Salomo

sol'-o-mun (shelomoh; Det Nye Testamente Solomon):

I. TIDLIGT LIV

1. Navn og betydning

2. Kilder

3. Fødsel og opvækst

4. Hans tronbestigelse

5. Davids sidste dage

II. SALOMOS REGERINGSTID

1. Hans syn

2. Hans politik

3. Dens resultater

4. Forbund med Tyrus

5. Forbund med Egypten

6. Indre vanskeligheder

III. HANS BYGGERIER

1. Templet

2. Paladset

3. Andre bygninger

4. Hoveriet

IV. HANS KARAKTER

1. Personlige egenskaber

2. Hans visdom

3. Hans lærdom

4. Handel og omsætning

5. Statsembedsmænd

6. Hustruer

7. Indtægter

8. Litterære værker

LITTERATUR

I. Tidligt liv.

Salomo var søn af David og Batseba og blev Israels 3. konge.

1. Navn og betydning:

Han fik dette navn af sin mor (2 Sam 12,24, Qere; se TEXT AND MANUSCRIPTS OF THE NEW TESTAMENT; TEXT OF THE OLD TESTAMENT), men af profeten Natan, eller af sin far (Vulgata), blev han kaldt Jedidja--"elsket af Jahve." Navnet "Salomo" er afledt af roden med betydningen "at være stille" eller "fredelig," og Salomo var afgjort den mindst krigeriske af alle Israels eller Judas konger og i den henseende en bemærkelsesværdig kontrast til sin far (således 1 Krøn 22,9). Hans navn på hebraisk kan sammenlignes med Irenaeus på græsk, Friedrich på tysk og Selim på arabisk; men det er blevet foreslået, at navnet bør udtales shillumah, fra ordet der betegner "erstatning," idet Batsebas anden søn blev givet som erstatning for tabet af den første (men se 3 nedenfor).

2. Kilder:

De ældste kilder til Salomos biografi er uden tvivl "Salomos årbøger," som der henvises til i 1 Kong 11,41, "profeten Natans historie," "shilonitten Ahijas profeti" og "seeren Iddos syner," nævnt i 2 Krøn 9,29, som alle blot kan være de tilsvarende afsnit af den store bog med "Kongernes årbøger," hvorfra både vores Kongebøger og Krønikebøger stammer. Disse gamle værker er naturligvis gået tabt for os, bortset fra i det omfang de er blevet indarbejdet i Det Gamle Testamentes fortælling. Der findes Sydens liv i 2 Sam 12,24 f; 2 Sam 1; 2 Sam 1. Af disse kilder er 2 Sam 12,24 f og 2 Sam 1; 2 Sam 2 langt de ældste og udgør faktisk del af ét dokument, 2 Sam 2; 2 Sam 1; 2 Sam 2, der handler om Davids huslige anliggender, og som meget vel kan være samtidigt med de begivenheder, det beskriver. Tidspunktet for Krønikebøgernes affattelse er omkring 300 f.Kr.--700 år efter Salomos tid--og tidspunktet for Kongebøgernes affattelse, som et fuldført værk, må naturligvis ligge efter eksilet. Intet af betydning vindes ved citater fra tidlige historikere hos Josefus og senere forfattere. Langt den bedste kilde til i det mindste Salomos indre liv ville være de skrifter, der i Det Gamle Testamente tilskrives ham, hvis vi kunne være sikre på, at de var ægte (se nedenfor).

3. Fødsel og opvækst:

Davids børn med Batseba angives i 1 Krøn 3,5 som Shimea, Shobab, Natan og Salomo. Sammenlign også 2 Sam 5,14; 1 Krøn 14,4, hvor de samme personer tydeligvis nævnes. Det skulle således se ud til, at Salomo var Batsebas 4. søn, hvis Shimea antages at være det barn, der døde. Ellers ville Salomo være den 5. søn. Der er derfor nogle begivenheder udeladt i 2 Sam 12,24 f, eller også er navnene Shobab og Natan rester af en sætning, som er gået tabt, og ikke egennavne. Ligesom tronarvingen hos en tyrkisk sultan synes Salomo at have tilbragt sine bedste år i haremmets afsondrethed. Der var han uden tvivl mere påvirket af sin mor end af sin far, og i nær fortrolighed med hans mor stod profeten Natan, som havde givet ham hans tilnavn med lykkebringende betydning (2 Sam 12,25).

