Landbrug

At dyrke jorden (1 Mos 2,15; 4,2, 3, 12) og holde kvæg var de vigtigste beskæftigelser i oldtiden. Egypterne udmærkede sig i landbrug. Og efter at israelitterne var kommet i besiddelse af det forjættede land, begunstigede deres forhold i højeste grad en bemærkelsesværdig udvikling af denne kunst. Landbruget blev faktisk grundlaget for det mosaiske samfund.

Året i Israels land var inddelt i seks landbrugsperioder:-

I. SÅTID. Tisri, sidste halvdel (begynder omkring efterårsjævndøgn). Marchesvan. Kisleu, første halvdel. Tidligregn forventes = de første byger om efteråret.

II. UMODEN TID. Kisleu, sidste halvdel. Tebet. Sebat, første halvdel.

III. KOLD ÅRSTID. Sebat, sidste halvdel. Adar. [Veadar.] Nisan, første halvdel. Sildigregn forventes (5 Mos 11,14; Jer 5,24; Hos 6,3; Zak 10,1; Jak 5,7; Job 29,23).

IV. HØSTTID. Nisan, sidste halvdel. (Begynder omkring forårsjævndøgn. Byggen er grøn. Påske.) Ijar. Sivan, første halvdel. Hveden er moden. Pinse.

V. SOMMER (fuldstændigt fravær af regn) Sivan, sidste halvdel. Tammuz. Ab, første halvdel.

VI. TRYKKENDE VARM ÅRSTID Ab, sidste halvdel. Elul. Tisri, første halvdel. Indsamling af frugter.

De seks måneder fra midten af Tisri til midten af Nisan var optaget af dyrkningsarbejdet, og resten af året hovedsagelig af indsamlingen af frugterne. Det omfattende og let tilrettelagte vandingssystem fra bække og strømme fra bjergene gjorde jorden i alle dele af Israels land rigt frugtbar (Sl 1,3; 65,10; Ordsp 21,1; Es 30,25; 32,2, 20; Hos 12,11), og redskaberne til omhyggelig dyrkning og brugen af gødning øgede dens frugtbarhed i en sådan grad, at der på Salomos tid, da befolkningen var talrig, blev sendt “20.000 mål hvede år efter år” til Hiram i bytte for tømmer (1 Kong 5,11), og der blev også sendt store mængder hvede til tyrerne for de handelsvarer, de handlede med (Ez 27,17). Hveden gav undertiden hundredefold (1 Mos 26,12; Matt 13,23). Figner og granatæbler var meget rigelige (4 Mos 13,23), og vinstokken og oliventræet voksede frodigt og bar rig frugt (5 Mos 33,24).

For at jordens ydeevne ikke skulle udtømmes, blev det påbudt, at hele landet skulle hvile hvert syvende år, hvor alt landbrugsarbejde helt skulle ophøre (3 Mos 25,1-7; 5 Mos 15,1-10).

Det var forbudt at så en mark til med forskellige slags sæd (5 Mos 22,9). En forbipasserende havde frihed til at spise en hvilken som helst mængde korn eller druer, men han havde ikke lov til at bære noget bort (5 Mos 23,24, 25; Matt 12,1). De fattige havde lov til at gøre krav på markernes hjørner og efterhøsten. Et glemt neg på marken skulle også efterlades til de fattige. (Se 3 Mos 19,9, 10; 5 Mos 24,19.)

Landbrugsredskaber og arbejdsprocesser.

De udhuggede monumenter og bemalede grave i Egypten og Assyrien kaster meget lys over dette emne og over landbrugets almindelige arbejdsprocesser. Plove af enkel konstruktion var kendt på Moses’ tid (5 Mos 22,10; jf. Job 1,14). De var meget lette og krævede stor opmærksomhed for at holde dem i jorden (Luk 9,62). De blev trukket af okser (Job 1,14), køer (1 Sam 6,7) og æsler (Es 30,24); men en okse og et æsel måtte ikke spændes sammen for den samme plov (5 Mos 22,10). Mænd fulgte undertiden efter ploven med en hakke for at bryde jordklumperne (Es 28,24). Okserne blev drevet frem med en “pigkæp” eller lang stav, spidset i enden, så den om nødvendigt også kunne bruges som et spyd (Dom 3,31; 1 Sam 13,21).

Når jorden var forberedt, blev sæden bredsået ud over marken (Matt 13,3-8). Den “harve”, der nævnes i Job 39,10, blev ikke brugt til at dække sæden, men til at bryde jordklumperne, og var næppe andet end en tyk træblok. På steder med rig vanding blev sæden trampet ned af kvæg (Es 32,20); men der fandtes uden tvivl også en slags harve til at dække sæden, som var spredt i markens furer.

Høsten af kornet blev udført enten ved at rykke det op med rødderne eller ved at skære det med en slags segl, alt efter omstændighederne. Når kornet var skåret, blev det som regel bundet i neg (1 Mos 37,7; 3 Mos 23,10-15; Ruth 2,7, 15; Job 24,10; Jer 9,22; Mika 4,12), som senere blev samlet på tærskepladsen eller lagt i lader (Matt 6,26).

Tærskningen blev almindeligvis udført ved, at man bredte negene ud på tærskepladsen og lod okser og kvæg træde gentagne gange hen over dem (5 Mos 25,4; Es 28,28). Ved visse lejligheder blev plejl eller stokke brugt til dette formål (Ruth 2,17; Es 28,27). Der fandtes også et “tærskeredskab” (Es 41,15; Am 1,3), som blev trukket hen over kornet. Det blev af hebræerne kaldt en moreg, en tærskerulle eller -slæde (2 Sam 24,22; 1 Krøn 21,23; Es 3,15). Det lignede til en vis grad det romerske tribulum, eller tærskeredskab.

Når kornet var tærsket, blev det renset ved kastning, idet det blev kastet op mod vinden (Jer 4,11), og derefter kastet med træskovle (Es 30,24). Skovlen og kasteviften til rensning nævnes i Sl 35,5, Job 21,18, Es 17,13. Affaldet af strå og avner blev brændt (Es 5,24). Når kornet var befriet for urenheder, blev det derefter lagt i forrådskamre, indtil det skulle bruges (5 Mos 28,8; Ordsp 3,10; Matt 6,26; 13,30; Luk 12,18).