Forfatter og sammenhæng
Anden Mosebog knyttes traditionelt til Moses. I selve bogen omtales han flere steder som den, der skriver Guds ord ned – blandt andet i forbindelse med pagten på Sinaj og lovgivningen. Bogen hænger tæt sammen med Første Mosebog, både gennem gentagelsen af Israels sønners navne og ved at Josefs knogler føres med ud af Egypten. Det peger på en samlet fortælling med rødder i et essentielt mosaisk forfatterskab, muligvis med senere redaktionelle tilføjelser.
Historien
Bogen fortsætter, hvor Første Mosebog slutter. Israels folk er blevet talrigt i Egypten, men bliver efterhånden undertrykt og gjort til slaver.
Gud kalder Moses til at føre folket ud af fangenskabet. Gennem dramatiske begivenheder – plagerne over Egypten og overgangen over Sivhavet – viser Gud sin magt og udfrier sit folk.
Herefter begynder rejsen mod Sinaj, hvor Gud indgår pagt med Israel og giver dem lovene, der skal forme dem som hans folk.
Baggrund
Tidspunktet for udvandringen fra Egypten diskuteres blandt forskere, men placeres ofte enten omkring 1200 f.Kr. eller ca. 1450 f.Kr. Arkæologiske fund og samtidige traktatformer fra oldtiden viser paralleller til de bibelske beskrivelser af samfund og pagt, selvom der ikke findes direkte samtidige kilder til selve udvandringen.
Kernebudskab
Anden Mosebog handler først og fremmest om Guds frelse og hans forhold til sit folk.
Gud udfrier Israel fra slaveriet
Gud åbenbarer sig og giver loven
Gud slutter pagt med sit folk
Gud tager bolig midt iblandt dem
Fortællingen kulminerer med opførelsen af Åbenbaringsteltet, hvor Guds nærvær fylder lejren.
Vigtige temaer
Frelse: Gud griber ind i historien og befrier sit folk
Pagt: Israel bliver Guds folk gennem en bindende aftale
Lov: De ti bud og øvrige love former livet som Guds folk
Guds nærvær: Gud bor midt iblandt sit folk
Moses som formidler: Han taler på folkets vegne og viderebringer Guds vilje
Samtidig viser bogen spændingen mellem lydighed og modstand – både hos Farao og hos Israel selv.