Paulus

=Saul (se) blev født omtrent på samme tid som vor Herre. Hans omskærelsesnavn var Saul, og sandsynligvis fik han også navnet Paulus i barndommen “til brug i den hedenske verden”, ligesom “Saul” ville være hans hebraiske hjemmenavn. Han var fra Tarsus, hovedstaden i Kilikien, en romersk provins i det sydøstlige Lilleasien. Denne by lå ved bredden af floden Kydnos, som var sejlbar hertil; derfor blev den et centrum for omfattende handelstrafik med mange lande langs Middelhavets kyster, såvel som med landene i det centrale Lilleasien. Den blev således en by, der var kendt for sine indbyggeres rigdom.

Tarsus var også sæde for et berømt universitet, med et ry, der endog overgik universiteterne i Athen og Alexandria, de eneste andre der dengang fandtes. Her blev Saul født, og her tilbragte han sin ungdom, uden tvivl med den bedste uddannelse, hans fødeby kunne tilbyde. Hans far tilhørte den strengeste sekt blandt jøderne, farisæerne, var af Benjamins stamme og af rent og ublandet jødisk blod (ApG 23,6; Fil 3,5). Vi får intet at vide om hans mor; men der er grund til at slutte, at hun var en from kvinde, og at hun, ligesindet med sin mand, udøvede al en mors indflydelse på at forme sin søns karakter, så han senere kunne tale om sig selv som én, der fra sin ungdom af, “hvad angår den retfærdighed, som er i loven, var uangribelig” (Fil 3,6).

Vi læser om hans søster og hans søsters søn (ApG 23,16) og om andre slægtninge (Rom 16,7, 11, 12). Skønt hans far var jøde, var han romersk borger. Hvordan han fik dette privilegium, får vi ikke oplyst. “Det kunne købes eller vindes ved udmærket tjeneste for staten eller erhverves på flere andre måder; under alle omstændigheder var hans søn fribåren. Det var et værdifuldt privilegium, og et som skulle vise sig at blive til stor nytte for Paulus, om end ikke på den måde, hans far kunne forventes at have ønsket, at han skulle bruge det.” Måske var den mest naturlige løbebane for den unge mand at blive købmand. “Men det blev besluttet, at ... han skulle gå på skole og blive rabbi, det vil sige tjener, lærer og lovkyndig i én og samme person.”

Efter jødisk skik lærte han dog et håndværk, før han gik i gang med den mere direkte forberedelse til den hellige profession. Det håndværk, han lærte, var at lave telte af gedehårsdug, et håndværk som var et af de almindeligste i Tarsus.

Da hans indledende uddannelse var afsluttet, blev Saul, sandsynligvis da han var omkring tretten år gammel, sendt til den store jødiske skole for hellig lærdom i Jerusalem som elev i loven. Her blev han elev af den berømte rabbi Gamaliel, og her tilbragte han mange år med et grundigt studium af Skrifterne og af de mange spørgsmål vedrørende dem, som rabbinerne beskæftigede sig med. I disse år med flittigt studium levede han “med en helt god samvittighed”, ubesmittet af storbyens laster.

Efter at hans studietid var forbi, forlod han sandsynligvis Jerusalem og rejste til Tarsus, hvor han i nogle år kan have været knyttet til en synagoge. Men vi finder ham snart tilbage i Jerusalem, meget kort efter vor Herres død. Her fik han nu enkelthederne at vide om korsfæstelsen og om fremkomsten af den nye sekt, “nazaræerne”.

I omkring to år efter pinse bredte kristendommen stille sin indflydelse i Jerusalem. Til sidst aflagde Stefanus, en af de syv diakoner, et mere offentligt og offensivt vidnesbyrd om, at Jesus var Messias, og dette førte til stærk ophidselse blandt jøderne og megen diskussion i deres synagoger. Der opstod forfølgelse mod Stefanus og Kristi tilhængere i almindelighed, og i den tog Saul fra Tarsus fremtrædende del. På dette tidspunkt var han sandsynligvis medlem af det store Sanhedrin og blev den aktive leder i den voldsomme forfølgelse, hvormed magthaverne dengang søgte at udrydde kristendommen.

