Romerbrevet - Brug bibelen

Introduktion

Rom 1,1-17

Alle menneskers uretfærdighed

Rom 1,18-3,20

En retfærdighed der retfærdiggør den skyldige

Rom 3,21-4,25

Guds retfærdiggørelse giver en evig frelse

Rom 5,1-8,39

Israels plads i Guds frelsesplan

Rom 9,1-11,36

Retfærdighed udøvet igennem

Rom 12,1-15,13

Afslutning

Rom 15,14-16,27

Forfatter
Paulus
Hovedpointer
Alle mennesker er syndere (1,18-3,20). Paulus deler menneskeheden i tre grupper, alle stillet over for Guds åbenbaring: hedningerne har mødt den naturlige åbenbaring, jøderne Moseloven. Alle kender Gud og hans lov og er derfor uden undskyldning. Konklusion: hele verden står strafskyldig over for Gud (3,9b; 3,19).

Guds retfærdighed åbenbares nu uden lov, ved tro på Kristus (3,21-4,25). Det er en fremmed retfærdighed, der kommer fra Gud og skænkes den troende. Gud erklærer synderen retfærdig (juridisk term, dikaioō). Grundlaget er Jesu død, beskrevet som løskøbelse (fokus på skyld/straf) og soning (fokus på syndens udslettelse). Soningen skaber fred mellem Gud og menneske = forsoning. Paulus går tilbage til Adam (5,12-21): som synd og død kom ind ved Adam og tilregnes alle, tilregnes Kristi lydighed og retfærdige liv den troende. Adam giver død, fordømmelse, syndestatus — Kristus giver retfærdighed, liv, herredømme.

Den kristnes nye liv (5,1-8,39) er kendetegnet ved tre former for frihed: frihed fra synden (kap. 6 — i dåben dør det gamle menneske, det nye lever for Gud), frihed fra loven (7,1-13 — loven var syndens anledning og redskab i det gamle menneske) og frihed fra døden (kap. 8). I 7,14-25 (nutid) beskriver Paulus, at den kristne stadig begår synd pga. synden, der bor i ham — men i Kristus er der ingen fordømmelse, for Ånden giver vished om barnekår, arv og kommende herliggørelse.

Hvorfor afviste flertallet af jøder Jesus? Den tematik behandles i 9,11-11,36. Det var Ikke fordi Guds ord slog fejl — løfterne opfyldes i et “mindre Israel” (de troende jøder) inden i det etniske Israel (9,6). Udvælgelsen (Isak frem for Ismael, Jakob frem for Esau) er suveræn og ubetinget. Gud er fri til at vise barmhjertighed (9,15-18); forhærdelsen er derimod betinget af menneskets egen forhærdelse. Pottemager-billedet (9,20-23) viser kun en enkelt positiv forudbestemmelse til frelse — ikke dobbelt prædestination. Kapitel 11 visser, at forkastelsen hverken total (der er altid en rest) eller definitiv. Det jødiske flertals fald bragte frelsen til hedningerne for at ægge jøderne til misundelse.

Den generelle formaning (12,1-2): bring dig selv som levende offer og lad dig forvandle er overskriften for en række formaninger frem til 15,6. Konkretiseringer: brug nådegaverne i legemet (12,3-8), vis kærlighed i praksis (12,9-21), underordn dig den civile øvrighed (13,1-7), skyld kun kærlighed (13,8-10) med henblik på Jesu genkomst (13,11-14), og hensynet mellem svage (sandsynligvis jødekristne) og stærke (hedningekristne) — den stærke skal ikke dømme eller bringe den svage til fald (14,1–15,6).