4. Hans tronbestigelse:

Det var først, da David lå på sit dødsleje, at Salomo forlod kvindernes gemakker og trådte frem offentligt. At han af David, som søn af yndlingshustruen, var blevet udvalgt til at efterfølge ham, forudsættes i de instruktioner, han modtog fra sin far angående opførelsen af Templet. Men så snart det stod klart, at Davids liv nærmede sig sin afslutning, blev det tydeligt, at Salomo ikke ville få en "walkover." Han fandt en rival i Adonija, Haggits søn, som tilsyneladende var hans fars ældste overlevende søn, og som havde støtte fra Joab, langt den stærkeste mand af alle, fra Ebjatar, den ledende, om ikke yndede, præst (sammenlign 2 Sam 15,24 ff), og fra prinserne af kongehuset. Salomo havde derimod støtte fra sin mor Batseba, Davids yndlingshustru, fra Natan, hofprofeten, fra Sadok, som havde overskygget Ebjatar, fra Benaja, en præstesøn, men en af de tre tapreste blandt Davids soldater og anfører for livvagten af keretitter og peletitter, og fra de vigtigste soldater. Det bemærkes især, at Shimi og Hushaj (således Josefus) i hvert fald ikke tog aktiv del sammen med Adonija (1 Kong 1,8). Sammensværgelsen løb ud i sandet, for før den udviklede sig, blev Salomo salvet i Gibeon (ikke Gihon, 1 Kong 1,33; 1 Kong 1,38; 1 Kong 1,45) og drog ind i Jerusalem som konge.

5. Davids sidste dage:

Salomos alder ved hans tronbestigelse er ukendt. Udtrykket i 1 Kong 3,7 skal naturligvis ikke tages bogstaveligt (ellers Ant, VIII, vii, 8). Hans regeringstid begyndte, som hos mangen en orientalsk monark, med en blodig opgørelse af regnskaberne fra den foregående regeringstid. Joab, Davids nevø, som havde bragt huset inden for blodhævnens grænser, blev henrettet. Adonija blev, så snart hans far havde udåndet, dræbt på en proforma-anklage. Ebjatar blev henvist til sit hjem i Anatot (1 Kong 2,26). Der blev pålagt Shimi betingelser, som han ikke overholdt, og derfor forbrød han sit liv (1 Kong 2,36). Da disse skridt var taget, begyndte Salomo så at sige sin regeringstid med et rent bord.

II. Salomos regeringstid.

1. Hans syn:

Det var tilsyneladende lige i begyndelsen af sin regeringstid, at Salomo traf sit berømte valg af et »hørende hjerte«, dvs. et lydigt hjerte, frem for rigdom eller et langt liv. Synet fandt sted i Gibeon (2 Krøn 1,7, men i 1 Kong 3,4 f. læser de gamle oversættelser: »på alteret, som var i Gibeon. Og Herren viste sig,« osv.). Salomos liv var en ejendommelig kommentar til hans tidlige beslutning. En af de første handlinger i hans regeringstid var tilsyneladende, i den sande orientalske monarks stil, at bygge sig et nyt palads, idet hans fars ikke var tilstrækkeligt til hans behov. Med hensyn til politik kan begivenhederne under Salomos regering dog betragtes som en bekræftelse af hans valg. Kun under ham var Israels rige en stor verdensmagt, næsten egnet til at rangere ved siden af Assyrien og Egypten. Aldrig igen var Israels grænser så vide; aldrig igen var nord og syd forenet i én stor nation. Der er ingen tvivl om, at æren for dette resultat skyldes Salomos visdom.