Men også formålet med denne forfølgelse slog fejl. “De, som var blevet spredt, gik omkring overalt og forkyndte ordet.” Derved blev forfølgerens vrede tændt til en endnu heftigere flamme. Da han hørte, at flygtninge havde søgt tilflugt i Damaskus, fik han breve fra ypperstepræsten, som gav ham myndighed til at fortsætte sin forfølgelse dér. Det var en lang rejse på omkring 130 miles (ca. 210 km), som måske ville tage seks dage; og undervejs drog han, sammen med sine få ledsagere, støt fremad, “åndende trusler og mord”. Men krisen i hans liv var nær. Han var nået til den sidste etape af sin rejse og havde Damaskus i sigte. Mens han og hans ledsagere red videre, skinnede der pludselig midt på dagen et strålende lys omkring dem, og Saul blev i rædsel kastet til jorden, mens en stemme lød i hans ører: “Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” Den opstandne frelser var der, iklædt sin herliggjorte menneskeligheds klædning. Som svar på den ramte forfølgers ængstelige spørgsmål: “Hvem er du, Herre?” sagde han: “Jeg er Jesus, som du forfølger” (ApG 9,5; 22,8; 26,15).

Dette var øjeblikket for hans omvendelse, det mest højtidelige i hele hans liv. Blindet af det blændende lys (ApG 9,8) førte hans ledsagere ham ind i byen, hvor han, hensunket i dybe tanker i tre dage, hverken spiste eller drak (9,11). Ananias, en discipel der boede i Damaskus, blev i et syn underrettet om den forandring, der var sket med Saul, og blev sendt til ham for at åbne hans øjne og ved dåb optage ham i den kristne kirke (9,11-16). Hele hans livs formål var nu forandret for bestandig.

Umiddelbart efter sin omvendelse trak han sig tilbage til Arabiens øde egne (Gal 1,17), måske til “Sinaj i Arabien”, sandsynligvis med det formål at studere og meditere fromt over den forunderlige åbenbaring, der var blevet givet ham. “Et slør af tæt mørke hænger over dette besøg i Arabien. Om de steder, han færdedes iblandt, om de tanker og sysler, der optog ham dér, om alle omstændighederne ved en krise, som må have formet hele retningen for hans senere liv, vides absolut intet. ‘Straks,’ siger Paulus, ‘drog jeg bort til Arabien.’ Historikeren forbigår hændelsen ApG 9,23 og 1 Kong 11,38, 39]. Det er en gådefuld pause, et øjebliks spænding, i apostlens historie, en åndeløs stilhed, som indleder den tumultariske storm i hans aktive missionærliv.” Da han efter tre år kom tilbage til Damaskus, begyndte han at forkynde evangeliet “frimodigt i Jesu navn” (ApG 9,27), men blev snart nødt til at flygte (9,25; 2 Kor 11,33) fra jøderne og søge til Jerusalem. Her opholdt han sig i tre uger, men blev igen tvunget til at flygte (ApG 9,28, 29) fra forfølgelse. Han vendte nu tilbage til sin fødeby Tarsus (Gal 1,21), hvor vi sandsynligvis i omkring tre år mister ham af syne. Tiden var endnu ikke kommet til, at han skulle træde ind i sit store livsværk: at forkynde evangeliet for hedningerne.

Til sidst blev byen Antiokia, Syriens hovedstad, skueplads for stor kristen aktivitet. Dér fik evangeliet fast fodfæste, og Kristi sag blomstrede. Barnabas (se), som var blevet sendt fra Jerusalem for at føre tilsyn med arbejdet i Antiokia, fandt det for stort for sig, og da han huskede Saul, drog han til Tarsus for at lede efter ham. Han svarede villigt på dette kald og kom ned til Antiokia, som i “et helt år” blev stedet for hans arbejde, der blev kronet med stor fremgang. Disciplene blev nu for første gang kaldt “kristne” (ApG 11,26).

Menigheden i Antiokia foreslog nu at sende missionærer ud til hedningerne, og Saul og Barnabas, med Johannes Markus som deres hjælper, blev udvalgt til dette arbejde. Dette var en stor epoke i kirkens historie. Nu begyndte disciplene at sætte Mesterens befaling i værk: “Gå ud i hele verden og forkynd evangeliet for enhver skabning.”

