Saul

Bedt om.

En konge i Edom (1 Mos 36,37, 38); kaldet Shaul i 1 Krøn 1,48.

Søn af Kish (sandsynligvis hans eneste søn og et bønnens barn, »bedt om«), af Benjamins stamme, den første konge over det jødiske folk. De særlige forsynsstyrede omstændigheder i forbindelse med hans udvælgelse til konge er nedskrevet i 1 Sam 8-10. Hans fars æselhopper var kommet bort, og Saul blev sendt ud sammen med en tjener for at lede efter dem. Saul og hans tjener forlod hans hjem i Gibea (10,5, »Guds høj«, KJV; bogstaveligt, som i RV's randnote, »Guds Gibea«) og gik mod nordvest over Efraims bjergland; derefter drejede de mod nordøst og kom til »Shalishas land«, derfra østpå til Shalims land og kom til sidst til området Zuf, nær Samuels hjem i Rama (9,5-10). På dette tidspunkt foreslog Saul at vende hjem efter tre dages frugtesløs søgen, men hans tjener foreslog, at de først skulle rådspørge »seeren«. Da de hørte, at han stod i begreb med at bringe offer, skyndte de to sig ind i Rama, og »se, Samuel kom ud imod dem« på vej til »bamah«, dvs. »højden«, hvor der skulle bringes offer; og som svar på Sauls spørgsmål: »Sig mig, jeg beder dig, hvor seerens hus er,« gav Samuel sig til kende for ham. Samuel var af Gud blevet forberedt på hans komme (9,15-17) og tog imod Saul som sin gæst. Han tog ham med til offeret, og efter måltidet »talte han med Saul på hustaget« om alt, hvad han havde på hjerte. Næste morgen »tog Samuel en oliekrukke og hældte den ud over hans hoved« og salvede Saul til konge over Israel (9,25-10,8), idet han gav ham tre tegn som bekræftelse på hans kaldelse til konge. Da Saul nåede hjem til Gibea, blev det sidste af disse tegn opfyldt, og Guds Ånd kom over ham, og »han blev forvandlet til et andet menneske«. Den jævne landmand blev forvandlet til Israels konge; en bemærkelsesværdig forandring indtraf pludselig i hele hans fremtræden, og folket sagde i deres forundring, da de så på Kishs statelige søn: »Er Saul også blandt profeterne?« — et udtryk, som blev til et »ordsprog«. (Jf. 19,24.)

Forbindelsen mellem Saul og Samuel var endnu ukendt for folket. »Salvningen« var sket i hemmelighed. Men nu var tiden kommet, da handlingen måtte bekræftes af folket. Samuel kaldte derfor folket sammen til en højtidelig forsamling »for Herrens ansigt« i Mizpa. Her blev der kastet lod (10,17-27), og loddet faldt på Saul; og da han blev stillet frem for dem, den mest statelige mand i hele Israel, lød for første gang i Israel det høje råb, så luften genlød: »Gud bevare kongen!« Han vendte nu tilbage til sit hjem i Gibea, ledsaget af en slags livvagt, »en flok mænd, hvis hjerter Gud havde rørt«. Da han nåede hjem, lod han dem gå og genoptog det stille slid fra sit tidligere liv.

Kort efter, da han hørte om ammonitten Nahashs adfærd ved Jabesh-Gilead (s.d.), samledes en hær fra alle Israels stammer på hans opfordring ved mødestedet i Bezek, og han førte dem som en stor hær ud i kamp og vandt en fuldstændig sejr over de ammonitiske angribere ved Jabesh (11,1-11). Midt i den almindelige glæde, som denne sejr fremkaldte, blev han nu fuldt ud anerkendt som Israels konge. På Samuels opfordring »gik hele folket til Gilgal, og dér gjorde de Saul til konge for Herrens ansigt i Gilgal«. Samuel salvede ham nu officielt som konge (11,15). Skønt Samuel aldrig ophørte med at være dommer i Israel, kom hans gerning i den egenskab nu i praksis til ophør.

