Jesus’ kongemagt viser sig ikke politisk, men gennem liv, lys, sandhed og mirakler. Den centrale titel er derfor Guds Søn, som i Johannes ikke blot er en ydre betegnelse, men viser et unikt indre fællesskab med Gud Fader: Sønnen er Gud, men samtidig i relation til Faderen.
Jesus beskrives som præeksisterende (før sin jordiske tilværelse) og sendt fra Gud. Forholdet mellem Fader og Søn er kendetegnet ved kærlighed, enhed i vilje, handling og erkendelse, men også en funktionel underordning, hvor Jesus udfører Faderens vilje.
Derfor kan Jesus åbenbare Gud fuldt ud: hans ord er Guds ord, og hans gerninger er Guds gerninger. At kende Jesus er at kende Gud.
Titlen Menneskesønnen understreger både hans himmelske oprindelse og hans ophøjelse gennem korsfæstelsen, som ses som vejen til herliggørelse og tilbagevenden til Faderen.