De tre missionærer drog af sted på den første missionsrejse. De sejlede fra Seleukia, Antiokias havneby, over til Cypern, omkring 80 miles (ca. 130 km) mod sydvest. Her i Pafos blev Sergius Paulus, den romerske prokonsul, omvendt, og nu tog Saul ledelsen og blev derefter altid kaldt Paulus. Missionærerne krydsede nu over til fastlandet og fortsatte derpå 6 eller 7 miles (ca. 10 km) op ad floden Kestros til Perge (ApG 13,13), hvor Johannes Markus forlod arbejdet og vendte tilbage til Jerusalem. De to fortsatte så omkring 100 miles (ca. 160 km) ind i landet og drog gennem Pamfylien, Pisidien og Lykaonien. De byer, der nævnes på denne rejse, er Antiokia i Pisidien, hvor Paulus holdt sin første tale, som vi har nogen optegnelse om (13,16-51; jf. 10,30-43), Ikonion, Lystra og Derbe. De vendte tilbage ad samme rute for at se til og opmuntre de omvendte, de havde vundet, og indsætte ældste i hver by til at våge over de menigheder, der var blevet samlet. Fra Perge sejlede de direkte til Antiokia, hvorfra de var draget ud.

Efter at de havde opholdt sig “en lang tid”, sandsynligvis til år 50 eller 51 e.Kr., i Antiokia, udbrød der en stor strid i menigheden dér om hedningernes forhold til Moseloven. For at få dette spørgsmål afgjort blev Paulus og Barnabas sendt som udsendinge for at rådføre sig med menigheden i Jerusalem. Det råd eller den synode, der blev holdt dér (ApG 15), afgjorde sagen imod det judaiserende parti; og udsendingene vendte, ledsaget af Judas og Silas, tilbage til Antiokia med rådets beslutning.

Efter et kort hvil i Antiokia sagde Paulus til Barnabas: “Lad os igen drage ud og besøge vore brødre i hver by, hvor vi har forkyndt Herrens ord, og se, hvordan de har det.” Markus foreslog igen at ledsage dem; men Paulus nægtede at lade ham komme med. Barnabas var besluttet på at tage Markus med, og således kom han og Paulus i en skarp strid. De skiltes og mødtes aldrig igen. Paulus taler dog senere hæderligt om Barnabas og sender bud efter Markus, for at han skal komme til ham i Rom (Kol 4,10; 2 Tim 4,11).

Paulus tog Silas med sig i stedet for Barnabas og begyndte sin anden missionsrejse omkring år 51 e.Kr. Denne gang rejste han over land og besøgte igen de menigheder, han allerede havde grundlagt i Asien. Men han længtes efter at gå ind i “områderne hinsides” og fortsatte frem gennem Frygien og Galatien (16,6). I modstrid med sin hensigt blev han tvunget til at blive en tid i Galatien (se) på grund af en legemlig lidelse (Gal 4,13, 14). Bithynien, en folkerig provins ved Sortehavets kyst, lå nu foran ham, og han ønskede at gå ind i den; men vejen var lukket, idet Ånden på en eller anden måde ledte ham i en anden retning, indtil han kom ned til Det Ægæiske Havs kyster og nåede til Troas på Lilleasiens nordvestkyst (ApG 16,8). Om denne lange rejse fra Antiokia til Troas har vi ingen beretning, bortset fra nogle henvisninger til den i hans brev til galaterne (4,13).

