Neg; neg

shef, shevz ('alummah, `omer, `amir): Når kornet høstes, lægges det i håndfulde bag høstmanden for at blive samlet af børn eller af dem, der ikke kan klare det hårdere arbejde med at høste (Sl 129,7). Håndfuldene bindes til store neg, hvoraf to ad gangen læsses på et æsel (jf. Neh 13,15). I nogle distrikter bruges vogne (jf. Am 2,13). Negene stables omkring tærskepladserne indtil tærsketiden, som kan ligge flere uger efter høsten. Det er et imponerende syn at se de enorme stakke af neg stablet omkring tærskepladserne; stakkene dækker ofte et område større end de nærliggende landsbyer (se agerbrug). De gamle egyptere bandt deres korn i små neg og formede bundterne omhyggeligt, så aksene var jævnt fordelt mellem de to ender (se Wilkinson, Ancient Egyptians, 1878, II, 424; jf. Josefs drøm, 1 Mos 37,5-8). De neg, der nævnes i 1 Mos 37,10-12; 1 Mos 37,15, må have været håndfulde. Det er en skik i dele af Syrien, at dem, der samler negene, løber hen imod en forbipasserende rytter og vifter med en håndfuld korn, mens de råber kemshi, kemshi (bogstaveligt “håndfuld”). De ønsker, at rytteren skal give kornet til sin hest. I Det Gamle Testamentes tid skulle glemte neg efterlades til den fremmede (5 Mos 24,19); jf. den venlighed, som Boaz’ høstfolk viste mod Rut (Ruth 2,7; Ruth 2,15).

Billedligt: “Sultne bærer de negene” er et billede på pine, der ligner den sultne hests pine, når den drives frem af bundtet af hø, der er bundet foran den (Job 24,10). Det glædelige syn af negene fra en rig høst blev brugt af salmisten som billede på de hjemvendende fangers glæde (Sl 126,6).

James A. Patch