Velsignelsen

Den første velsignelse: frugtbarhed, formering, herredømme. Velsignelse er ikke en abstrakt bøn men en guddommelig udtalelse der sætter noget i gang. Skabelsens velsignelse gælder livet selv.

Abrahamskaldet er indrammet af velsignelse: Gud velsigner Abraham, gør ham til en velsignelse og velsigner alle jordens folk gennem ham. Velsignelsen er kanalen for Guds universelle plan.

Jakob snyder sig til sin fars velsignelse. Den er uigenkaldelig — selv bedrag kan ikke annullere det velsignende ord. Historien er moralsk tvivlsom men teologisk vigtig: velsignelsen er kraftfuld nok til at bære sin egen uværdige modtager.

»Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.« Tre led, tre gange Herrens navn. Velsignelsen er den mest brugte liturgiske tekst i jødisk og kristen gudstjeneste — velsignelsens koncentrat.

Moseloven stiller et valg: velsignelse for lydighed, forbandelse for ulydighed. Velsignelserne er konkrete: afgrøder, kvæg, sejer, omdømme. Pagtens to veje — liv og død — udstilles. Valget er reelt og konsekvenserne håndgribelige.

Salmen forbinder Guds velsignelse af Israel med folkeslagenes frelse: »Gud velsigne os, så hele jorden kender din vej.« Velsignelsen er missionarisk — den gives for at gives videre. Abrahams kald genklinger.

Jesus velsigner de fattige i ånden, de sørgende, de sagtmodige, de forfulgte. Velsignelsen vendes på hovedet — den gælder ikke de åbenlyst priviligerede men dem der mangler. Det er den nye pagts velsignelsestale, Bjergprædikenens portal.

Paulus åbner sit brev med en doksologi: »Lovet være Gud … som har velsignet os med al åndelig velsignelse i den himmelske verden i Kristus.« Velsignelsen er nu fuldstændig (»al«), åndelig og i Kristus. Temaet når sin fylde.