder under Persiens herredømme, indtil 331 f.Kr.; og derefter, i omkring halvandet århundrede, under herskerne i det græske rige i Asien, indtil 167 f.Kr. I et århundrede bevarede jøderne deres uafhængighed under indfødte herskere, de hasmonæiske fyrster. Ved slutningen af denne periode kom de under Herodes’ og hans families medlemmers styre, men i praksis under Rom, indtil Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. Byen blev da lagt i ruiner.

Det moderne Jerusalem begyndte efterhånden at blive bygget oven på de enorme lag af murbrokker, som var resultatet af den gamle bys fald; og selv om den bestemt ligger på samme sted, findes der ingen vidnesbyrd om, at selv dens gadeforløb nu er, som de var i den gamle by. Indtil 131 e.Kr. underkastede de jøder, der stadig opholdt sig omkring Jerusalem, sig roligt det romerske styre. Men i det år genopbyggede og befæstede kejseren (Hadrian) byen for at holde dem under kontrol. Jøderne tog den dog i besiddelse, idet de under ledelse af en Bar-Chohaba (dvs. “stjernens søn”) havde rejst sig i oprør mod romerne. Omtrent fire år senere (135 e.Kr.) blev de imidlertid drevet ud af den med stort blodbad, og byen blev igen ødelagt; og over dens ruiner blev der bygget en romersk by, kaldet Aelia Capitolina, et navn den beholdt, indtil den kom under muslimernes herredømme, da den blev kaldt el-Khuds, dvs. “den hellige”.

I 326 e.Kr. foretog Helena, kejser Konstantins mor, en pilgrimsrejse til Jerusalem med det formål at finde de steder, der nævnes i vor Herres liv. Hun lod en kirke bygge på det, man dengang mente var fødselsstedet i Betlehem. Konstantin, tilskyndet af hendes eksempel, søgte efter den hellige grav og byggede over det formodede sted en prægtig kirke, som blev fuldført og indviet i 335 e.Kr. Han lempede de love mod jøderne, som indtil da havde været i kraft, og tillod dem én gang om året at besøge byen og klage over ødelæggelsen af “det hellige og skønne hus”.

I 614 e.Kr. indtog perserne, efter at have besejret kejser Heraklios’ romerske styrker, Jerusalem med storm og beholdt den indtil 637 e.Kr., da den blev indtaget af araberne under kaliffen Omar. Den forblev i deres besiddelse, indtil den i 960 e.Kr. kom under de fatimidiske kaliffers herredømme i Egypten, og i 1073 e.Kr. under turkmenerne. I 1099 e.Kr. tog korsfareren Godfred af Bouillon byen fra muslimerne med stort blodbad og blev valgt til konge af Jerusalem. Han omdannede Omars moské til en kristen katedral. I de følgende otteogfirs år blev der opført mange kirker og klostre i den hellige by. Gravkirken blev genopbygget i denne periode, og den alene består den dag i dag. I 1187 e.Kr. fravristede sultan Saladin byen fra de kristne. Fra den tid og til i dag har Jerusalem, med få afbrydelser, været i muslimernes hænder. I denne periode er den dog igen og igen blevet indtaget og generobret, for en stor del nedrevet og genopbygget; ingen by i verden har gennemgået så mange omskiftelser.

I året 1850 havde de græske og latinske munke, som boede i Jerusalem, en voldsom strid om vogterskabet over de såkaldte “hellige steder”. I denne strid tog kejser Nikolaj af Rusland parti for grækerne, og Louis Napoleon, franskmændenes kejser, for latinerne. Dette førte til, at de tyrkiske myndigheder afgjorde spørgsmålet på en måde, som var utilfredsstillende for Rusland. Heraf udsprang Krimkrigen, som blev langvarig og blodig, men som fik vigtige følger ved at nedbryde barriererne for tyrkisk eksklusivitet.

Det moderne Jerusalem “ligger nær toppen af en bred bjergryg, som strækker sig uden afbrydelse fra Esdraelons slette til en linje trukket mellem den sydlige ende af Det Døde Hav og Middelhavets sydøstlige hjørne.” Dette høje, ujævne plateau er overalt fra 20 til 25 geografiske mil i bredden. I oldtiden var det kendt som Efraims og Judas bjerge.

“Jerusalem er en kontrasternes by og adskiller sig meget fra Damaskus, ikke blot fordi den er en stenby i bjergene, mens sidstnævnte er en lerby på en slette, men fordi muslimsk religion og orientalsk skik i Damaskus er ublandet med noget fremmed element, mens enhver form for religion, enhver nationalitet fra øst og vest, på én gang er repræsenteret i Jerusalem.”

Jerusalem nævnes første gang under dette navn i Josvas Bog, og Tell-el-Amarna-samlingen af tavler omfatter seks breve fra dens amoritiske konge til Egypten, som omtaler Abiris angreb omkring 1480 f.Kr. Navnet staves dér Uru-Salim (“fredens by”). En anden monumental optegnelse, hvori Den Hellige By nævnes, er beretningen om Sankeribs angreb i 702 f.Kr. “Assyrernes lejr” blev stadig vist frem omkring 70 e.Kr., på det flade område mod nordvest, indbefattet i byens nye kvarter.

Davids by omfattede både den øvre by og Millo og var omgivet af en mur, bygget af David og Salomo, som synes at have genoprettet de oprindelige jebusitiske befæstninger. Navnet Zion (eller Sion) synes, ligesom Ariel (“Guds arne”), at have været en poetisk betegnelse for Jerusalem, men i den græske tidsalder blev det mere særligt brugt om tempelbjerget. Præstekvarteret voksede frem på Ofel, syd for templet, hvor også Salomos palads lå uden for den oprindelige Davids by. Byens mure blev udvidet af Jotam og Manasse, så de omfattede denne forstad og templet (2 Krøn 27,3; 33,14).

Jerusalem er nu en by med omkring 50.000 indbyggere, med gamle middelaldermure, delvis på de gamle linjer, men strækker sig ikke så langt mod syd. De traditionelle steder blev som regel først udpeget i det 4. og senere århundreder e.Kr. og har ingen autoritet. Resultaterne af udgravninger har dog afgjort de fleste omstridte spørgsmål, idet grænserne for tempelområdet og de gamle mures forløb er blevet sporet.