Neftar; Neftaj

nef'-thar (Nephthar; Codex Alexandrinus og Swete, Nephthar, King James Version og Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) Naphthar), (Nephthai, al. Nephthaei, Fritzsche, Nepha, King James Version og Vulgata, efter gammel-latinsk tekst, Nephi; Swete, efter Codex Alexandrinus, giver Nephthar to gange): Ifølge 2 Makk 1,19-36 tog de gudfrygtige præster på fangenskabets tid noget af tempelalterets ild og skjulte den "hemmeligt i hulheden i en brønd, som var uden vand," ukendt for alle. "Efter mange år" (ved tilbagekomsten), før ofrene blev bragt, sendte Nehemias de gudfrygtige præsters efterkommere ud for at hente den skjulte ild. De meldte tilbage, at de ikke kunne finde nogen ild, men kun "tykt vand" (hudor pachu), som han befalede dem at trække op og stænke på brændet og ofrene. Efter et interval brød solen frem bag en sky, og væsken antændtes og fortærede ofrene. Nehemias befalede dem derefter at hælde (katachein, al. katechein, og kataschein) resten af væsken ud over store sten. En anden flamme sprang frem, men brændte snart ud, "mens lyset fra alteret stadig skinnede" (Revised Versions randnote; den nøjagtige betydning er usikker). Da Persiens konge undersøgte sagen, indhegnede han stedet som helligt. Nehemias og hans venner kaldte den tykke væske "Nephthar," "hvilket udlagt betyder `renselse' " (katharismos), "men de fleste kalder den Nephthai."

Der foreligger ingen tilfredsstillende forklaring på nogen af navnene; det ene er sandsynligvis en forvanskning af det andet. Og der findes intet ord i hebraisk, der ligner nogen af dem og betyder "renselse," "lutring." Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) anvender navnet på stedet (hunc locum), ikke på tingen. Fortællingen stammer sandsynligvis fra Persien, hvor nafta fandtes i rigelige mængder. At væsken antændtes af solens varme stråler, og ordenes udseende, gør det højst sandsynligt, at det var den brændbare stenolie nafta, hvis brændbare egenskaber var velkendte for de gamle (Plinius, NH, ii. 109; Plutarch, Alexander 35; Diosc., i.101; Strabo, Geogr. xvi.1, 15); ordene er da sandsynligvis forvanskninger af det, grækerne kaldte naphtha. Ewald (History, V, 163) siger: "Dette er blot en af de mange fortællinger, som i senere tider søgte at øge templets meget høje hellighed, endog med henblik på dets oprindelse."

S. Angus