Ezekiel
Gud vil styrke.
1 Krøn 24,16, “Jehezekel.”
En af de store profeter, søn af præsten Buzi (Ez 1,3). Han var en af de jødiske landflygtige, som slog sig ned ved Tel-Abib, på bredden af Kebar, “i kaldæernes land.” Han blev sandsynligvis ført bort i fangenskab sammen med Jojakin (1,2; 2 Kong 24,14-16) omkring 597 f.Kr. Hans profetiske kald kom til ham “i det femte år af Jojakins fangenskab” (594 f.Kr.). Han havde et hus på sit eksilsted, hvor han i det niende år af sin landflygtighed mistede sin hustru ved et pludseligt og uforudset slag (Ez 8,1; 24,18). Han indtog en fremtrædende plads blandt de landflygtige og blev ofte rådspurgt af de ældste (8,1; 11,25; 14,1; 20,1). Hans tjeneste strakte sig over treogtyve år (29,17), 595-573 f.Kr., hvoraf han i en del af tiden var samtidig med Daniel (14,14; 28,3) og Jeremias, og sandsynligvis også med Obadias. Tidspunktet og måden for hans død er ukendt. Hans formodede grav udpeges i nærheden af Bagdad, på et sted kaldet Keffil.
Se også
Kilde: Easton's Bible Dictionary (M.G. Easton, 1897), public domain. Oversat til dansk med AI og endnu ikke gennemlæst. Koblinger til personer og steder: Theographic Bible Metadata (CC BY-SA 4.0).