Salomo

Fredelig (hebr. Shelomoh), Davids anden søn med Batseba, dvs. den første efter deres lovlige ægteskab (2 Sam 12). Han blev sandsynligvis født omkring 1035 f.Kr. (1 Krøn 22,5; 29,1). Han efterfulgte sin far på tronen som ganske ung, sandsynligvis omkring seksten eller atten år gammel. Natan, som hans opdragelse blev betroet til, kaldte ham Jedidja, dvs. “elsket af Herren” (2 Sam 12,24, 25). Han var Israels første konge, der var “født i purpuret”. Hans far valgte ham som sin efterfølger og forbigik hans ældre sønners krav: “Sandelig, min søn Salomo skal være konge efter mig.” Hans historie er nedskrevet i 1 Kong 1-11 og 2 Krøn 1-9. Hans ophøjelse til tronen fandt sted før hans fars død og blev især fremskyndet af Natan og Batseba som følge af Adonijas oprør (1 Kong 1,5-40). Under hans lange regering på fyrre år nåede det hebraiske kongedømme sin største glans. Denne periode er med rette blevet kaldt den “augustæiske tidsalder” i de jødiske annaler. Den første halvdel af hans regering var dog langt den lysere og mere fremgangsrige; den sidste halvdel blev formørket af den afgudsdyrkelse, han faldt i, hovedsagelig på grund af sine hedenske ægteskaber (1 Kong 11,1-8; 14,21, 31).

Før sin død gav David afskedsinstruktioner til sin søn (1 Kong 2,1-9; 1 Krøn 22,7-16; 28). Så snart han havde befæstet sig i sit kongerige og ordnet forholdene i sit vidtstrakte rige, indgik han en alliance med Egypten ved ægteskabet med Faraos datter (1 Kong 3,1), om hvem der dog ikke fortælles mere. Han omgav sig med al den luksus og ydre pragt, der hørte en østlig monark til, og hans regering havde fremgang. Han indgik en alliance med Hiram, kongen af Tyrus, som på mange måder ydede ham stor hjælp i hans mange foretagender.

I nogle år før sin død var David travlt optaget af at samle materialer (1 Krøn 29,6-9; 2 Krøn 2,3-7) til at bygge et tempel i Jerusalem som et fast opholdssted for pagtens ark. Han fik ikke lov til at bygge Guds hus (1 Krøn 22,8); den ære var forbeholdt hans søn Salomo.

Efter templets fuldførelse tog Salomo fat på at opføre mange andre betydningsfulde bygninger i Jerusalem og i andre dele af sit kongerige. I det lange tidsrum af tretten år var han optaget af at opføre et kongepalads på Ofel (1 Kong 7,1-12). Det var 100 alen langt, 50 bredt og 30 højt. Dets høje tag blev båret af femogfyrre cedertræssøjler, så hallen lignede en skov af cedertræ; derfor fik den sandsynligvis navnet “Libanonskovhuset”. Foran dette “hus” var der en anden bygning, som blev kaldt Søjlehallen, og foran den igen lå “Domshallen”, eller tronsalen (1 Kong 7,7; 10,18-20; 2 Krøn 9,17-19), “Kongens Port”, hvor han udøvede ret og gav audiens til sit folk. Dette palads var en bygning af stor pragt og skønhed. En del af det blev afsat som bolig for dronningen, Faraos datter. Fra paladset førte en privat trappe af rødt, vellugtende sandeltræ op til templet.

Salomo anlagde også store værker for at sikre byen en rigelig vandforsyning (Præd 2,4-6). Derefter byggede han Millo (LXX, “Akra”) til byens forsvar og fuldførte en række volde omkring den (1 Kong 9,15, 24; 11,27). Han opførte også mange andre fæstningsværker til forsvar for sit kongerige på forskellige steder, hvor det var udsat for fjenders angreb (1 Kong 9,15-19; 2 Krøn 8,2-6). Blandt hans store foretagender må også nævnes opførelsen af Tadmor (se dette opslag) i ørkenen som handelsdepot såvel som militær forpost.

Under hans regering nød Israels land stor handelsmæssig fremgang. Der blev drevet omfattende handel over land med Tyrus, Egypten og Arabien og ad søvejen med Spanien og Indien og Afrikas kyster; derved samlede Salomo vældige lagre af rigdom og af alle nationers produkter (1 Kong 9,26-28; 10,11, 12; 2 Krøn 8,17, 18; 9,21). Dette var Israels “guldalder”. Den kongelige pragt og glans ved Salomos hof var uden sidestykke. Han havde syv hundrede hustruer og tre hundrede medhustruer, et vidnesbyrd på én gang om hans stolthed, hans rigdom og hans sanselighed. Underholdet af hans husholdning medførte enorme udgifter. Det, der krævedes til én dag, var “tredive mål fint mel og tres mål mel, ti fede okser og tyve okser fra græsgangene og hundrede får, foruden hjorte, gazeller, dådyr og fedet fjerkræ” (1 Kong 4,22, 23).