2. Hans politik:

Salomo var af natur en ukrigersk person, og hele hans politik gik i retning af fred. Han opløste den ovennævnte fremmede legion, kereterne og peleterne, som havde gjort så god tjeneste som livvagt for hans far. Alle hans embedsmænd synes at have været middelmådige personer, som næppe ville kunne tvinge hans hånd, sådan som Joab havde gjort med David (2 Sam 3,39). Selv befæstningen af Jerusalem og af grænsebyerne blev foretaget med henblik på at afvise angreb, ikke med offensive formål. Salomo styrkede uden tvivl hæren, især rytteriet (1 Kong 4,26; 1 Kong 10,26), men han gjorde aldrig brug af det, og måske eksisterede det i høj grad på papiret. I hvert fald synes Salomo snarere at have været opdrætter af og handler med heste end soldat. Han synes også at have haft en fin samling våbenrustninger (1 Kong 10,25), men meget af den var lavet af guld (1 Kong 10,16) og var bestemt til pragt, ikke til brug. Både i sit ry for visdom og i sin modvilje mod krig bærer Salomo en slående lighed med kong Jakob VI af Skotland og I af England, sådan som han er skildret af Sir Walter Scotts hånd. Det var heldigt for ham, at begge de nærliggende stormagter på den tid var i forfald; ellers ville historien om Israels rige være endt næsten før den var begyndt. På den anden side er det blevet bemærket, at hvis Salomo havde haft noget, der lignede Davids militære geni og hans begejstring for Jahves religion, kunne han have udbredt Israels våben fra Nilen til Tigris og foregrebet islams fremkomst. Men hele hans tanke var at sikre sig selv i fred, samle rigdom og dyrke sin kærlighed til storhed med mere end orientalsk pragt.

3. Dens resultater:

Salomo levede i virkeligheden på sin fars bedrifter og ry; det var ham, der lagde grundlaget for den sikkerhed og fred, hvorpå Salomos handelsgeni kunne rejse den storslåede bygning, han faktisk rejste. Men han tog leret fra fundamenterne for at bygge murene. Hebræerne var et militært folk, og deri bestod deres liv. Salomo drog deres kræfter bort fra deres naturlige retning og vendte dem mod handel, som de endnu ikke var modne til. Deres sjæl gjorde oprør under det trættende slid i en industri, hvis frugter de ikke høstede. Salomo havde i virkeligheden reduceret et frit folk til slaveri og samlet hele landets rigdom i hovedstaden. Så snart han var borte, kastede hans undersåtter på landet åget af sig og gjorde krav på deres gamle frihed. Hans søn fandt sig efterladt med byen og et område så lille som et engelsk grevskab.

4. Forbund med Tyrus:

Salomos vigtigste forbundsfælle var Hiram, kongen af Tyrus, sandsynligvis Davids ven og forbundsfælle, som må skelnes fra håndværkeren Hiram i 1 Kong 7,13 ff. Kong Hiram indgik en traktat med Salomo, som var til fordel for begge parter. Hiram forsynede Salomo med ceder- og fyrretræ fra Libanon samt med dygtige håndværkere til hans byggeri. Tyriske søfolk blev også indlemmet i Salomos skibe, da hebræerne ikke var vant til havet (1 Kong 9,26), og desuden sejlede fønikiske skibe sammen med Salomos. De fordele, Hiram modtog til gengæld, var, at Det Røde Hav blev åbent for hans handelsskibe, og han modtog også store forsyninger af korn og olie fra Israels land (1 Kong 5,11 rettet efter Septuaginta og 2 Krøn 2,10). Ved afslutningen af byggeriet af paladset og templet, som tog 20 år, gav Salomo Hiram 20 landsbyer (1 Kong 9,11; det omvendte, 2 Krøn 8,2), og Hiram gav Salomo en gengave i guld (1 Kong 9,14; udeladt i 2 Krønikebog).

