Keruber (1)

cher'-u-bim, cher'-oo-bim (kerubhim, flertal af cherub, kerubh): Under indflydelse fra Septuaginta blev "cherubim" brugt i de tidligere engelske oversættelser, også som ental; derfor blev flertalsformen gjort lydende som "cherubims". Ordets etymologi kan ikke fastslås.

1. Som Paradisets vogtere:

I 1 Mos 3,24 placeres keruberne af Gud, efter at Adam er fordrevet fra Edens have, øst for den, sammen med det flammende sværd "for at vogte vejen til livets træ." I deres funktion som Paradisets vogtere har keruberne en analogi til Babyloniens og Assyriens vingede tyre og løver, kolossale figurer med menneskeansigter, der står vagt ved indgangen til templer (og paladser), ligesom adgangsvejene til helligdommene i Egypten vogtes af sfinkser. Men de babyloniske kolosser går under navnet lamassu eller shedu; ingen betegnelse, der overhovedet nærmer sig det hebraiske kerubh, er hidtil fundet i det assyriske sprog. Heller ikke de vingede figurer, halvt menneskelige og halvt dyriske, som i babylonisk og persisk kunst findes på begge sider af det "hellige træ," kaldes sådan. Således er en babylonisk oprindelse for de hebraiske keruber hverken bevist eller modbevist. Hvis vi søger efter yderligere analogier, som naturligvis ikke peger på, at hebræerne har lånt, kan vi nævne de fabelagtige griffer (grupes), sædvanligvis fremstillet med ørnehoveder og -vinger og med løvens krop og bagpart; grækerne mente, at de boede i Skythien og nidkært vogtede over landets guld.

2. Haven som gudernes bolig:

Hvis vi læser mellem linjerne i Paradisberetningen i 1 Mosebog (sammenlign 1 Mos 3,8), viser Edens have, menneskets urbolig, sig som mere end det: den var tilsyneladende Guds bolig. I den polyteistiske fortælling om verdens skabelse og menneskets tidlige liv, som, selv om den i flere henseender er analog (sammenlign 1 Mos 3,22), mangler hebræismens mere åndelige forestillinger, var haven gudernes bolig; de alene havde adgang til livets træ, hvis frugt de fik deres udødelighed fra. Adam før faldet tænkes som et overmenneskeligt væsen; for selv om det er forbudt ham at smage af frugten fra kundskabens træ, står vejen til udødelighed åben for ham; for det er først efter overtrædelsen af den guddommelige befaling, at han fortjener døden og bliver dødelig. Valget mellem udødelig uskyld og dødelig kundskab lå foran ham; han valgte døden med kundskab.

3. Keruberne som guddommens ledsagere:

De mytiske elementer i Paradisfortællingen er endnu tydeligere i Ez 28,13 ff, hvor Tyrus-kongens fald sammenlignes med urmenneskets. Haven ligger på et helligt bjerg for Elohim (= Gud hos Ezekiel, men guder i den primitive kilde), "forsamlingens bjerg" i Es 14,13, højt over stjernerne i Nordens fjerneste egne. Det er et vidunderligt sted, prydet med alle slags ædelsten. Dér vandrer mennesket, fuldkomment fra den dag det blev skabt, strålende af skønhed, overlegent i visdom, blandt de flammende sten, som en kerub med udstrakte vinger. Keruberne er tilsyneladende guddommens ledsagere, skønne engle, som mennesket skulle være én af; men han faldt fra herligheden og blev slynget bort fra den helligdom, han havde besmittet. Nogle af guddommens englelige ledsagere indenfor placeres i Genesis udenfor for at tjene som vogtere af den utilnærmelige, hellige have.

4. Som tronens bærere:

Som Guds ledsagere bærer de den trone, hvorpå han stiger ned fra sin høje bolig. Således læser vi i beskrivelsen af en teofani i Sl 18: "Han bøjede også himlene og steg ned; og tæt mørke var under hans fødder. Og han red på en kerub og fløj; ja, han svævede på vindens vinger." (Sl 18,9; Sl 18,10) Derfor kaldes Herren, eller, som den fyldigere titel lyder, Hærskarers Herre, gentagne gange "han, som sidder (troner) over keruberne" (Sl 80,1; Sl 99,1; 1 Sam 4,4 og andre steder). Der er bestemt intet spor her af tyrefigurer: tyre flyver ikke. Den underliggende forestilling er, ser det ud til, snarere stormskyen. Sammenlign Sl 104,3: "Han, som gør skyerne til sin vogn; han, som vandrer på vindens vinger." Det hebraiske ord for "vogn" er rekhubh, en slags omvendt kerubh. 5. I Ezekiels syn:

