Byen

Den første bybygger er brodermorderen Kain. Byen er fra begyndelsen tvetydig: civilisationens vugge, men bygget i landflygtighed fra Guds ansigt.

Menneskeheden bygger en by med et tårn der skal nå himlen — »for at vi kan gøre os et navn«. Gud spreder dem og forvirrer sproget. Babel er anti-Jerusalem: menneskelig stræben opad vs. guddommelig nedstigning. Forvirringen ophæves ved pinse (ApG 2).

Abraham forhandler med Gud om Sodoma: »Vil du virkelig udrydde den retfærdige sammen med den ugudelige?« Ikke engang ti retfærdige findes. Byen ødelægges. Sodoma er advarslen: en by uden retfærdighed står ikke.

David erobrer Jebus og gør den til sin hovedstad — Jerusalem, Davids by. Herefter knyttes pagten, kongedømmet og templet til denne by. Jerusalem er Guds udvalgte sted — men dens udvalgthed beskytter den ikke mod dom.

Jeremias advarer Jerusalem: templets tilstedeværelse er ingen garanti. Byen kan ødelægges ligesom Shilo. Jerusalems privilegium forvandles til en skærpet dom. Byen der bærer Guds navn kan stadig falde.

Esajas profeterer et fornyet Jerusalem: »Folkeslagene vandrer mod dit lys, konger mod din strålende opgang.« Byen får Gud selv som sin sol. Visionen overskrider den historiske by og peger mod den eskatologiske.

Jesus ser byen og græder: »Gid du på denne dag havde forstået, hvad der tjener til din fred.« Kærlighed og dom samles i ét blik. Jerusalem er den elskede by der afviser sin frelser — og som derfor »jævnes med jorden«.

Paulus skelner mellem det nuværende Jerusalem (i trældom med sine børn) og »det Jerusalem som er deroppe« (frit). Den sande by er ikke den jordiske men den himmelske. De to byer — Babel og Jerusalem, trældom og frihed — bliver til et princip, ikke bare en geografi.

Den endelige by stiger ned fra himlen — den bygges ikke af mennesker (som Babel) men skænkes af Gud. Den er pyntet som en brud. Guds bolig er hos menneskene. Intet tempel, ingen tårer, ingen nat. Byen er Bibelens slutbillede: civilisation og paradis forenet.