5. Forbund med Egypten:

Næst efter Hiram kom faraoen i Egypten, hvis datter Salomo giftede sig med, idet han som hendes medgift modtog byen Gezer (1 Kong 9,16). Denne farao nævnes ikke ved navn i Det Gamle Testamente. Dette forbund med Egypten førte til indførelsen af heste i Israel (1 Kong 10,28), skønt David allerede havde gjort en begyndelse i lille målestok (2 Sam 8,4). Begge disse forbund varede hele regeringstiden. Der nævnes intet om et forbund med den østlige magt, som dengang var i forfald.

6. Indre uroligheder:

Det var sandsynligvis nærmere begyndelsen end slutningen af Salomos regeringstid, at der udbrød politiske uroligheder inden for riget. Da David havde indlemmet edomitternes område på bekostning af en nedslagtning af den mandlige befolkning (jf. 2 Sam 8,14; 2 Sam 8,60, overskrift), lykkedes det en af de unge prinser af det regerende hus at flygte, og han søgte og fandt asyl i Egypten, hvor han steg til en høj stilling. Så snart han havde hørt om Davids og Joabs død, vendte han tilbage til sit fædreland og vakte dér utilfredshed mod Salomo (1 Kong 11,14 ff; se HADAD), dog uden at genoprette Edoms uafhængighed (1 Kong 9,26). En anden anledning til utilfredshed opstod ved, at en profet havde forudsagt, at Salomos efterfølger kun ville få én af de israelitiske stammer, og at de andre ti stammer ville komme under Salomos arbejdsleder, som han havde sat over dem. Også denne embedsmand søgte tilflugt i Egypten og blev beskyttet af Shishak. Han blev dér indtil Salomos død (1 Kong 11,26). En tredje modstander var Rezon, som var flygtet fra sin herre, kongen af Zoba (1 Kong 11,23), og som slog sig ned i Damaskus og grundlagde et dynasti, der længe var en torn i siden på Israel. Disse indre uroligheder betragtes som en følge af, at Salomo faldt bort fra retskaffenhedens vej, men dette synes kun at være en slags foregribende følge, det vil sige, hvis det først var ved slutningen af hans regeringstid, at Salomo faldt i afgudsdyrkelse og polyteisme (1 Kong 11,4).

III. Hans bygninger.

1. Templet:

Det store foretagende i Salomos regeringstid var naturligvis TEMPLET (se dette), som i begyndelsen sandsynligvis blev betragtet som det kongelige kapel og et tillæg til paladset. Templet blev påbegyndt i regeringens 4. år og fuldført i det 11.; byggearbejdet varede 7 år (1 Kong 1; 1 Kong 13). Forsinkelsen med at begynde er bemærkelsesværdig, hvis alt materialet lå klar ved hånden (1 Krøn 1). Gudstjenesten dér blev indviet med passende ceremoni og bønner (1 Kong 1).

2. Paladset:

For Salomo var hans eget palads imidlertid måske et mere interessant foretagende. Det tog i hvert fald længere tid, nemlig 13 år (1 Kong 7,1-12; 1 Kong 9,10; 2 Krøn 8,1), idet byggetiden for både palads og tempel var 20 år. Muligvis optog opførelsen af paladset de første fire år af regeringstiden og blev derefter afbrudt og genoptaget efter templets fuldførelse; men der er ingen antydning af dette i teksten. Det blev kaldt Libanonskovens Hus, fordi det var beklædt med cedertræ (1 Kong 7,2). En beskrivelse af det gives i 1 Kong 7,1-12.

