Apostolat og tjeneste (2 Kor 1–7)
Hovedtemaet er apostolatet — her i deskriptiv form. Apostlen deltager i Kristi triumftog, er Kristi vellugt blandt frelste og fortabte, og driver ikke handel med Guds ord. Paulus forsvarer sit apostolat uden at anbefale sig selv: menigheden er selv hans anbefaling, et Kristusbrev blevet til ved hans tjeneste. Tjenesten er den nye pagts og Åndens tjeneste, som fører til retfærdighed — modsat Moses’ (den gamle pagts) dødens og bogstavens tjeneste med en herlighed, der forsvandt og måtte tilsløres. I Kristus fjernes sløret, og de troende forvandles fra herlighed til herlighed. Apostlen bærer skatten i lerkar, så kraften er Guds; lidelse er ikke fiasko, men kendetegn på apostolatet, hvorigennem Kristi liv bliver synligt. Indholdet er forligelsens tjeneste: lad jer forlige med Gud.
Apostolat og forsvar (2 Kor 10–13)
Efter et mellemspil om kollekten (kap. 8–9) vender Paulus tilbage til apostolatet — nu polemisk og ironisk, rettet mod de falske overapostle. De lægger vægt på anbefalingsbreve, imponerende fremtræden, retorik og betaling. Paulus mangler alle fire ydre tegn (svag fremtræden, dårlig taler, ingen anbefalinger, tager ikke betaling), men har de sande aposteltegn — bl.a. undere og tegn.
Herligheds og korsteologi er en grundlæggende modsætning i brevet. De falske apostle er herlighedsteologer, stolte “ifølge kødet” — af afstamning, retorik, visdom, anerkendelse og ekstatiske syner; succes er deres kriterium. Paulus er korsteolog: Guds magt udøves i magtesløshed (12,9), Kristi liv åbenbares i lidelsen (4,10), og Gud oprejser de døde og trøster i trængslen (1,3-11). Netop gennem den svage, lidende og afviste apostel skabte Gud liv og rev sløret af menneskers hjerter. Vil Paulus rose sig af noget ydre, kan han kun rose sig af sin svaghed.