Negeb

neg'-eb (ha-neghebh, "Negeb" eller ganske enkelt neghebh, fra en rod der betyder "at være tør", og derfor i første omgang betegner de "tørre" eller "afsvedne områder"; derfor oversættes det i Septuaginta som regel eremos, "ørken", også nageb):

1. Betydning:

Da Negeb lå syd for Juda, kom ordet til at blive brugt i betydningen "syden" eller "sydlandet", og det bruges sådan i nogle få passager (f.eks. 1 Mos 13,14) og oversættes dér sådan (se GEOGRAPHY). Den engelske oversættelse er uegnet i flere passager og vil sandsynligvis føre til forvirring. For eksempel fremstilles Abram i 1 Mos 13,1 som om han går "mod syd", da han rejser nordpå fra Egypten mod Betel; i 4 Mos 13,22 beskrives spejderne, der kommer fra "Zins ørken" mod Hebron, som om de kommer "ad sydlandet", skønt de gik mod nord. Vanskeligheden i disse og mange andre passager fjernes straks, hvis man erkender, at Negeb var en geografisk betegnelse for et bestemt geografisk område, ligesom Shefela, bogstaveligt "lavland", var navnet på et andet område i Israels land. I Revised Version (British and American) gives "Negeb" i randnoten, men det ville fremme klarheden, hvis det blev genindsat i teksten.

2. Beskrivelse:

Dette "afsvedne" land anses almindeligvis for at begynde syd for edition Dahariyeb – det sandsynlige sted for DEBIR (se dette) – og for at strække sig sydpå i en række bølgende høje, der løber i en overordnet retning fra øst til vest, indtil den egentlige ørken begynder, en afstand på måske 70 miles (se NATURAL FEATURES). Mod øst afgrænses det af Det Døde Hav og den sydlige Ghor, og mod vest findes der ingen klart defineret grænse før Middelhavet. Det er et land med spredte og sparsomme kilder og ringe nedbør; i jordbundens karakter er det en overgang fra Kanaans frugtbarhed til ørkenens ødemark; det er i det væsentlige et hyrdeland, hvor der er rigeligt med græsning i de første måneder, og hvor kameler og geder kan opretholde livet selv gennem den lange sommertørke. I dag, som gennem de fleste perioder af historien, er det et land for nomaden snarere end for den fastboende, selv om talrige ruiner mange steder vidner om bedre fysiske forhold i visse perioder (se I, 5, nedenfor). Dalenes retning mod øst eller vest, den generelle tørhed og indbyggernes karakter har altid gjort det til et mere eller mindre isoleret område uden gennemfartsvej. De store ruter går langs kysten mod vest eller op gennem Araba mod øst. Det udgjorde en yderligere barriere mod ørkenen på den anden side; over for alle, som ville føre en hær fra syd, var denne sydlige grænse for Juda altid sikker. Israel kunne ikke nå det lovede land ad denne rute, gennem amalekitternes land (4 Mos 13,29; 4 Mos 14,43-45).

3. Henvisninger i Det Gamle Testamente:

Negeb var skueplads for en stor del af Abrams vandringer (1 Mos 12,9; 1 Mos 13,1; 1 Mos 13,3; 1 Mos 20,1); det var i dette område, Hagar mødte englen (1 Mos 16,7; 1 Mos 16,14); både Isak (1 Mos 24,62) og Jakob (1 Mos 37,1; 1 Mos 46,5) boede dér. Moses sendte spejderne gennem dette område til bjerglandet (4 Mos 13,17; 4 Mos 13,22); amalekitterne boede dengang dér (4 Mos 13,29) og tilsyneladende også avvitterne i nogle dele af det (Jos 13,3; Jos 13,4). Simeons børns arvelod, som den gives i Jos 19,1-9, lå i Negeb, men i Jos 15,21-32 tilskrives disse byer Juda (se SIMEON). Akish tildelte David, som svar på hans anmodning, byen ZIKLAG (se denne) i Negeb (1 Sam 27,5); Davids bedrifter var rettet mod forskellige dele af dette område, beskrevet som Judas Negeb, jerahmeelitternes Negeb og kenitternes Negeb, mens vi i 1 Sam 30,14 har omtale af keretitternes Negeb og Kalebs Negeb. Hertil kan vi føje Arads Negeb (Dom 1,16). Det er umuligt at afgrænse disse forskellige klaners områder (se særskilte artikler under disse navne). Negeb skulle sammen med "bjerglandet" og "Shefela" ifølge Jeremias (17,26; 32,44; 33,13) få fornyet fremgang, efter at Judas fangenskab var endt.