3. Andre bygninger:

Salomo genopbyggede også bymuren og borgen (se JERUSALEM; MILLO). Ligeledes opførte han fæstninger ved grænsernes sårbare punkter--Hazor, Megiddo og Gezer (1 Kong 9,15), Nedre Bet-Horon og BAALATH (se dette). Ifølge Qere-læsemåden i 1 Kong 9,18 og de gamle oversættelser samt 2 Krøn 8,4 var han grundlæggeren af Tadmor (Palmyra); men Kethibh i 1 Kong 9,18 læser Tamar (jf. Ez 47,19). Nogle af de bygningsrester, som for nylig er fundet ved Megiddo og Gezer, kan gå tilbage til Salomos tid.

4. Hoveriet:

Salomo kunne ikke have bygget i den målestok, han gjorde, med de ressourcer, som en fri hersker sædvanligvis havde til rådighed. Derfor ser vi, at en af de institutioner, han fremmede, var hoveriet, eller tvangsarbejdet. Noget af den art havde uden tvivl altid eksisteret (Jos 9,21) og findes stadig i alle despotiske regeringer. Således vil befolkningen i en landsby blive pålagt at reparere de nærliggende veje, især når pashaen foretager en rundrejse i nabolaget. Men Salomo gjorde ordningen permanent og landsdækkende (1 Kong 5,13-15; 1 Kong 9,15). Det umiddelbare formål med udskrivningen var at skaffe arbejdere til arbejdet i Libanon i forbindelse med hans byggeforetagender. Således blev 30.000 mænd udskrevet og sendt, 10.000 ad gangen, til Libanon, hvor de blev i en måned og dermed havde to måneder af hver tre hjemme. Men selv da den umiddelbare årsag var ophørt, blev den praksis, der én gang var indført, opretholdt, og den blev en af de vigtigste klager, som førte til rigets opsplitning (1 Kong 12,18, Adoram = Adoniram; jf. 2 Sam 20,24), for hidtil havde hoveriet været begrænset til fremmede slaver, der var taget i krig (1 Kong 9,21). Det siges, at de højere poster var forbeholdt israelitter, mens arbejderne var fremmede (1 Kong 9,22), det vil sige, at israelitterne fungerede som formænd. Nogle af de fremmede slaver synes at have dannet et laug i forbindelse med templet, som bestod helt ned til eksilets tid (Ezra 2,55-57; Neh 7,57-59).

Se NETHINIM.

IV. Hans karakter.

1. Personlige egenskaber:

I Salomo har vi snarere typen på en tyrkisk sultan end på en konge af Israel. De hebraiske konger, hvad enten det var i Israel eller Juda, var i det mindste i teorien valgmonarker ligesom Polens konger. Hvis en af dem tilfældigvis var en stærk hersker, kunne han måske få sin familie etableret i tre eller endda fire generationer. I den judæiske dynastis tilfælde gjorde den første konges personlighed et så dybt indtryk på folkets hjerte, at spørgsmålet om et dynastiskifte dér aldrig blev presserende. Men Salomo ville sandsynligvis have tilranet sig kronen, hvis han ikke havde arvet den, og da han først sad på tronen, blev han en gennemført despot. Al politisk magt blev taget ud af hænderne på sheikerne, skønt man udadtil stadig viste dem respekt (1 Kong 8,1), og lagt i hænderne på embedsmænd, der blot var Salomos redskaber. Nationens ressourcer blev ikke brugt på værker til offentlig nytte, men på monarkens personlige ophøjelse (1 Kong 10,18). I de midler, han tog i brug for at tilfredsstille sine lidenskaber, viste han sig kun at være lidt bedre end en vild, og hvis han ikke begik så store forbrydelser som David, var det måske fordi han ikke havde anledning til det, eller fordi han anvendte større snedighed i at nå sine mål.