Mens han i Troas ventede på tegn på Guds vilje for sine fremtidige bevægelser, så han i et syn om natten en mand fra de modsatte kyster i Makedonien stå foran sig og hørte ham råbe: “Kom over og hjælp os” (ApG 16,9). Paulus genkendte i dette syn et budskab fra Herren og sejlede allerede næste dag over Hellespont, som skilte ham fra Europa, og bragte evangeliets budskab ind i den vestlige verden. I Makedonien blev der plantet menigheder i Filippi, Thessalonika og Berøa. Da Paulus forlod denne provins, drog han ind i Akaia, “geniets og berømmelsens paradis”. Han nåede Athen, men forlod den efter sandsynligvis et kort ophold (17,17-31). Athenerne havde modtaget ham med kold foragt, og han besøgte aldrig byen igen. Han drog videre til Korinth, sæde for den romerske regering i Akaia, og blev dér halvandet år, hvor han arbejdede med stor fremgang. Mens han var i Korinth, skrev han sine to breve til menigheden i Thessalonika, sine tidligste apostolske breve, og sejlede derefter til Syrien for at nå at holde pinsefesten i Jerusalem. Han blev ledsaget af Akvila og Priskilla, som han efterlod i Efesos, hvor han lagde til efter en sørejse på tretten eller femten dage. Han gik i land i Cæsarea og drog op til Jerusalem, og efter at han dér havde “hilst på menigheden” og holdt festen, drog han til Antiokia, hvor han opholdt sig “nogen tid” (ApG 18,20-23).

Derefter begyndte han sin tredje missionsrejse. Han rejste over land gennem de “øvre egne” (de mere østlige dele) af Lilleasien og nåede til sidst frem til Efesos, hvor han blev i ikke mindre end tre år, optaget af uophørligt kristent arbejde. “Denne by var på den tid Middelhavets Liverpool. Den havde en pragtfuld havn, hvor søtrafikken var samlet, og havet var dengang folkenes hovedvej; og ligesom Liverpool har Lancashires store byer bag sig, havde Efesos bag sig og omkring sig sådanne byer som dem, der nævnes sammen med den i brevene til menighederne i Johannes’ Åbenbaring: Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea. Det var en by med vældig rigdom, og den var hengivet til enhver slags fornøjelse; dens teatre og væddeløbsbane var verdensberømte” (Stalkers Life of St. Paul). Her blev en “stor og virksom dør” åbnet for apostlen. Hans medarbejdere hjalp ham i hans arbejde og bragte evangeliet til Kolossæ og Laodikea og andre steder, som de kunne nå.

Meget kort før sin afrejse fra Efesos skrev apostlen sit Første Brev til Korintherne (se). Sølvsmedene, hvis handel med de små billeder, de lavede, var i fare (se DEMETRIUS), organiserede et opløb mod Paulus, og han forlod byen og drog til Troas (2 Kor 2,12), hvorfra han efter nogen tid rejste for at møde Titus i Makedonien. Her skrev han, som følge af den rapport Titus bragte fra Korinth, sit andet brev til den menighed. Efter sandsynligvis at have tilbragt størstedelen af sommeren og efteråret i Makedonien, hvor han besøgte menighederne dér, især menighederne i Filippi, Thessalonika og Berøa, og sandsynligvis trængte ind i landet helt til Adriaterhavets kyster (Rom 15,19), kom han derefter til Grækenland, hvor han opholdt sig tre måneder og sandsynligvis tilbragte det meste af denne tid i Korinth (ApG 20,2). Under sit ophold i denne by skrev han sit brev til galaterne og også det store brev til romerne. Ved slutningen af de tre måneder forlod han Akaia og drog til Makedonien; derfra krydsede han over til Lilleasien, og da han lagde til ved Milet, talte han dér til de efesiske presbytere, som han havde sendt bud efter for at møde ham (ApG 20,17), og sejlede derefter til Tyrus og nåede til sidst Jerusalem, sandsynligvis i foråret år 58 e.Kr.

Mens han var i Jerusalem ved pinsefesten, blev han næsten myrdet af en jødisk pøbel i templet. (Se TEMPLE, HEROD’S.) Reddet fra deres vold af den romerske kommandant blev han som fange ført til Cæsarea, hvor han af forskellige grunde blev tilbageholdt som fange i to år i Herodes’ prætorium (ApG 23,35). “Paulus blev ikke holdt i strengt fængsel; han havde i det mindste adgang til kasernens område, hvor han blev tilbageholdt. Dér kan vi forestille os ham vandre på voldene ved Middelhavets rand og længselsfuldt stirre ud over de blå vande i retning af Makedonien, Akaia og Efesos, hvor hans åndelige børn sukkede efter ham eller måske stod i farer, hvor de i høj grad behøvede hans nærvær. Det var et gådefuldt forsyn, som således standsede hans kræfter og dømte den brændende arbejder til inaktivitet; dog kan vi nu se grunden til det. Paulus havde brug for hvile. Efter tyve års uophørlig evangelisering behøvede han tid til at samle erfaringens høst ... I disse to år skrev han intet; det var en tid med indre åndelig aktivitet og stille fremgang” (Stalkers Life of St. Paul).