Men kerubernes funktion som bærere og bevægere af den guddommelige trone træder tydeligst frem i Ezekiels syn (Ez 1, sammenlign hermed Ez 10). I kapitel 1 betegner profeten dem som »levende væsener« (chayyoth); men da han hører Guds ord rettet til »manden klædt i linned« (Ez 10,2), indser han, at de levende væsener, han så i det første syn, var keruber (Ez 10,20); derfor omtales vognen eller tronen, hvorfra Guds herlighed steg op, i Ez 9,3 som en kerub. Det følgende er en detaljeret beskrivelse af keruberne, sådan som Ezekiel så dem. De fremstilles som fire levende væsener, hver med fire ansigter: menneske, løve, okse (i det parallelle kapitel erstattet af kerub) og ørn (Ez 1,10; Ez 10,14), med menneskers skikkelse og hænder (Ez 1,5; Ez 1,8) og kalves fødder (Ez 1,7). Hver har fire vinger, hvoraf to er strakt opad (Ez 1,11), mødes ovenover og bærer »hvælvingen«, det vil sige undersiden af den guddommelige trone (Ez 1,22; Ez 10,1), mens to er strakt nedad, den ene svarende til den anden, så de dækker deres legemer (Ez 1,11; Ez 1,23). Af udseende ligner de levende væsener glødende kul (sammenlign Ez 10,2; Ez 10,6 f, hvor »manden klædt i linned« får befaling om at fylde begge sine hænder med glødende kul fra området mellem keruberne), brændende som fakler, mens ilden farer frem og tilbage mellem væsenerne, en klar ild, hvorfra lyn udgår (Ez 1,13). Således løber væsenerne frem og forsvinder som et lynglimt (Ez 1,14). Keruberne vender sig ikke, når de skifter retning, men går altid lige frem (Ez 1,9; Ez 1,17; Ez 10,11), ligesom hjulene på kerubvognen, med fælge fulde af øjne hele vejen rundt (Ez 1,18; Ez 10,12). Keruberne repræsenterer ånden, eller viljen, i hjulene: på åndens anvisning løftes hjulene fra jorden, og vognen bevæger sig opad (Ez 1,19; Ez 10,16). Keruberne er således køretøjets bevægende kraft.

6. Forhold til serafer og andre engle:

Ezekiels keruber er tydeligt beslægtet med seraferne i Esajas’ kaldelsessyn (Es 6). Ligesom keruberne er seraferne Guds tjenere, mens han sidder på en høj og ophøjet trone; de er også vingede væsener: med to dækker de deres ansigter, og med to dækker de deres fødder, og med to flyver de. Ligesom levitterne i helligdommen nedenfor synger de en lovsang: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Jahve: hele jorden er fuld af hans herlighed.« I Enoks Bog udgør keruberne, seraferne og ophannim (hjulene) samt alle magtens engle »Guds hær«, vogterne af hans trone, lovsangerne, der tillægger »Åndernes Herre« salighed, med ærkeenglen Gabriel i spidsen (se Es 61,10). Og således udgør seraferne, ophannim og »de levende væsener« i den jødiske daglige liturgi det himmelske kor, som, den levende Guds udvalgte tjenere, rede til med bæven at gøre deres skabers vilje, istemmer det trefoldigt hellige i sød harmoni. I Talmud fremstilles keruberne som havende lighed med unge mænd (med en fantasifuld etymologi, ke plus rubh, »som en ung mand«; Cukk 5b; Chag 13b), mens de ifølge Midrash ikke har nogen bestemt form, men kan fremtræde ligeligt som mænd eller kvinder, eller som ånder og englevæsener (Ge rabba' 21).

7. I Åbenbaringen 4:

De »fire levende væsener« i Åb 4,6 ff er tydeligt formet efter Ezekiel, med supplerende træk fra Esajas. Fuld af øjne foran og bagved er de midt for tronen og rundt om den. Ét ligner en løve, et andet en kalv, det tredje et menneske og det fjerde en flyvende ørn. Hvert af væsenerne har seks vinger. »De har ingen hvile dag og nat, idet de siger: Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, den Almægtige, som var og som er og som kommer.«

8. Udsmykkende keruber i Salomos tempel:

I Salomos tempel stod der i den inderste helligdom (debhir) to kolossale kerubbilleder af oliventræ, overtrukket med guld, ti alen høje, vendt mod døren; deres vinger, fem alen hver, strakte sig ud, to af dem mødtes midt i rummet og dannede tronen, mens to strakte sig ud til væggene (1 Kong 6,23-28; 1 Kong 8,6; 1 Kong 8,7; 2 Krøn 3,10-13; 2 Krøn 5,7; 2 Krøn 5,8). Krønikeskriveren fremstiller dem som Herrens vogn (1 Krøn 28,18). Der var også billeder af keruberne udskåret på de guldbelagte cederplanker, som udgjorde templets indre vægge, og på dørene af oliventræ (1 Kong 6,29; 1 Kong 6,35; 2 Krøn 3,7); desuden på fodstykkerne til de flytbare kar, vekslende med løver og okser (1 Kong 7,29-36). Ifølge Krønikeskriveren var de også vævet ind i forhænget til det Allerhelligste (2 Krøn 3,14).

9. I Ezekiels tempel:

Ezekiel fremstiller templets indre vægge som udskåret med skiftevis palmetræer og keruber, hver med to ansigter, løven vendt til den ene side og mennesket til den anden (Ez 41,18-25).

10. I Åbenbaringsteltet:

I Åbenbaringsteltet var der to keruber af massivt guld på den gyldne plade, »låget« eller »nådestolen«, vendt mod hinanden, med vingerne udstrakt ovenover, så de dannede en trone, hvorpå Herrens herlighed viste sig, og hvorfra han talte (2 Mos 25,18-22; 2 Mos 37,7-9; 4 Mos 7,89; Hebr 9,5). Der var også keruber vævet ind i stoffet i Åbenbaringsteltets inderste tæppe og forhænget (2 Mos 26,1; 2 Mos 26,31; 2 Mos 36,8; 2 Mos 36,35). Der var ingen keruber i Herodes’ tempel, men væggene var malet med billeder af dem (se Talmud Yoma' 54a). På Josefus’ tid vidste ingen, hvordan Skriftens keruber så ud (Ant., VIII, iii, 3).

LITTERATUR.

Brown, Driver, and Briggs, Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, under ordet; KAT3, 529 f, og henvisninger; kommentarer til Første Mosebog og Ezekiel.

Max L. Margolis