2. Hans visdom:

Den visdom, som Salomo er så berømt for, var ikke af nogen særlig høj orden; den var ikke andet end praktisk kløgt eller kundskab om verden og om menneskenaturen. Det almindelige eksempel på den er det, der gives i 1 Kong 3,16 ff., hvortil der findes utallige paralleller i indisk, græsk og anden litteratur. Den samme verdslige visdom ligger bag Ordsprogenes Bog, og der er ingen grund til, at en samling af disse ikke skulle være blevet lavet af Salomo, ligesom det er mere sandsynligt, at han var digter, end at han ikke var det (1 Kong 4,32). Udsagnet om, at han havde hjertevidde (1 Kong 4,29), viser, at der ikke fandtes noget kendt, som ikke lå inden for hans synsfelt.

3. Hans lærdom:

Ordet “visdom” bruges imidlertid også i en anden forbindelse, nemlig i betydningen teoretisk viden eller boglig lærdom, især inden for naturhistorien. Man skal ikke forestille sig, at Salomo havde nogen videnskabelig viden om botanik eller zoologi, men han kan have samlet iagttagelsens kendsgerninger, en opgave hvor orientaleren, som ikke kan generalisere, udmærker sig. Den visdom og forstand (1 Kong 4,29), som Salomo var berømt for, ville i vid udstrækning bestå i fortællinger om dyr og træer, ligesom de velkendte Pilpai-fabler. De omfattede også den “visdom”, som Egypten var berømt for (1 Kong 4,30), det vil sige okkult videnskab. Af dette sidste udsagn følger det, at Salomo i efterbibelsk og arabisk litteratur fremstår som en magiker.

4. Handel og erhverv:

Salomo var i helt bogstavelig forstand en købmandsfyrste. Han opmuntrede og beskyttede ikke blot handelen, men deltog selv i den. Han var faktisk den dominerende, om ikke den eneste, partner i et stort handelsforetagende, som ikke var mindre end den israelitiske nation. Et af hans foretagender var hestehandelen med Egypten. Hans agenter opkøbte heste, som igen blev solgt til hittitternes og aramæernes konger. De betalte priser nævnes (1 Kong 10,29). De bedste af disse beholdt Salomo uden tvivl til sit eget rytteri (1 Kong 10,26). En anden vare, der blev importeret fra dette land, var lingarn (1 Kong 10,28 King James Version). Den flåde, som Salomo byggede ved den inderste del af Akababugten, var slet ikke til militære, men udelukkende til kommercielle formål. Det var Tarshish-skibe, det vil sige handelsskibe, ikke skibe til Tarshish, som i 2 Krøn 9,21. De sejlede i handel til OFIR (se dette), hvorfra de bragte guld; sølv, elfenben, aber og påfugle; rundrejsen varede 3 år (1 Kong 9,26; 1 Kong 10,22). Særlig omtale gøres af “almug”-træer (1 Kong 10,11) eller “algum”-træer (2 Krøn 9,10) (se dette). Dronningen af Sabas besøg peger på, at karavanevejene over land fra Yemen da var åbne (1 Kong 10,15). Med direkte import og resultatet af salget blev sølv og cedertræ meget almindeligt i hovedstaden (1 Kong 10,27).

5. Statsembedsmænd:

Listen over Salomos statsembedsmænd gives i 1 Kong 4,2 ff. Disse omfattede en præst, to sekretærer, en kansler, en øverstbefalende, en overordnet forsyningsembedsmand, en overhyrde (hvis vi kan læse ro`eh for re'eh), en hofmester og lederen af hoveriarbejdet. Listen bør sammenlignes med listerne over Davids embedsmænd (2 Sam 8,16; 2 Sam 20,23). Der er stor lighed, men vi kan se, at statsapparatet var ved at blive mere kompliceret. Livvagten af fremmede lejesoldater blev afskaffet, og kaptajnen Benaja blev forfremmet til øverstbefalende. Der krævedes to skrivere i stedet for én. Tolv forsyningsembedsmænd blev udnævnt, hvis pligt det var fra deres distrikter at sende forsyningerne til kongehuset og staldene. Listen over disse embedsmænd, en meget mærkelig liste, gives i 1 Kong 4,7 ff. Det bør bemærkes, at de 12 distrikter, som landet blev inddelt i, ikke faldt sammen med de 12 stammers områder. Det kan bemærkes, at Salomo så vidt muligt synes at have beholdt sin fars gamle tjenere. Det vil også blive bemærket, at der i alle listerne nævnes mere end én præst. Disse “præster” bevarede nogle af deres oprindelige funktioner, eftersom de optrådte som varseltydere og spåmænd.