Salomos regering var ikke blot en periode med stor materiel fremgang, men var i lige så høj grad bemærkelsesværdig for sin intellektuelle aktivitet. Han var også sit folks leder i denne opblomstring af et nyt åndsliv iblandt dem. “Han talte tre tusind ordsprog, og hans sange var et tusind og fem. Han talte om træer, fra cedertræet, som er på Libanon, til isopen, som vokser frem af muren; han talte også om dyr og om fugle og om krybdyr og om fisk” (1 Kong 4,32, 33).

Hans ry bredte sig til alle lande, og mennesker kom fra fjern og nær “for at høre Salomos visdom”. Blandt dem, der på denne måde blev draget til Jerusalem, var “Sydens dronning” (Matt 12,42), dronningen af Saba, et land i Arabia Felix. “Dybt må hendes længsel sandelig have været, og stort hans ry, som fik en afsondret arabisk dronning til at bryde med sit drømmende lands umindelige skik og til at opbyde den energi, der krævedes for at trodse byrderne og farerne ved en så lang rejse gennem en ørken. Alligevel påtog hun sig den og gennemførte den i sikkerhed.” (1 Kong 10,1-13; 2 Krøn 9,1-12.) Hun blev fyldt af forundring over alt, hvad hun så og hørte: “der var ikke mere ånd i hende.” Efter en udveksling af gaver vendte hun tilbage til sit hjemland.

Men denne guldalder i jødisk historie svandt bort. Den lyse dag for Salomos herlighed endte i skyer og mørke. Hans nedgang og fald fra sin høje stilling er en sørgelig beretning. Først blandt årsagerne til hans nedgang var hans polygami og hans store rigdom. “Efterhånden som han blev ældre, tilbragte han mere af sin tid blandt sine yndlinge. Den ørkesløse konge, der levede blandt disse ørkesløse kvinder – for 1.000 kvinder med alle deres ørkesløse og skadelige tjenere fyldte de paladser og lysthuse, han havde bygget (1 Kong 11,3) – lærte først at tåle og siden at efterligne deres hedenske skikke. Han ophørte ganske vist ikke i sit sind med at tro på Israels Gud. Han ophørte ikke med at bringe de sædvanlige ofre i templet ved de store højtider. Men hans hjerte var ikke ret for Gud; hans tilbedelse blev blot formel; hans sjæl, der var blevet tom ved den sande religiøse gløds uddøen, søgte at blive fyldt med enhver religiøs ophidselse, der bød sig til. Nu blev der for første gang offentligt oprettet en gudsdyrkelse blandt Herrens folk, som ikke blot var uregelmæssig eller forbudt, sådan som Gideons (Dom 8,27) eller danitternes (Dom 18,30, 31), men som var ligefrem afguderisk.” (1 Kong 11,7; 2 Kong 23,13.)

Dette bragte Guds mishag over ham. Hans fjender fik overtaget over ham (1 Kong 11,14-22, 23-25, 26-40), og den ene dom efter den anden ramte landet. Og nu kom enden på det hele: han døde efter en regeringstid på fyrre år og blev begravet i Davidsbyen, og “med ham blev Israels kortvarige herlighed og enhed begravet.” “Han efterlader sig kun én svag og værdiløs søn, som skal splitte hans rige og vanære hans navn.”

“Salomos kongerige,” siger Rawlinson, “er en af de mest slående kendsgerninger i den bibelske historie. En lille nation, som i hundreder af år med besvær har opretholdt en særskilt tilværelse midt iblandt krigeriske stammer, der hver for sig på skift har hersket over den og undertrykt den, løftes pludselig ved en soldaterkonges geni til ære og storhed. Et rige bliver grundlagt, som strækker sig fra Eufrat til Egyptens grænser, en afstand af 450 miles; og dette rige, hurtigt opbygget, går næsten straks ind i en fredsperiode, der varer et halvt århundrede. Rigdom, storhed, arkitektonisk pragt, kunstnerisk dygtighed, handelsforetagsomhed og en værdig stilling blandt jordens store nationer nydes i dette tidsrum, ved hvis afslutning der indtræffer et pludseligt sammenbrud. Den herskende nation spaltes i to, de undertvungne folkeslag falder fra, den nyligt vundne førerstilling går fuldstændig tabt, og scenen med kamp, strid, undertrykkelse, genrejsning, lidet ærefuld underkastelse og fortvivlet anstrengelse begynder på ny.”, Historical Illustrations.