Ypperstepræst

Aron var den første, der højtideligt blev indsat i dette embede (2 Mos 29,7; 30,23; 3 Mos 8,12). Han bar en særlig dragt, som ved hans død gik over til hans efterfølger i embedet (2 Mos 29,29, 30). Foruden de klæder, han bar fælles med alle præster, var der fire, som var særlige for ham som ypperstepræst:

Efodens “kappe”, helt blå, af “vævet arbejde”, båret lige under efoden. Den var uden søm eller ærmer. Sømmen eller nederdelen var prydet med granatæbler og guldbjælder, tooghalvfjerds af hver i skiftevis orden. Bjældernes lyd gjorde folket i den ydre forgård opmærksomt på det tidspunkt, hvor ypperstepræsten gik ind i helligdommen for at brænde røgelse for Herren (2 Mos 28).

“Efoden” bestod af to dele, hvoraf den ene dækkede ryggen og den anden brystet, og de blev forbundet med det “kunstfærdige bælte”. Den var lavet af fint tvundet linned og prydet med guld og purpur. Hver af skulderstropperne var smykket med en kostbar sten, hvorpå navnene på de tolv stammer var indgraveret. Dette var ypperstepræstens særlige embedsdragt (1 Sam 2,28; 14,3; 21,9; 23,6, 9; 30,7).

“Dombrystskjoldet” (2 Mos 28,6-12, 25-28; 39,2-7) af “kunstfærdigt arbejde”. Det var et stykke tøj lagt dobbelt, en håndsbredde i kvadrat. Det bar tolv kostbare sten, indfattet i fire rækker med tre i hver række, og disse udgjorde Urim og Tummim (se dette). På disse sten var navnene på de tolv stammer indgraveret. Når ypperstepræsten, klædt i efoden og brystskjoldet, spurgte Herren, blev svar givet på en eller anden hemmelighedsfuld måde ved Urim og Tummim (1 Sam 14,3, 18, 19; 23,2.4.9.11.12; 28,6; 2 Sam 5,23).

“Mitren”, eller den øverste turban, et snoet bånd på otte yards (ca. 7,3 m) af fint linned, viklet til en hue, med en guldplade foran, indgraveret med “Hellighed for Herren”, fastgjort til den med en blå snor.

Ypperstepræsten alene havde lov til at gå ind i det allerhelligste, hvilket han kun gjorde én gang om året, på den store forsoningsdag, for “vejen ind i det allerhelligste var endnu ikke blevet åbenbaret” (Hebr 9; 10). Iført sine pragtfulde præsteklæder gik han ind i templet for hele folkets øjne, og derefter lagde han dem til side og tog i det skjulte kun sine linnedklæder på; så gik han alene ind i det allerhelligste og skaffede soning, idet han stænkede syndofferets blod på sonedækket og bragte røgelse. Derefter tog han igen sine strålende klæder på og viste sig på ny for folket (3 Mos 16). Således blev brugen af disse klæder forbundet med forsoningsdagen.

Ypperstepræstens embede, dragt og tjeneste var forbilleder på vor Herres præstedømme (Hebr 4,14; 7,25; 9,12, osv.).

Det antages, at der i alt var treogfirs ypperstepræster, begyndende med Aron (1657 f.Kr.) og sluttende med Phannias (70 e.Kr.). Ved den første indstiftelse blev ypperstepræstens embede beklædt på livstid (men jf. 1 Kong 2,27), og det var arveligt i Arons slægt (4 Mos 3,10). Embedet fortsatte i linjen fra Eleazar, Arons ældste søn, i to hundrede og seksoghalvfems år, da det gik over til Eli, den første af Itamars linje, som var Arons fjerde søn. I denne linje fortsatte det til Ebjatar, som Salomo afsatte, og i hans sted indsatte han Sadok af Eleazars slægt (1 Kong 2,35), hvor det forblev indtil fangenskabets tid. Efter hjemkomsten blev Josva, Josedeks søn, af Eleazars slægt, indsat i dette embede. Efter ham blev arvefølgen fra tid til anden ændret under præstelige eller politiske påvirkninger.