Saul påtog sig nu den store og vanskelige opgave at befri landet fra dets arvefjender, filistrene, og med dette mål samlede han en hær på 3.000 mand (1 Sam 13,1, 2). Filistrene lå i lejr ved Geba. Saul besatte med 2.000 mand Mikmas og Betels bjerg; mens hans søn Jonatan med 1.000 mand besatte Gibea, syd for Geba, og tilsyneladende uden nogen befaling fra sin far »slog« filistrene i Geba. Derved blev filistrene vakt; de samlede en hær på 30.000 stridsvogne og 6.000 ryttere og »folk så talrige som sandet ved havets bred« og slog lejr i Mikmas, som Saul havde forladt til fordel for Gilgal. Saul tøvede nu i syv dage i Gilgal, før han foretog sig noget, sådan som Samuel havde fastsat (10,8); men da han blev utålmodig på den syvende dag, mens dagen var ved at gå på hæld, og han netop havde fuldendt brændofferet, kom Samuel og advarede ham om de skæbnesvangre følger af hans ulydige handling, for han havde ikke ventet længe nok (13,13.14).

Da Saul efter Samuels afrejse drog ud fra Gilgal med sine 600 mand — hans tilhængere var svundet ind til dette antal (13,15) — mod filistrene ved Mikmas (s.d.), havde han sit hovedkvarter under et granatæbletræ ved Migron over for Mikmas, kun adskilt derfra af Wady esSuweinit. Her ved Gibea-Geba hvilede Saul og hans hær uden at vide, hvad de skulle gøre. Jonatan blev utålmodig og planlagde sammen med sin våbendrager et angreb på filistrene, uden at Saul og hæren vidste det (14,1-15). Jonatan og hans våbendrager gik ned i wadien og kravlede på hænder og knæ op til toppen af den smalle klipperyg, der hed Bozez, hvor den filistiske hærs forpost var. De overraskede og dræbte derefter tyve af filistrene, og straks blev hele filisterhæren kastet ud i forvirring og flygtede i stor rædsel. »Der var en meget stor skælven«; en overnaturlig panik greb hæren. Saul og hans 600 mand, en flok som hurtigt voksede til 10.000, opdagede forvirringen og forfulgte filistrenes hær, og slagets bølge rullede helt til Bet-Aven, halvvejs mellem Mikmas og Betel. Filistrene blev fuldstændig slået på flugt. »Sådan frelste Herren Israel den dag.« Mens de forfulgte filistrene, bandt Saul overilet folket med ed og sagde: »Forbandet være den mand, der spiser noget før aften.« Men skønt israelitterne var matte og udmattede, »slog de filistrene den dag fra Mikmas til Ajjalon« (en afstand på 15 til 20 miles). Jonatan havde, mens han gik gennem skoven i forfølgelsen af filistrene, smagt lidt af den honningtavle, der fandtes i rigelige mængder dér (14,27). Dette blev senere opdaget af Saul (vers 42), og han truede med at lade sin søn dø. Folket greb imidlertid ind og sagde: »Ikke et hår på hans hoved skal falde til jorden.« Den, som Gud så tydeligt havde vedkendt sig, og som havde »udvirket denne store frelse i Israel«, måtte ikke dø. »Så holdt Saul op med at forfølge filistrene, og filistrene drog hjem til deres eget sted« (1 Sam 14,24-46); og dermed sluttede felttoget mod filistrene. Dette var Sauls anden store militære succes.