Ved slutningen af disse to år blev Felix (se) efterfulgt som statholder i Judæa af Porkius Festus, for hvem apostlen igen blev hørt. Men da han i denne krise fandt det rigtigt at kræve en romersk borgers privilegium, appellerede han til kejseren (ApG 25,11). En sådan appel kunne ikke tilsidesættes, og Paulus blev straks sendt videre til Rom under opsyn af en Julius, en centurion fra den “augustæiske kohorte”. Efter en lang og farefuld sørejse nåede han endelig, sandsynligvis i det tidlige forår år 61 e.Kr., frem til kejserbyen. Her fik han lov at bo i sit eget lejede hus under stadig militær bevogtning. Dette privilegium blev uden tvivl givet ham, fordi han var romersk borger og som sådan ikke kunne sættes i fængsel uden rettergang. De soldater, der holdt vagt over Paulus, blev naturligvis udskiftet med korte mellemrum, og således havde han i disse “to hele år” lejlighed til at forkynde evangeliet for mange af dem, med det velsignede resultat, at der blandt kejsergarden og endog i kejserens hus opstod interesse for sandheden (Fil 1,13). Mange søgende mennesker, både jøder og hedninger, opsøgte hans værelser (ApG 28,23, 30, 31), og således “tjente hans fangenskab snarere til evangeliets fremgang”, og hans “lejede hus” blev centrum for en nåderig indflydelse, som bredte sig over hele byen. Ifølge en jødisk tradition lå det ved grænsen til den moderne ghetto, som har været det jødiske kvarter i Rom fra Pompejus’ tid til i dag. I denne periode skrev apostlen sine breve til kolossenserne, efeserne, filipperne og til Filemon, og sandsynligvis også til hebræerne.

Dette første fangenskab fik til sidst sin afslutning, idet Paulus blev frikendt, sandsynligvis fordi ingen vidner trådte frem imod ham. Endnu en gang drog han ud i sit missionsarbejde og besøgte sandsynligvis det vestlige og østlige Europa samt Lilleasien. I denne frihedsperiode skrev han sit Første Brev til Timotheus og sit brev til Titus. Året for hans løsladelse blev kendetegnet ved Roms brand, som Nero fandt det passende at tilskrive de kristne. Nu brød en voldsom forfølgelse ud mod de kristne. Paulus blev grebet og endnu en gang ført til Rom som fange. Under dette fangenskab skrev han sandsynligvis Andet Brev til Timotheus, det sidste han nogensinde skrev. “Der kan næppe være tvivl om, at han igen stod for Neros domstol, og denne gang faldt anklagen ikke til jorden. I hele historien findes der ikke en mere slående illustration af menneskelivets ironi end denne scene med Paulus for Neros domstol. På dommersædet, klædt i kejserpurpur, sad en mand, som i en ond verden havde nået den berømmelse at være det allerværste og mest usle væsen i den, en mand plettet af enhver forbrydelse, en mand hvis hele væsen var så gennemtrængt af enhver nævnelig og unævnelig last, at hans legeme og sjæl, som nogen sagde på den tid, ikke var andet end en blanding af mudder og blod; og på den anklagedes plads stod den bedste mand, verden ejede, hans hår hvidnet af arbejde for menneskers gode og Guds ære. Retssagen endte: Paulus blev dømt og overgivet til bøddelen. Han blev ført ud af byen med en skare af det laveste pak i hælene. Det skæbnesvangre sted blev nået; han knælede ved blokken; bøddelens økse glimtede i solen og faldt; og verdensapostlens hoved rullede ned i støvet” (sandsynligvis år 66 e.Kr.), fire år før Jerusalems fald.