6. Hustruer:

Salomos vigtigste hustru var naturligvis faraos datter; det var til hende, hans palads blev bygget (1 Kong 3,1; 1 Kong 7,8; 1 Kong 9,16; 1 Kong 9,24). Men ud over hende knyttede han ægteskabsforbindelser med nabofolkene. I nogle tilfælde var formålet uden tvivl at befæste en alliance, som med sidonierne og hittitterne og de andre folkeslag (1 Kong 11,1), hvoraf nogle var forbudt for israelitterne (5 Mos 7,3). Det kan være, at faraos datter var barnløs eller døde en betydelig tid før Salomo, men hans yndlingshustru var i den senere tid en datterdatter af Nakash, ammonitterkongen (1 Kong 14,21 Septuaginta), og det var hendes søn, der efterfulgte ham på tronen. Mange af Salomos hustruer var uden tvivl døtre af rige eller magtfulde borgere, som ved en alliance med kongen ønskede at styrke deres egne positioner. Alligevel læser vi ikke, at han giftede sig med en israelitisk hustru. Ifølge den arabiske fortælling blev Bilqis, dronningen af Saba, som besøgte Salomo (1 Kong 10,1), også gift med ham. Han synes kun at have haft én søn; vi får ikke at vide om nogen anden end Rehabeam. Hans døtre blev gift med hans egne embedsmænd (1 Kong 4,11; 1 Kong 4,15).

7. Indtægter:

Salomo siges at have begyndt sin regering med en kapital på 100.000 talenter guld og en million talenter sølv, en sum større end Storbritanniens statsgæld. Selv da var denne enorme sum øremærket til opførelsen af templet (1 Krøn 22,14). Hans indkomst var, i hvert fald for ét år, 666 talenter guld (1 Kong 10,14), eller omkring tyve millioner dollars. Dette synes at være en vældig sum, men den var sandsynligvis ikke så stor, som den ser ud til. Den store masse af folket var for fattig til at have nogen varer, som de kunne bytte for guld. Dets vigtigste anvendelse var til udsmykning af bygninger. Dets købekraft var sandsynligvis lille, fordi så få havde råd til at købe det. Det var i samme kategori som de ædelsten, der er meget sjældne, men som ingen værdi har, medmindre der er efterspørgsel efter dem. På Salomos tid fandtes der ikke noget nyttigt formål, hvortil guld kunne anvendes frem for noget andet metal.

8. Litterære værker:

Det er ikke let at tro, at Salomos tidsalder, så herlig i andre henseender, ikke havde en tilsvarende litteratur. Dog kunne sultan Ismails regering i Marokko, som Salomo ligner meget, anføres til støtte for en sådan antagelse. Om Salomo selv siges det, at han digtede 3.000 dyrefortællinger og 1.005 sange (1 Kong 4,32). I Det Gamle Testamente tilskrives følgende ham: tre samlinger af Ordsprog, 1,1 ff.; 10,1 ff.; 25,1 ff.; Højsangen; Salmerne 72 og 127; Prædikeren (selv om Salomo ikke nævnes ved navn). I Ordsp 25,1 siges Hizkijas mænd at have afskrevet de følgende ordsprog.

LITTERATUR.

De relevante dele af historieværkerne af Ewald, Stanley (som følger Ewald), Renan, Wellhausen og Kittel; desuden H. Winckler, Alttestamentliche Untersuchungen; og kommentarerne til Kongebøgerne og Krønikebøgerne.

Thomas Hunter Weir