4. Senere historie:

Da Nebukadnezar indtog Jerusalem, stillede edomitterne sig på babyloniernes side (jf. Klag 4,21 f; Ez 35,3-15; Obad 1,10-16), og under jødernes fravær rykkede de nordpå og besatte hele Negeb og det sydlige Judæa helt til Hebron (se JUDAEA). Her plagede de jøderne i makkabæertiden, indtil Judas fordrev dem fra det sydlige Judæa (164 f.Kr.), og Johannes Hyrkanos erobrede deres land og tvang dem til at blive jøder (109 f.Kr.). Det var til en af byerne her – Malatha – at Herodes Agrippa trak sig tilbage (Josefus, Ant, XVIII, vi, 2).

Dette områdes glansdage synes at have været i den byzantinske periode: de eksisterende ruiner tilhører, for så vidt de overhovedet kan dateres, denne tid. Be'ersheba var en vigtig by med en biskop, og Elusa (omtalt af Ptolemæus i det 2. århundrede) var sæde for en biskop i det 4., 5. og 6. århundrede. Efter islams fremkomst synes landet at være faldet tilbage til primitive forhold. Selv om lovløshed og mangel på enhver central kontrol kan forklare meget af tilbagegangen, er det dog sandsynligt, at professor Ellsworth Huntington (loc. cit.) har ret i sin påstand om, at en klimaændring har haft meget at gøre med civilisationens og den faste bosættelses opkomst og fald i dette område. Området har længe været overladt til nomaderne, og det er først ganske for nylig, at den tyrkiske politik med at placere en embedsmand med en lille garnison i Be'ersheba og ved `Aujeh har frembragt en vis lille ændring i retning af en fastboende befolkning og landbrugsmæssige sysler.

5. Dets gamle velstand:

Det er klart, at Negeb i mindst to historiske perioder nød en meget betydelig velstand. Hvordan det kan have været i patriarkernes dage, er vanskeligt at bedømme; alt, hvad vi læser om dem, peger på et rent nomadisk liv, der ligner beduinernes i dag, men med bedre græsgange. Ved landets fordeling mellem stammerne nævnes mange byer--hebraisk nævner 29 (Jos 15,21-32; Jos 19,1-9; 1 Krøn 4,28-33)--og rigdommen på kvæg var åbenbart stor (sammenlign 1 Sam 15,9; 1 Sam 27,9; 1 Sam 30,16; 2 Krøn 14,14 f.). Forholdene må have været helt anderledes end i nyere tid.

De vidtstrakte ruiner ved Bir es Seba` (Beersheba), Khalasa (Elusa), Ruheibeh (Rehobot, se dette), `Aujeh og andre byer, sammen med tegnene på frugthaver, vingårde og haver, der ligger vidt spredt omkring disse og andre steder, viser, hvor forholdsvis tæt befolket dette område var, især i byzantinsk tid. Professor Huntington (anf. st.) slutter ud fra disse ruiner, at befolkningen i de store byer i Negeb alene i denne periode må have udgjort mellem 45.000 og 50.000. Hele distriktet understøtter i dag ikke 1.000 sjæle.

LITTERATUR.

Robinson, BR (1838); Wilton, The Negeb, or "South Country" of Scripture (1863); E.H. Palmer, The Desert of the Exodus, II (1871); Trumbull, Kadesh-Barnea (1884); G. A. Smith, HGHL, kapitel xiii (1894); E. Huntington, Israels land og dets forvandling, kapitel vi, osv.

E. W. G. Masterman