Ydmyghed

hu-mil'-i-ti (~[`anawah]; tapeinophrosune):

(1) Navneordet forekommer i Det Gamle Testamente kun i Ordsp 15,33; Ordsp 18,12; Ordsp 22,4, men tillægsordet "ydmyg" optræder ofte som oversættelse af `ani, `anaw, shaphal, der også betyder "fattig", "plaget"; udsagnsordet som oversættelse af `anah, "at plage", "at ydmyge", og af kana`, "at blive ydmyget"; tsana`, "at være ringe", forekommer i Mika 6,8. For "ydmyg" (Sl 9,12; Sl 10,12) har Revised Version (British and American) "fattig"; Sl 10,17; Sl 34,2; Sl 69,32, "sagtmodig"; for "ydmyget" (Sl 35,13), "plaget" (Es 2,11; Es 10,33), "bragt lavt"; for "Han ydmyger sig" (Es 2,9) "bliver bragt lavt", randnote "ydmyger sig"; Sl 10,10, "bøjer sig ned"; tapeinophrosune oversættes "ydmyghed" (Kol 2,18; Kol 2,23; 1 Pet 5,5); flere andre steder oversættes det "ringehed" og "sindets ringehed"; tapeinos oversættes "ydmyg" (Jak 4,6; 1 Pet 5,5; andre steder "ringe" osv.; 1 Pet 3,8, tapeinophron), Revised Version (British and American) "ydmygt sindet"; tapeinoo, "at ydmyge", forekommer ofte (Matt 18,4; Matt 23,12 osv.); tapeinosis er "ydmygelse" (ApG 8,33); for "usselt legeme" (Fil 3,21) giver Revised Version (British and American) "vor ydmygelses legeme."

(2) (a) I Det Gamle Testamente såvel som i Det Nye Testamente er ydmyghed et væsentligt kendetegn på sand fromhed, eller på det menneske, der står ret over for Gud. Gud ydmyger mennesker for at føre dem til sig (5 Mos 8,2; 5 Mos 8,3 osv.), og det er, når mennesker ydmyger sig for ham, at de bliver taget imod (1 Kong 21,29; 2 Krøn 7,14 osv.); at "vandre ydmygt med din Gud" fuldender de guddommelige krav (Mika 6,8). I Sl 18,35 (2 Sam 22,36) tilskrives egenskaben Gud selv: "Din mildhed (eller nedladenhed) har gjort mig stor." Om "ham, der har sit sæde i det høje", siges det (hebraisk), at han "ydmyger (shaphel) sig for at se det, der er i himlen og på jorden" (Sl 113,6). Det er i det ydmyge hjerte, at "den høje og ophøjede, .... hvis navn er Hellig" bor (Es 57,15; jf. Es 66,2).

(b) Ordet tapeinophrosune findes ikke i klassisk græsk (Lightfoot); i Det Nye Testamente (med undtagelse af 1 Pet 5,5) er det paulinsk. Hos græske førkristne forfattere bruges tapeinos, med nogle få undtagelser hos Platon og platoniske forfattere, i en dårlig eller underordnet betydning--som betegnelse for noget ondt eller uværdigt. Den fremtrædende plads, det fik i kristen tænkning, viser den nye forståelse af mennesket i forhold til Gud, til sig selv og til sine medmennesker, som skyldes kristendommen. Det indebærer på ingen måde slaviskhed eller kryberi; og det er heller ikke uforeneligt med en rigtig vurdering af sig selv, ens gaver og Guds kald, eller med passende selvhævdelse, når det kræves. Men den sædvanlige sindstilstand hos et Guds barn er den hos en, der ikke blot føler, at han skylder Gud alle sine naturlige gaver osv., men at han har været genstand for ufortjent, forløsende kærlighed, og som betragter sig selv som ikke sin egen, men Guds i Kristus. Han kan ikke ophøje sig selv, for han ved, at han intet har af sig selv. Det ydmyge sind ligger således ved roden af alle andre nådegaver og dyder. Selvophøjelse ødelægger alt. Der kan ikke være virkelig kærlighed uden ydmyghed. "Kærligheden," sagde Paulus, "praler ikke, bilder sig ikke noget ind" (1 Kor 13,4). Som Augustin sagde, er ydmyghed det første, det andet og det tredje i kristendommen.

(c) Jesus indprentede ikke blot stærkt sine disciple nødvendigheden af ydmyghed, men var i sig selv dens højeste eksempel. Han beskrev sig selv som "sagtmodig og ringe (tapeinos) af hjertet" (Matt 11,29). Den første af saligprisningerne gjaldt "de fattige i ånden" (Matt 5,3), og det var "de sagtmodige", som skulle "arve jorden". Ydmyghed er vejen til sand storhed: den, der "ydmyger sig som dette lille barn", skal være "den største i Himmeriget"; "Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes" (Matt 18,4; Matt 23,12; Luk 14,11; Luk 18,14). For det ydmyge sind åbenbares sandheden (Matt 11,25; Luk 10,21). Jesus gav et gribende eksempel på ydmyghed, da han vaskede sine disciples fødder (Joh 13,1-17).

(d) Paulus retter derfor en alvorlig appel til kristne (Fil 2,1-11) om, at de skal værne om og vise deres Herres ydmyge ånd--"i sindets ringehed hver især regnende de andre for bedre end sig selv"--og han anfører det højeste eksempel på Kristi selvtømning (kenosis): "Lad det sind være i jer, som også var i Kristus Jesus" osv. Gengivelsen af heauton ekenosen (Fil 2,7 King James Version) med "han ydmygede sig selv" har givet anledning til betegnelsen af inkarnationen som "Kristi ydmygelse".

(e) Der findes en falsk ydmyghed, som Paulus advarer imod, en selvsøgt, "selvvalgt ydmyghed" (Kol 2,18; Kol 2,23). Den findes stadig i mange former og må man vogte sig for. Det er ikke ægte ydmyghed, når vi ydmyger os med følelsen af, at vi er større end andre, men kun når vi slet ikke tænker på os selv. Det er ikke alene syndsbevidstheden, der skal skabe den ydmyge ånd: Jesus havde ingen synd. Den hører ikke blot skabningen til, men endog en søn i forhold til Gud. Der kan være megen selvtilfredshed, hvor syndighed bekendes. Vi kan være stolte af vores ydmyghed. Det er også altid nødvendigt at vogte sig for "stoltheden, der efteraber ydmyghed."

W. L. Walker