Ezekiels Bog

Består hovedsagelig af tre grupper af profetier. Efter en beretning om hans kaldelse til profetembedet (1-3,21) udtaler Ezekiel (1) fordømmende ord mod jøderne (3,22-24) og advarer dem om Jerusalems sikre ødelæggelse, i modsætning til de falske profeters ord (4,1-3). De symbolske handlinger, hvormed de yderste nødstilstande, som Jerusalem skulle bringes ned i, beskrives i kap. 4, 5, viser hans nære kendskab til den levitiske lovgivning. (Se 2 Mos 22,30; 5 Mos 14,21; 3 Mos 5,2; 7,18, 24; 17,15; 19,7; 22,8, osv.)

Profetier mod forskellige omgivende folkeslag: mod ammonitterne (Ez 25,1-7), moabitterne (8-11), edomitterne (12-14), filistrene (15-17), Tyrus og Sidon (26-28) og mod Egypten (29-32).

Profetier fremsat efter Jerusalems ødelæggelse ved Nebukadnesar: Israels og Guds riges sejre på jorden (Ez 33-39); messianske tider og oprettelsen og fremgangen for Guds rige (40;48).

De afsluttende syner i denne bog henvises der til i Johannes' Åbenbaring (Ez 38=Åb 20,8; Ez 47,1-8=Åb 22,1,2). Andre henvisninger til denne bog findes også i Det Nye Testamente. (Jf. Rom 2,24 med Ez 36,2; Rom 10,5, Gal 3,12 med Ez 20,11; 2 Pet. 3,4 med Ez 12,22.)

Det kan bemærkes, at Daniel, fjorten år efter sin bortførelse fra Jerusalem, nævnes af Ezekiel (14,14) sammen med Noa og Job som fremtrædende ved sin retfærdighed, og at han omkring fem år senere omtales som overlegen i visdom (28,3).

Ezekiels profetier er kendetegnet ved symbolske og allegoriske fremstillinger, som “udfolder en rig række af majestætiske syner og kolossale symboler.” Der er også mange “symbolske handlinger, der legemliggør levende forestillinger hos profeten” (4,1-4; 5,1-4; 12,3-6; 24,3-5; 37,16, osv.). “Fremstillingsmåden, hvor symboler og allegorier indtager en fremtrædende plads, giver Ezekiels profetier en dunkel, gådefuld karakter. De er dunkle og gådefulde. Et tåget mysterium hviler over dem, som det næsten er umuligt at trænge igennem. Hieronymus kalder bogen ‘en labyrint af Guds mysterier.’ Det var på grund af denne dunkelhed, at jøderne forbød nogen at læse den, før han havde nået trediveårsalderen.”

Ezekiel er særegen ved den hyppighed, hvormed han henviser til Pentateuken (f.eks. Ez 27; 28,13; 31,8; 36,11, 34; 47,13, osv.). Han viser også kendskab til Hoseas' skrifter (Ez 37,22), Esajas (Ez 8,12; 29,6) og især Jeremias' skrifter, hans ældre samtidige (Jer 24,7, 9; 48,37).