Sauls regeringstid fortsatte imidlertid med næsten uafbrudt krig mod fjenderne rundt omkring ham (14,47.48), og i dem alle viste han sig som sejrherre. Krigen mod amalekitterne er den eneste, der beskrives udførligt (1 Sam 15). Disse Israels ældste og arvelige fjender (2 Mos 17,8; 4 Mos 14,43-45) boede i området syd og sydvest for Israels land. Samuel kaldte Saul til at udføre den »ban«, som Gud havde udtalt (5 Mos 25,17-19) over denne grusomme og ubønhørlige fjende af Israel. Deres syndebæger var nu fuldt. Denne befaling var »prøven på hans moralske egnethed til at være konge«. Saul gik i gang med at udføre den guddommelige befaling; han samlede folket og drog fra Telaim (1 Sam 15,4) mod amalekitterne, som han slog »fra Havila helt til Shur«, idet han fuldstændig ødelagde »hele folket med sværdets æg«, dvs. alle, der faldt i hans hænder. Han gjorde sig imidlertid skyldig i oprør og ulydighed ved at skåne deres konge Agag og ved at se gennem fingre med, at hans soldater skånede de bedste får og okser; og Samuel, som fulgte efter Saul til Gilgal i Jordandalen, sagde til ham: »Fordi du har forkastet Herrens ord, har han også forkastet dig, så du ikke skal være konge« (15,23). Kongedømmet blev revet fra Saul og givet til en anden, nemlig til David, som Herren udvalgte til at være Sauls efterfølger, og som Samuel salvede (16,1-13). Fra den dag »veg Herrens Ånd fra Saul, og en ond ånd fra Herren plagede ham«. Han og Samuel skiltes og skulle kun mødes én gang igen ved en af profetskolerne.

David blev nu hentet som en »dygtig harpe-spiller« (1 Sam 16,16, 18) for at spille for Saul, når den onde ånd plagede ham, og sådan blev han ført ind ved Sauls hof. Han blev en stor favorit hos kongen. Til sidst vendte David tilbage til sin fars hus og til sin sædvanlige gerning som hyrde, måske i omkring tre år. Filistrene trængte endnu en gang ind i landet og samlede deres hær mellem Soko og Azeka, i Efes-Dammim, på den sydlige skråning af Eladalen. Saul og Israels mænd drog ud for at møde dem og slog lejr på den nordlige skråning af den samme dal, som lå mellem de to hære. Det var her, David dræbte Goliat fra Gat, filistrenes forkæmper (17,4-54), en bedrift som førte til den filistiske hærs flugt og fuldstændige nederlag. Saul tog nu David fast i sin tjeneste (18,2); men han blev jaloux på ham (vers 9) og viste ved mange lejligheder sit fjendskab mod ham (vers 10.11), et fjendskab der modnedes til et mordforsæt, som han til forskellige tider forgæves forsøgte at føre ud i livet.

Efter nogen tid »samlede« filistrene »sig« på Jizre'elsletten og slog lejr ved Shunem, på skråningen af Lille Hermon; og Saul »samlede hele Israel« og »slog lejr på Gilboa« (1 Sam 28,3-14). Da Saul ikke var i stand til at få Herrens vilje at vide, begav han sig sammen med to af sine folk til »heksen i Endor«, omkring 7 eller 8 miles borte. Her blev han overvældet af det rystende budskab, som på gådefuld måde blev givet ham af Samuel (vers 16-19), der viste sig for ham. »Han faldt straks så lang han var til jorden og blev meget bange på grund af Samuels ord« (vers 20). Filisterhæren »kæmpede mod Israel, og Israels mænd flygtede for filistrene og faldt dræbt på Gilboas bjerg« (31,1). I sin fortvivlelse over den ulykke, der havde ramt hans hær, »tog Saul et sværd og kastede sig på det«. Og filistrene fandt næste dag »Saul og hans tre sønner faldne på Gilboas bjerg«. Efter at have hugget hans hoved af sendte de det sammen med hans våben til Filistæa og hængte kraniet op i Dagons tempel i Ashdod. De ophængte hans hovedløse krop, sammen med Jonatans, på Bet-Shans mure. Mændene fra Jabesh-Gilead fjernede senere ligene fra dette sted; og efter at have brændt kødet begravede de kroppene under et træ i Jabesh. Resterne blev dog senere flyttet til familiesepulkeret i Zela (2 Sam 21,13, 14).

»Som også kaldes Paulus« (s.d.), apostlens omskærelsesnavn, givet ham måske til minde om kong Saul (ApG 7,58; 8,1; 9,1).